HVAD ER NARRATIV TERAPI?

Skrevet d. 22-12-2017 14:24:08 af Birgitte Fisker - Familieterapeut/-rådgiver

Den narrative teori er grundlagt af Michael White, en australsk socialarbejder og familieterapeut som op gennem 80'erne, formulerede tankerne omkring, hvordan man gennem narrative samtaler, kan blive hjulpet til at tage kontrol over sit eget liv.

Den narrative tilgang hviler på tanken om, at negative begivenheder og oplevelser i vores liv, til tider kan gøre os handlingslammede og fastlåse os i bestemte uhensigtsmæssige adfærdsmønstre og tankebaner, hvilket kan føre til lavt selvværd og manglende tro på egen formåen.

Gennem narrative samtaler kan vi blive støttet i at få øje på vores grundlæggende livsværdier, opdage nye alternative og positive varianter i vores liv og derigennem styrke vores identitet og selvopfattelse, som et afsæt til at kunne se nye perspektiver på nutid og fremtid.


"DET ER IKKE DET VI HAR OPLEVET I LIVET, DER GØR OS TIL DEM VI ER, MEN DE HISTORIER DER ER MULIGE AT FORTÆLLE OM DET, VI HAR GJORT OG OM DET SOM ER VIGTIGT (Michael White)


Jeg arbejder med menneskers livshistorier og ser noget værdifuldt og betydningsfuldt i alle fortællinger.

Jeg tilgår ethvert individ med stort engagement, nærvær og respekt for det levede liv og de livsvilkår som har været/er til stede.

Jeg vil sammen med dig være bærer af håbet og troen på en positiv forandring og på at styrke din tillid til at du kan (gen)vinde kontrol over dit liv og bevæge dig i den retning som er vigtig for dig.




Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.