Forebyggelse er bedre end helbredelse - også når det gælder stress!

Skrevet d. 26-4-2016 19:15:05 af Anni Andersson - Coach, Stresscoach

Føler du dig presset? Mærker du signaler fra krop og hjerne om, at du er på overarbejde? Så GØR noget hurtigst muligt. Jo tidligere du reagerer, jo hurtigere får du det bedre. Det går ikke bare over af sig selv! Her er nogle konkrete råd:

  • Hold små pauser i løbet af dagen, hvor du får ro i hovedet. Brug fx. APP´en "Pause" eller "Recolor", løs en let SODUKO  eller lyt til en kort guidet afspænding.
  • Træk vejret: Læg hænderne på maven og fokusér på at få dine hænder til at hæve og sænke sig, mens du tager langsomme, dybe, rolige vejrtrækninger.
  • Tjek og besvar Emails og SMS´er to gange om dagen. Er der noget virkelig vigtigt, vil folk ringe til dig.
  • Prioritér så vidt muligt dagens opgaver,og hold dig til den prioritering.
  • Spørg, hvad du så IKKE skal, hvis du får for mange arbejdsopgaver.
  • Sig PYT til det, du ikke har kontrol over eller ikke er vigtigt, både ude og hjemme.
  • Uddelegér arbejde hjemme. Lad være med at tro, at det kun er DIG, der kan gøre tingene godt nok.
  • Drop de sociale medier. Hvad enten du vil eller ej, bliver du påvirket af de glansbilleder af andres liv, du ser der.
  • Gør noget, du godt kan lide, når du kommer hjem: Hør musik, gå en tur, tuml med dine børn, læs et blad, eller hvad der passer til dig.

Får du det ikke hurtigt bedre - så søg hjælp!

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.