Depression – hvornår skal du søge hjælp?

Skrevet d. 26-10-2020 15:46:34 af Thomas Bøttern - Psykoterapeut MPF, Familieterapeut/-rådgiver

Jeg er sikker på at langt de fleste mennesker, på et eller andet tidspunkt i deres liv har oplevet en særlig form for tristhed, en udpræget ked-af-det-hed, et mørkt tungsind, men er dette en depression?


Omkring 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv. Endnu flere oplever mildere former for depression. På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere have en depression.


På internettet findes der forskellige depressionstests, som du selv kan tage, men hvis testen er positiv, er du så deprimeret? Du skal være opmærksom på, at test på internettet udelukkende giver et fingerpeg, det er altså ikke en diagnose. Vi skal passe på med at lægge alt for meget i en internettest og vi skal ikke gå og diagnosticere os selv. Det er et vigtigt budskab, at du skal søge professionel hjælp, hvis du er bekymret for om du har en depression. En god rettesnor er, at du skal tage din egen eller dine nærmestes bekymring alvorligt. Kort sagt: er du eller dine nærmeste bekymret for om du er deprimeret, så er det en god idé at søge hjælp.


I min klinik møder jeg jævnligt klienter, der er bekymrede for om de er deprimerede. De oplever tankemylder, rumination, manglende livsglæde og tristhed. Alle disse symptomer er forringende for den enkeltes trivsel og livskvalitet, derfor skal de tages alvorligt. Igennem samtaler med klienten undersøger jeg hvad, der ligger til grund for klientens egen bekymring for at være deprimeret, og sammen indgår vi en aftale om det videre forløb, der tager udgangspunkt i det dér er vigtigt for klienten at arbejde med for at opnå bedre trivsel og livskvalitet.


Søg hjælp hvis du er bekymret for dig selv.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.

Denne hjemmeside anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Læs mere