Benægtelse er normalt og naturligt, men...

Generelt set er de fleste af os i stand til at overbevise os selv om, at de løgne vi fortæller, i virkeligheden er sande. Når vi først er begyndt at tro på vores egne løgne, er vi tilbøjelige til at lyve over for andre, uanset om vi har til hensigt at gøre det eller ej. Ganske enkelt for at undgå at mærke smerte, skyld og skam og tænke på og tale om (alvorlige) problemer. Det gælder sådan set, om der er kemisk afhængighed indblandet eller ej. Kemi forstået som stemningsændrende stoffer: alkohol, narkotika og piller. Det kan også formuleres med en af mine yndlingssætninger: ”Hvordan ved du, en misbruger lyver? Han åbner munden!”

For 14 år siden havde jeg i en periode kontakt med en amerikansk misbrugskonsulent, som havde et alternativ til afvænningsprogrammer, hvor Gud med kirken og hele tabernaklet ikke var involveret. Det ræs er nemlig ikke lige mig, selvom jeg lige inden havde fået en åbenbaring der som fyrreårig: Jeg er pårørende til misbruger! Alle indre brikker i mit liv faldt på plads som koncentrationsbesvær, svingende følelser, træthed og en rastløshed udover det sædvanlige. Pludselig passede jeg ind i en kasse.

Den dag i dag undrer det mig, ingen greb ind. Jeg er vokset op i et akademikerhjem i en lille købstad. Min far drak sig ihjel. Ingen reagerede. Senere og da det afgørende slør blev flået fra mine øjne: Jeg var i en cirkel af terapeuter, sygeplejersker, undervisere og psykologer. De benægtede såre, jeg var i forhold med en misbruger, selv da han blev indlagt i tre måneder til afvænning. Faktisk var det mig, som var helt fra snøvsen. En enkelt sygeplejerske vendte tilbage et par år senere og sagde, at der nok havde været noget om det med misbruget, men han var jo sådan en charmerende, varm og venlig mand...

SÅ var jeg i benægtelse? Jeg var pakket ind i et priviligeret miljø, hvor der blev festet og vindstyrken i følelsesregistret var noget over middel. Jeg havde ærligt talt ikke skænket det en tanke, det ikke var normalen. 

Derfor er det min lille mission at støtte veluddannede kvinder, som er pårørende og ikke selv bruger stemningsændrende substanser, i at komme i en bedre balance i livet med sig selv. Peace, love and harmony. Altså den ægte vare. I virkeligheden. Det vil koste relationer, og den pris skal man selvfølgelig lige gøre op med sig selv. For mig var det prisen værd, selvom det betød at kontakten til nærmeste familie blev skåret ind til et absolut minimum. Kloge, dygtige veninder og venner skulle ikke med videre på min vej.

En af de bedre bøger jeg fik fat dengang, hvor der ikke rigtigt var noget tilbud for voksne pårørende, med mindre det skulle foregå i Guds ånd og hus, var Terry Gorskis bog Denial Management Counseling. Advanced Clinical Skills for Motivating Substance Abusers to Recover (2000). Der afdækker han fem store og syv mindre benægtelsesmønstre, som jeg med egne ord kort gennemgår her. De kan både bruges til selvrefleksion, og hvis du går med en fornemmelse af, der måske nok er en elefant i huset, som man siger. De findes også på jobbet. Og indeni os selv...

De fem store benægtelsesmønstre er:

1. Undgåelse: Jeg vil tale om alt andet end problemet, fx ved at flytte samtalen til noget interessant men irrelevant, initiere et skænderi eller spille dum.

2. Benægtelse: Jeg har ikke et problem, fx selvom der er klare beviser som familien, der danser efter misbrugerens pibe. Det kan også være drømmerier, som aldrig bliver til noget og stakke af ubetalte regninger.

3. Bagatellisering: Mit problem er ikke så slemt, fx ved at diskutere problemets størrelse, det er jo bare en G&T fredag eftermiddag, vi slapper af på og en flaske vin til deling om aftenen for hyggen. (To-tre tomme flasker lørdag morgen...)

4. Rationalisering: Ja, jeg har et problem og god grund til det. Leder efter årsagerne.

5. Give andre skylden: Ja, jeg har et problem, men det er min kones, arbejdsgivers, systemets (fill in the blank) skyld.

De syv mindre benægtelsesmønstre vi også skal være skarpe på:

1. Sammenligning: Der er andre, der drikker mere og tager flere stoffer end mig, og som har langt større problemer. Så jeg behøver ikke gøre noget ved mit problem.

2. Føjelighed: Hvis jeg lader som om, jeg arbejder med mit problem, får jeg fred. Mit største problem er, andre tvinger mig til at arbejde med det.

3. Manipulation: Hvis du ikke gør det, jeg beder dig om for at hjælpe mig med ikke at tage mit stof, er du inkompetent.

4. Ekspreshelbredelse: Nu ved jeg, hvad jeg fejler, så jeg har det meget bedre (og behøver ikke handle på det).

5. Helbredelse gennem frygt: Er ikke vejen frem, da misbrugerens frygt for smerte er udgangspunktet for selvmedicineringen.

6. Strategisk håbløshed: Alt det, du (som terapeut) har foreslået, virker ikke. Lad mig lide i fred. (Ofte i forlængelse af det andet mindre mønster: Føjelighed.)

7. Demokratisk sygdomstilstand: Jeg har ret til at drikke, tage stoffer, være afhængig af piller til jeg dør.

Kan du genkende noget hos dig selv, eller en du kender? Er I voksne, veluddannede kvinder i klemme? Forveksler I intense, kaotiske forhold med nærhed og et fortroligt og intimt forhold? Kontakt mig for kort uforpligtende telefonisk samtale eller videosamtale, inden du beslutter, om du vil booke en eller flere sessioner. Aften- og weekendtider.

Det handler om dig og din trivsel i dit liv.