Bekymringer.... den dag i kajakken

Skrevet d. 10-7-2016 12:41:26 af Trine Moll - Psykolog

Jeg sidder i kajakken og mærker lykken ved at følge drømmen. Sammen med drømmen følger bekymringerne. Det er som to sider af samme mønt.

Mens solens lys glimter som sølvperler på vandets overflade og gæssene højlydt skræpper deres protest over at være blevet forstyrret, sidder jeg i min kajak og lader drømmene tage fart. En dejlig boblende følelse breder sig i mig, mens kajakken glider næsten lydløst gennem det blikstille vand.


Som så mange gange før dukker mit indre bekymringsmonster op, førend jeg overhovedet er færdig med første tanke.  Jeg har end ikke formuleret drømmen færdig. Jeg lader det være – det kan brøle, råbe og skrige lige så tosset det vil. Jeg har noget vigtigt at forfølge. Noget værdifuldt. Noget, jeg kan finde tusinde undskyldninger for at drømme, men som, når det kommer til stykket, bare er ”fordi”. Det er sådan det, der giver os værdi, bedst kan argumenteres for.


Jeg har travlt med at drømme om min egen psykologpraksis. Uafhængighed. Selvstændighed. Frihed. Fleksibilitet.


Der er tusinde mål på vejen til min drøm. Tusinde ting at gøre, tusinde ting at sige. Men den glæde og energi, det giver at forfølge sin drøm, giver overskud på energikontoen, så der er rigeligt at tage af. Jeg bruger lidt af energien på at koncentrere mig om pagajtagene, så der kommer fart i kajakken.


Bekymringsmonsteret ævler løs. Hvad nu hvis dit, og hvad nu hvis dat…. Der er mange grunde til at lade være at forfølge drømmen, men heldigvis endnu flere for at lade være med at lytte til det usikre, befængte monster.


Jeg er så vant til at have bekymringsmonsteret med mig. Det forfølger mig konstant. Når min yngste skal cykle hjem fra skolen for første gang… hvad nu, hvis hun falder? Når min ældste skal til fest på gymnasiet… hvad nu, hvis han bliver (for) fuld? Når mine teenagedøtre skal være alene hjemme  -  hvad nu, hvis de kommer op at skændes…. Når min mand står op midt om natten for at køre til lufthavnen – hvad nu, hvis han falder i søvn bag rattet…


Jeg har efter mange års træning lært, at det bedste jeg kan gøre er, at lade bekymringsmonsteret brøle. Acceptere, at det er en del af mig. Lytte, når det giver mening, men oftest bare lade det skrige sine bekymringer ud. Jeg har svært ved det. Det kræver bevidst opmærksomhed fra mig ikke at lytte. For måske har det der beskidte monster en pointe… NEJ! Jeg inviterer monsteret med i kajakken, det kan lige være bag mig. Jeg har imidlertid pagajen, så jeg styrer retningen. Så må monsteret sådan set gerne brøle. Jeg giver det ikke opmærksomhed.


Den dag i kajakken, i det iskolde vand, som jeg heldigvis ikke faldt i, med gæssenes skræppen og med solens sølvstænk på vandet – den dag besluttede jeg mig til at forfølge min drøm. Nu er den virkelighed. Jeg sidder og skriver mit første blogindlæg. Det bliver en rejse for mig, en rejse, jeg inviterer dig med på her på bloggen.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.