Anoreksi, bulimi og spiseforstyrrelser

Skrevet d. 24-9-2018 13:10:12 af Ida Eowyn

Anoreksi, bulimi og spiseforstyrrelser

https://pics.gomentor.com/p/id_4062fbed686e4bb982b18b2eb6602515__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/IMG_5059.jpg

Har du brug for at tale om svære tanker om mad, kalorier og et evt. had til din krop?  

 

Jeg har selv haft flere spiseforstyrrelser for år siden, så hvis du har brug for at tale med en professionel, der virkeligt ved, hvad spiseforstyrrelser vil sige i egen hjerne og på egen knoglede krop, så læs med her.

 

Kan du nikke genkendende til dette:

  • Du ser en tynd pige på gaden og kigger efter hendes tynde ben?
  • Du kan gå rundt i timers i et supermarked og kigge på mad?
  • Du poster en selfie på instagram, trækker skulderen frem, tager billedet skråt oppefra…  i virkeligheden handler det hele om, at du vil post et billede af dit tynde kraveben?
  • Du er meget sulten og kan ikke længere lade være med at spise, så du vælter dig i maden?
  • Du kan bruge timevis på ekstremt tankemylder og regnestykker om kalorie under/overskud eller balance?
  • Du siger til alle, at du er så sund, så sund? 
  • Du kan have voldsomme mareridt om de farlige madvare, der forfølger dig?
  • Du sidder i en ubehagelig situation og kan slippe "væk" fra den mentalt ved, at fokusere alle dine tanker og kræfter på dine tynde knogler, du sidder diskret og kærtegner?


Jeg har haft anoreksi, bulimi og ortoreksi, så det må siges, jeg har en del insider viden om, hvordan den slags evt. kan føles. Det vil altid være helt individuelt, men der er fællestræk. Der er for mange ikke plads til at tænke på ret meget andet end kalorier og på den næste motion, man er nødt til at presse sig selv uhensigtsmæssigt meget ud på. Motion er vigtigt, men kan tage overhånd. Kaotiske situationer i livet kan ikke lige kontroleres, men benene kan tvinges ud af sengen til en lang løbetur for, der skal styr på kroppen, uanset hvad. Alt fokus ligges der. 


Mange gåture er det blevet til for spiseforstyrrede i dvs. supermarkeder, storcentre, tøjbutikker, hvor vi glor så diskret som muligt efter hinandens thighgap (mellemrummet mellem lårene) og knoglede kraveben. Og er der en høj tynd pige på vores vej, der trodser den indre kulde, en spiseforstyrrelse kan medføre, og pigen faktisk tør vise sin mave frem i den varme sommer, vi havde i 2018, så bliver der gloet ekstra meget efter hende. Hun er jo en tynd og modig gudinde. Men er hun anorektiker, tænker vi måske? Fryser hun faktisk?


Mange spiseforstyrrede er utroligt søde folk, og vi er sgu gode til at være bekymrede for hinanden. Det har jeg tit oplevet for år siden. Det kniber bare med at passe på sig selv. Det er min påstand, at mange spiseforstyrrede har nemmere ved at tænke på andres ve og vel, og på farlig fed mad, motion og kalorier, end at tage sig selv i hånden og få sparket spiseforstyrrelsen lidt længere ud i perifirien.  "Ana", som mange kalder deres anoreksi, forsvinder ikke med et trylleslag. "Hun" forsvinder lidt af gangen og man må kæmpe sig tilbage til livet. 


Svært bliver det, når andre servere maden. En spiseforstyrrelse kan afskære en fra ægte hygge med evt venner og evt familie. Hvor mange kalorier er der i det mad, der bliver serveret? Hvad svare det til af kilometer, vi må løbe på forhånd? Vægten siger 45 kg nu, så vægttabet er så og så meget pr kilometer… Det regnestykke kan være nemt at sidde og tænke på, i stedet for at skulle forholde sig til det sociale. Personligt har jeg siddet mange gange ved middagsbordet i min ungdom og lagt regnestykker i stedet for at tale med min fulde mor… så er der kalorier i hovedet i stedet for skænderi. Kalorier er nemmere at forholde sig til end hårde ord.

 

Jeg ved, hvor svært det hele er, og netop det gør, at du kan være ekstra tryg hos mig i coaching. Der er så meget rod rundt omkring en spiseforstyrrelse og stort set alt andet i livet, og det hele kommer alt sammen til udtryk i mad, motion og krop. I det hele taget er det svært overhovedet at begynde at få et simpelt forhold til mad, sig selv og andre mennesker igen. 

Men det kan lade sig gøre. Jeg vil gerne hjælpe dig. Og samtidigt er jeg også modstander af tankegangen om "hvis jeg kan, kan du også". Og samtidigt er mit eget slogan "der er altid håb". 

En spiseforstyrrelse er meget ambivalent... men en ting kan jeg love dig. Jeg vil støtte dig, så meget jeg kan. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at du bliver tryg i min coaching. 


Kærlig hilsen Ida... Der er altid håb <3  

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.