Kunsten at elske

Erich Fromm skriver at det er en kunst at elske, at det er noget vi skal træne, noget vi skal lære, og at det kræver sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin – Erich From fortæller os at det at elske er en stor opgave.

Jeg tror også at kærlighed inkluderer smerten ved at vokse og udvikle sig. Så når vores hjerte bliver større og vores evne til at elske vokser, så får det brug for mere plads end det selvbillede og den følelseskrop vi før levede med og opholdt os i, der er noget der sprækker og åbner sig, og det må vi holde ud og tillade. Vi må møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbillede.

Og det gør ondt. Og den smerte må vi være voksne og modne til at forstå og til at bære.
Og den smerte må vi vælge og tage på os som et vilkår ved at udvikle sig, ved at øge sin bevidsthed og ved styrke sin kapacitet til at rumme al den ild, kraft, lidenskab, medfølelse, omsorg og kærlige nærvær som bor i os.
Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har lagt låg på, kapslet inde, og undertrykt for at kunne overleve og for at få en bid af den begrænsede kærlighed og accept vores forældre og vores omgivelser havde adgang til at udtrykke og give.

Ved at lære at elske, helt og fuldt, som et voksent selvansvarligt unikt enestående individ, vil vi på den måde hele vores familiesår, vores familie historie.
I mødet med Gud, Universets Moder, Urhavet, altings oprindelse, får jeg måske spørgsmålet: ”Hvor meget har du elsket?”
Det ville være dejligt at kunne svare: ”Med hele mit hjerte”.