Du kan mindske stress og angst ved at lære, hvordan du slutter fred med din indre kritiker

Skrevet d. 19-11-2018 12:11:07 af Marie Hyltén-Cavallius - Coach, Stresscoach, Mentaltræner, Mentor, Stressterapeut, Terapeut, Business coach, MBSR mindfulness instruktør, Metakognitiv terapeut

Mange klienter kommer i min praksis, fordi de er overvældet af indre kritiske stemmer, der er kommet ud af kontrol. Tanker, der konstant fortæller dem, at de ikke er gode nok som de er. Deres indre overdommer har taget magten og begynder at nedbryde selvværdet og påvirke deres relationer. Det udvikler sig hurtigt til mentale og fysiske ubalancer, der over tid graver så dybe spor i den personlige grundstamme, at de ender i en tilstand af stress, angst eller i yderste konsekvens depression. De kan mærke, at de har det skidt, men reagerer på autopilot og aner ikke hvad de skal gøre for at ændre det.

 

I mit første job for 18 år siden som HR konsulent hos Coloplast, stod jeg selv i den situation. Jeg var meget i tvivl om, hvad der blev forventet af mig og ville gerne gøre det godt, så jeg gav den fuld skrue. Dengang havde jeg ikke stiftet familie endnu og inden jeg fik set mig om, kom arbejdet til at fylde hele mit liv. Jeg blev nærmest afhængig af at overpræstere og langsomt begyndte de så at komme... tankerne om ikke at kunne slå til, angsten for at lave fejl og den manglende tro på mig selv og mine kompetencer.

 

Menneskehjernen reagerer selvfølgelig på overbelastning 

Dengang, så jeg det som en personlig falliterklæring - det var mit første job! Kunne jeg ikke klare mosten? I dag ved jeg, at det der skete var en sund menneskehjernes naturlige reaktion på en vedvarende overbelastning. Hvis krop og psyke udsættes for store belastninger i længere tid begynder hjernen nemlig at scanne efter farer og er den først tunet ind på den kurs er det skruen uden ende!

 

Vi har et alarmberedskab, der er til for at beskytte os og hurra for det! Lige der skal vi vide, at vi ikke nødvendigvis er tøsedrenge og i stedet tage os selv meget alvorligt. Vi skal vide, at vi ikke er alene og at der findes teknikker til at genfinde fodfæstet. Vi kan få redskaber til at stoppe vores tankemylder og få kontrol over vores situation på en måde, så vi igen kan tage føringen i vores eget liv, sætte grænser og tage de beslutninger, der er nødvendige for at sikre vores trivsel både arbejdsmæssigt og privat.

 

Hvordan slutter vi fred med vores indre kritiker?

Men hvad kan vi så gøre for at få bugt med vores indre kritiker, der har det med at stikke sit grimme hoved frem, når vi presser os selv for hårdt?

 

Lad mig give et eksempel:

Forestil dig et tog der kommer rullende ind på en perron.

 

Bestemmer du selv hvor toget kører hen?

 

Nej. Det du bestemmer selv er, om du vil tage med toget og på hvilken station du vil stå af. 

 

Sådan kan du også lære at forholde dig til din egen tankevirksomhed. Vi bestemmer ikke selv, hvilke tanker der kommer, men vi kan øve os i at tage stilling til, hvilke tanker vi vælger at gå med og hvilke tanker vi lader fare eller parkerer. Det kræver vedholdende træning og øvelse. Ligesom muskler i kroppen ikke vokser af sig selv, skal en hjerne der er fuld af negative tanker også trænes i at etablere et mere konstruktivt tankemønster. Det kan næsten alle mennesker både træne og lære. Så måske vi skulle blive bedre til at erkende, at mental træning er ligeså vigtig, som vi for længst har accepteret at fysisk træning er.

 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.