Efter ferien: Brug de små lommer af tid – til nærvær

Skrevet d. 17-8-2018 11:43:35 af Pernille Louise Salling - Psykoterapeut MPF, Familieterapeut/-rådgiver, Mentor

Sommerferien er slut, børnene er tilbage i daginstitution og skole og hverdagen har vist sit grimme ansigt.

Mærker du uro, angst eller tristhed efter ferien? Det er ikke så ualmindeligt; Alle radikale skift påvirker psyken. Både det at holde ferie og at komme tilbage til hverdagen igen. Ligesom det kan være svært at komme ned i gear i begyndelsen af ferien, kan det også være svært at komme op i gear igen. Måske bugner din kalender allerede nu med aftaler, arbejde, aktiviteter og pligter, som du har svært ved at overskue?

Det er et vilkår for de fleste børnefamilier at der er travlhed, og måske kender du til, at der med travlhed ofte følger en evig dårlig samvittighed over, at du ikke er nok sammen med børnene, din mand, dine venner, når det du skal på jobbet osv. Men er familien ”bare” en praktisk foranstaltning eller er der også en højere mening med, at vi skal være sammen?

Når vi bliver påvirket af travlheden, er det værd at undersøge, om vi er sammen med vores familie på en måde, vi selv ønsker. Har vi fået skabt en hverdag, for os selv der giver mening for os? Vores børn lægger mærke til, om vi altid er lidt smågnavne eller stresser rundt eller om vi er i nogenlunde balance. Vi som de voksne, er roller for ”det gode voksenliv”, og skal vise børnene gennem vores egne handlinger, hvordan nære og dybt betydningsfulde relationer til andre mennesker bygges op, og hvordan vi passer på os selv og hinanden.

Når vi er på ferie, har mange et håb om at opnå alt dét der ikke er så meget tid til i hverdagen; nærhed, nærvær, mere glæde, vitalitet, humor, tid til fordybelse, ro, afslapning og større forbundethed med hinanden. Men i stedet for at vente på den næste ferie, kan du prøve at skabe nogle gode stunder i de lommer af tid, du har til rådighed.  

Skab flere gode stunder i dit (familie)liv:

Denne øvelse har jeg selv haft gavn af at bruge. Den har været med til at sætte nogle tanker i gang. Øvelsen kan være med til at skabe større bevidsthed om, hvad der virker for dig/jer i jeres familie. Du kan lave den selv, men det bliver ret interessant, hvis alle i familien laver hver sin.

  • Hvornår føles det allerbedst at være sammen som familie? Lav gerne en liste med flere punkter.
  • Tænk på (og skriv ned) de tidspunkter, hvor du følte “Yes, det er lige præcis sådan her, jeg synes vi skal være sammen som familie”.
  • Uddyb detaljerne: hvorfor var det godt, hvad lavede I helt konkret?
  • Hvad var det for en følelse, der fyldte hos dig i situationen?
  • Er der noget fra den situation, der kan gentages i dit/jeres hverdagsliv?

 

De bedste hilsner,

Pernille Salling

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.