Sårbarheden

Skrevet d. 24-7-2018 10:11:31 af Signe Westi Løvland - Psykoterapeut MPF, Familieterapeut/-rådgiver, Stresscoach, Mentaltræner

Sårbarheden og det nærende ved at turde dele
Sårbarhed - et kendt og benyttet ord, et begreb, som vi bruger i flæng. Man kan stå i en sårbar situation, når man f.eks. bliver skilt. Man kan være sårbar når man har mistet en kæreste, eller et kært husdyr, man kan blive sårbar hvis man kommer i en situation hvor man bliver mindet om en gammel smerte, som f.eks. hvis man er blevet fyret, eller har oplevet en fyringsrunde.

Men det er momentvise dele af vores liv, hvor vi ’legitimt’ tør vise vores sårbarhed. Størstedelen af den del i vores liv pakker vi væk. Hvilket er en af de største fejl, vi kan gøre, overfor os selv og vores børn.

Sårbarhed har en klang af at stå nøgen, at stå blottet, samtidigt kan det også have en fin klang af noget ømt, noget vi gerne vil passe på. Noget med at turde dele.

I mine samtaler med børn og unge, især de hvor man umiddelbart bliver mødt af en hårdhed, en skal, hvor de mere får skubbet folk fra sig, end de kalder på omsorg og forståelse. Ikke desto mindre er det slående, hvor enslydende de svarer på hvorfor, og hvad de i virkeligheden passer på, når snakken falder på deres sårbarhed: de er bange for at blive ’afsløret’. I forståelsen af at blive afsløret ligger der en frygt for at blive afvist hvis de er dem selv.

Det er gamle erfaringer, der kan indeholde historier om, at da de var spæde, små børn, større børn, oplevede de, at de ikke var ’gode nok’, når de viste deres angst, deres frygt, når de var bange. Det kan være i begge ender af skalaen, både i ’småtingsafdelingen’ og i den mere tunge, hvor det er grovere omsorgssvigt. Men det behøver bestemt ikke være forbeholdt den tungere ende at vi passer på sig selv og vores sårbarhed.

Dvs. de, som vi egentlig støder os på, er ofte de mennesker, der har mest brug for at føle omsorg, føle forståelse, for derved at kunne skabe en spirende tillid, en relation, hvor de tør lade noget af deres ’skal’ falde.

Men vi har brug for sårbarheden, vi har i allerhøjeste grad brug for den. Den er forudsætningen for at vi kan forbinde os. Forbinde os til hinanden. For at føle og opleve kærligheden har vi brug for at forbinde os, for at forbinde os har brug for at vise hvem vi er.

Og det er svært, dels fordi mange af os ikke er fortrolige med at vise og leve med den på en harmonisk måde, måske fordi vores egne forældre, vores biologiske ophav, ikke evnede at kunne rumme den, eller selv ikke var trygge og fortrolige med den. Dels fordi vi lever i et samfund der ofte ser sårbarheden som et problem, som en manglende evne til styrke, og som en svaghed.

Det kan betyde, at når børn og unge ikke har det komfortabelt med at skulle vise deres sårbarhed, må vi hele tiden kigge tilbage på os selv, se på samfundet. Hvad kan jeg ændre hos mig selv, således at MIT barn, er fortrolig med sin egen sårbarhed.  Det er også her vi genkender hinanden. Jeg har mange eksempler med gruppesamtaler med børn, hvor de i ’deres’ rum fik skabt en stemning af, at her kan vi dele de følelser i mig, hvor jeg tør fortælle og give udtryk for min frygt, min ikke-god-nok-hed. Kun for at blive grebet i den anden ende, hvor klassekammeraterne kunne fortælle at de udmærket godt kendte den følelse.

Det er smukke stunder, når klienter oplever, at når de tør lade sig falde, derned hvor man ikke er sin identitet, sin titel, sit tøj, etc., der hvor du bare er, der møder du også det smukke ved sårbarheden. DU ER BARE. Når vi som fagpersoner og som forældre tør lade os føre os selv derhen, vil vi for alvor kunne mærke og opleve en forandring i os selv og dernæst i vores børn og unge. Det er her vi forbinder os med hinanden. Vi afklæder os selv, og blotter os. Det kan i sig selv være en angstprovokerende tanke for de fleste af os, men lige præcis derfor er der brug for at vi gør det.

For at komme i en dybere kontakt med din sårbarhed er du nødt til at give slip på frygten for at blive bedømt og vurderet af andre. Stil dig selv spørgsmålet, hvad er det værste der kan ske, hvis jeg følelsesmæssigt giver udtryk for det som jeg kan være bange for at vise. Hvad vinder jeg ved det?

Men det forpligter, så hvis du vil stræbe efter ikke at skulle vise en bestemt og konstrueret udgave af dig selv, må du selv praktisere ikke-dømmen overfor andre. Bestem dig for, at i dag vil jeg ikke dømme noget som helst, det er bare hvad det er; og i dag vil jeg ikke lade mig selv dømme. Jeg er bare. Det lyder nemt, og det kan det også være, men det kan også være svært. Når vi opdager, at vi faktisk meget ofte dømmer andre bare for deres måde at se ud på, deres måde at formidle på, udtrykke sig på, må du hjem til dig selv, og huske dig selv på, hvad du har lovet.

Men hvorfor gøre sig al den ulejlighed? Fordi, når du kan slippe din egen trang og behov for at skulle dømme andre, slipper vi også behovet for at skulle være noget bestemt i andres øjne. DU ER BARE!

Deri ligger din frihed til at være dig! Og det er alt værd. I min klinik oplever jeg, at mange har grundlæggende har problemer med at være sig selv, netop fordi de har mistet sig selv, og så at sige går ved siden af dem selv. Den tilstand bliver let til fremmedgørelse for os selv, vi kan ikke mærke os selv, og bliver i den sidste ende triste og ulykkelige. Så start med ikke ville dømme dig selv og andre. Det er med til at fjerne den mentale støj, du omgiver dig med hver dag. Det fritstiller dig i en grad, hvor du bliver uafhængig af skulle være på en bestemt måde, at skulle begrænse dig selv. Du vil opleve at livet er så meget nemmere at være i.

Brug derfor tid på at ville forbinde dig med dig selv. Det pudsige ved det er, at når du bestræber dig på at ville forbinde dig med dig selv, så kan du også i en lettere grad forbinde dig til andre. Der står så at sige ikke noget imellem jer, I er bare.

Vær i stilhed med dig selv, gerne i naturen, mærk naturen omkring dig under dig, over dig, rundt om dig, lyt til den. Det handler om at se godheden i andre og i dig selv. Du får muligheden for at se konsekvenserne af dine valg, når du tilvælger at have tid alene – kun sammen med dig selv.

Frygt ikke.

Døm ikke.

Modsæt dig ikke.

Således kan du sammen med dig selv skabe et miljø der er ærefuldt, respektfuldt, støttende. Herfra er det så meget nemmere at undersøge, hvem er jeg, igen og igen. Men der er ikke nogen grund til at lade det perfekte være det godes fjende – din ambition kan også være frygt mindre, døm mindre, modsæt dig mindre. Vi er, trods alt, kun mennesker.


De bedste hilsner


Signe 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.