Perfektionisme pakket ind som en lille fin "gave"

Skrevet d. 11-7-2017 19:27:55 af Frank Knudsen - Coach, Mentor, Kropsterapeut

Jeg har tit fået at vide, at jeg er perfektionistisk - både under min skolegang og senere i mit voksenliv. I faktisk alt lige fra mit arbejde til planlægning af kurser/foredrag og sågar hvordan mit tøj ligger placeret i skabet.

 

Jeg havde egentlig aldrig rigtig givet det en dybere tanke, men bare tænkt, ”tjaa… det er jeg nok” Jeg accepterede - uden spørgsmål – den kasse jeg lige blev puttet i. Forleden så jeg et citat, ”perfection is the enemy of done”, og da jeg samme aften så min datter på 6 år krølle den ene tegning efter det andet sammen, fordi ”det ikke var godt nok” satte det refleksionerne i gang. Jeg kunne genkende mig selv – tydeligt - og begyndte at tænke over, hvilke og ikke mindst hvor mange ting, jeg ikke fik gjort færdig eller ført ud i livet, fordi der "liiige manglede det sidste…”

 

Grunden ligger i overskriften – nemlig at jeg ikke fik taget springet, fik gået efter drømmen, gik i stå i processen, pga. min indbildte perfektionisme. Jeg gav mig selv den lille ”gave”, at jeg jo også var perfektionistisk, så derfor var det okay. Det er det ikke - det er ikke okay, at bruge vores personlighed for ikke at rykke på ting. Perfektionisme er en lille løgn, der dækker over vores egen usikkerhed. Jeg mener, det i virkeligheden er et udtryk for usikkerhed og frygt for, om det er godt nok. Vi skal ikke gemme os bag et karaktertræk, men gribe fat omkring dét, det i virkeligheden handler om. For mig handlede det om frygten for andres dom. Hvilken ”gave” giver du dig selv? Hvad ”pakker du ind” og fortæller dig selv, så der ikke bliver handlet?

 

Det er befriende at være hoppet ud af kassen – er du?

 

Frank Knudsen

Coach og sportsterapeut

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.