gamle mønstre og nye vaner

Skrevet d. 2-2-2017 09:46:06 af Line Rotenberg

Kender du det?


Når gamle vaner og handlemønstre triumfer!


Du har taget en beslutning. En beslutning om at gøre noget anderledes. Ikke lave impulskøb, ikke råbe ad børnene, kysse din partner, inden du går, stoppe med at spise når du ikke er sulten, bide negle, ikke blive irriteret over, noget du ved din kollega gør hver dag, løbe 3 gange om ugen…. Listen kan være lang.


Det kan f.eks. være en beslutning om at:


  • Handle anderledes i konkrete situationer
  • Udtrykke dig mere konstruktivt
  • Ikke handle ud fra en impuls
  • Rumme en følelse bedre
  • Indfører nye rutiner


Beslutningen er taget, du ved hvordan det skal være fremover. Dagen efter opstår situationen og hvad sker der?


Der sker præcis det, der plejer at ske…. 


I kølvandet på at den gamle vane tager over, opstår ofte frustration, vrede, skyld eller skam. Negative, selvdestruktive tanker om dig selv. I takt med disse nedgørende tanker om dig selv, øger du måske kravene til dig selv. 

En indre nedgørende dialog, tærer på dit selvværd og din selvrespekt og i sidste ende risikerer du at give op, eller leve i en evig kamp med dig selv.


Men stop lige her et øjeblik!


Det tager tid at skabe nye vaner og mestre situationer på nye måder. Jo mere kompleks problemstillingen er, des længere tid tager det. Så giv dig selv ros for at ville, for at prøve og husk at fejre, når det lykkes. Lige så gode de fleste af os er til at være selvkritiske, lige så dårlige kan vi være til at anerkende vores succeser. 


Måske kan du gøre dette:


Næste gang du gentager et mønster eller en vane, som du vil af med, kan du lægge mærke til, hvornår der bliver ro og overblik inden i dig. Måske få sekunder efter, måske først næste dag? Kig på din handling og find ud af hvordan du kan efterjustere. Byt de nye sko, tag løbeturen nu, giv en undskyldning til den du råbte ad. Og tilgiv dig selv… 


Du kan også øve dig i, at være opmærksom på, hvad der sker inden i dig lige før, dine gamle vaner og mønstre sætter ind. Er det nogle svære følelser, en særlig stemning inden i eller sker det i bestemte situationer? 

Når du får øje på disse mønstre, vil det blive lettere for dig at arbejde, hen i mod nye og konstruktive måder at være i livet på.


Vores vaner og adfærd er ofte opstået i samspil med andre for år tilbage. Det der dengang var den bedste måde at mestre livet på, kan i dag være frustrerende og destruktivt.


Et terapi forløb, vil kunne hjælpe dig, med at få en forståelse for din adfærd og give dig redskaberne til at udvikle nye konstruktive mestringsstrategier og dermed en en større glæde og selvrespekt. 


Line Rotenberg

Psykoterapeut MPF

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.