Vrede Avler Vrede

Skrevet d. 29-10-2014 16:40:27 af Lars Nørgaard

Hun har prøvet det hundredevis af gange og i det sidste stykke tid er det blevet særligt voldsomt. Min klient fortæller om sine vredesudbrud som hun efterhånden synes er ved at tage magten fra hende. Overfor hendes børn har hun stort set ingen tålmodighed længere og hun skælder og smælder over de mindste ting. Forholdet til hendes mand skranter faretruende som følge af hendes uforudsigelige impulsgennembrud, ligesom hun på arbejdet har lagt mærke til at kollegerne er begyndt at trække følehornene til sig. Befinder hun sig i trafikken er temperamentet ekstra let antændeligt og det er næsten obligatorisk at hun med adrenalinen pumpende rundt i kroppen bander og svovler over medtrafikanter og med diverse fagter tilkendegiver sin mening om deres kørsel. Dag ud og dag ind er kvinden næsten konstant ”oppe i det røde felt”, hvilket er stærkt opslidende for både hende selv og familie/omgivelserne.

Adskillige lægebesøg har ikke kunnet påvise nogen fysisk årsag til hendes letvakte vrede. Men psykologisk viser der sig at være noget at hente. Kvinden har altid været af den overbevisning at man skal være tro mod sine følelser – også de negative. De fleste mennesker vil højst sandsynligt være enige i denne holdning, men spørgsmålet er om man altid hjælper sig selv ved at give efter for sine følelsesmæssige impulser. Kommer man overhovedet af med sin vrede ved at give sig selv lov til at udleve alt fra let irritation til skummende raseri? Såvel kvindens egen historie som den seneste psykolgiske forskning på området peger i retning af at man let gør sig selv en bjørnetjeneste ved ucensureret at give efter for negative følelsesmæssige impulser. Lidt forenklet kan man sige at i stedet for at blive renset for sin vrede ved at udleve den sker der det for kvinden at hun ubevidst vænner sig til denne respons som et naturligt førstevalg. Der kan ganske vist være en umiddelbar tilfredsstillelse forbundet med at demonstrere den følte vrede, men den kommer ikke ud af kroppen ved at blive demonstreret. Tvært imod tyder meget på at dén form for aggressionsforvaltning i stedet genererer mere vrede!

For kvinden er det stærkt udfordrende at tage den gamle livsværdi om at udleve enhver følelse op til fornyet overvejelse. Men hun kan konstatere at når hun – som eksperiment – bevidst beslutter sig for at undgå vredesudbrud i én situation, så mærker hun faktisk markant mindre vrede i en senere potentielt vredesprovokerende situation. Til stor lettelse for hende selv – og omgivelserne.

Dette er ikke et forsøg på at propagandere for at vi alle bør undgå at vise vrede for enhver pris. Tvært imod. Men der synes at være meget vundet ved at økonomisere med den unødvendige vrede, som kvinden kom til at føle sig som en slave af fordi en lidt ufleksibel livsværdi holdt hende i stram snor.

Allerede Aristoteles formulerede præcist udfordringen i vreden: Enhver kan blive vred – det er nemt. Men at blive vred på den rette person, i det rette omfang, på det rette tidspunkt, med det rette formål og på den rette måde – det er ikke let.