Transformation, perfektion og vægttab

Skrevet d. 22-2-2017 10:22:20 af Miriam Veksebo

Transformation, perfektion og vægttab

Hvad tror du, der sker, hvis man googler “den perfekte kvinde”? Hvad sker der, hvis man googler “den perfekte mand”? Sider der fokuserer på, hvordan man bliver et bedre og mere kærligt menneske, hvordan man bedst udvikler sig, eller hvordan man bedst giver og modtager de gode ting fra de gode mennesker? Nej. Måske har du allerede gættet det? Der dukker et væld af sider op, der for det meste beskriver de perfekte kropsmål, de lækreste læber, det perfekte udseende. Hvordan man bedst opfører sig for at være interessant for det andet køn eller for at være succesfuld™. Altså sider, der beskriver, at det perfekte har noget med noget ydre at gøre, og som fokuserer på hvordan man bedst sminker sig, sætter håret og slanker sig.

 

“Man kan altid lige tabe sig 5 kg. til”.

“Jeg er sund og rask, men jeg har den der delle, du ved”.

“Hvis bare jeg kunne passe en mindre størrelse i bukser- så ville jeg være glad”

 

Kan du stadig se det? Nemlig. Perfektionen er ofte bundet op på ydre ting. Og hvad værre er; jeg møder ofte en underliggende overbevisning om, at når vægttabet er slut, så ser verden helt anderledes ud. Og det gør den da også på en måde. Kropsligt. Men man bliver altså ikke nødvendigvis en anden person af at tabe sig. Man bliver ikke nødvendigvis mere lykkelig, mere glad eller mere succefuld.

Det er måske vigtigt lige at understrege, at jeg ikke taler om den sunde proces, hvor vi alle ønsker at forbedre os og gøre vores liv lykkeligere, hvor vi husker at rose os selv for det, vi har nået indtil videre og glæder os til næste skridt på trappen. Nej, jeg taler om den proces, hvor klapsalverne er knappe, pisken er fremtrædende, og kærligheden til sig selv svinder i takt med, at man bare aldrig kan gøre det godt nok. Pyt med at “godt nok” i denne fase er en utopisk fantasi på linje med enhjørninger.

 

Folkesygdommen

 

Forestillingen om perfektion og den historie, der ofte er bundet op omkring den som centrum, er i min optik vor tids folkesygdom, som mange symptomer udspringer fra. Perfektionen er en af spiseforstyrrelsens grundsøjler. Her er den ofte kombineret med et lavt selvværd. Perfektionsønsket spiller ligeledes en rolle i udviklingen af stress og depression.

Det er ikke sikkert, du selv oplever en spiseforstyrret adfærd eller sågar en problematik omkring spisemønstre og måltidsvaner, det er ikke sikkert, at du selv er stresset eller har tendens til depression. Men alligevel synes jeg ofte, jeg møder det her ønske om perfektion. Vi kan jo alle hurtigt blive enige om, at perfektion ikke findes. Hvorfor så den her drivkraft for alligevel at være det?

Hvorfor accepterer vi den her desillusionerende og udmagrende idé som en fremherskende historie i vores liv? Hvorfor bliver vi ved at sammenligne os selv med andre, når vi i stedet burde sammenligne os med os selv?

 

Du ER bedst!

 

Fordi vi vil være bedst, vi vil være vindere, vi vil være gode nok. Men tingen er jo, at vi jo er bedst! Du og jeg er absolut gode nok. Vi er vindere. Til at være os selv. Når vi formår at være os selv, når vi står ved os selv og hepper på os selv. Når de livsændringer vi indgår i, de ønsker vi påtager os og de mål og drømme vi dyrker, stammer fra os selv og ikke andres forestillinger om, hvad vi burde, hvad “man” gør, hvor det “perfekte” ligger gemt.

Er du overvægtig, og har du det dårligt med det? Gør en aktiv og målrettet indsats for at tabe dig. Men gør det for dig selv. Gør det som et udtryk for kærlighed til dig selv, en gave til dig selv i form af forbedret livskvalitet og glæde, gør det for en mere velfungerende krop, der i højere grad tillader dig at nyde livet. Gør det nænsomt, med respekt for dig selv og tillad dig den langsommelige og varige proces at have dig selv med hele vejen. Gør det til en positiv transformation. Det er i virkeligheden ikke selve vægttabet, der gør dig til et gladere menneske. Det hjælper måske, men det er ikke det, der tager kegler. Det er processen. Processen hvor du lærer dig selv kærlighed til dig selv, hvor du forkæler dig selv med sunde og gode råvarer, hvor du forkæler og elsker din krop med motion og frisk luft- og taber dig helt naturligt samtidig. Investér i processen og få bonussen. Lad være og oplev vægttabet som en evig kamp fyldt med dårlig samvittighed og tvang.

 

“There’s a crack in everything. That’s how the light gets in”.

 

 

 

Vi skal finde os selv, lytte til os selv, følge os selv, hvis ikke vi ønsker at blive revet med af en malstrøm af generelle og diktatoriske forestillinger om “det gode liv”. Gør dig fri. Lev dit liv, og gør dit liv til DIT drømmeliv.