Tilbyd din hjælp

Skrevet d. 30-10-2014 09:13:53 af Lars Nørgaard

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, - man skal feje for egen dør… Talemåder som lever i bedste velgående og som effektivt blokerer for initiativ og tager ansvar. Mange mennesker er kuet af moralen i denne tankegang, at hvis du stikker næsen for langt frem, så er du ikke alene selv skyld i de øretæver du får, du har også fortjent dem! Resultatet er en udbredt frygt for at blande sig i andre menneskers anliggender og navnlig en massiv berøringsangst overfor andre menneskers problemer.

Ude i al landsens virksomheder går der tusindvis af mennesker rundt med så store personlige eller sociale problemer, at de er ude af stand til at udføre deres arbejde tilfredsstillende. Meget ofte er det en offentlig hemmelighed at hr. Andersen er alkoholmisbruger eller at fru Sørensen har et astronomisk sygefravær pga. depression. Der tales og hviskes om “problemmedarbejderen”, men ingen stiller rigtig op, hvilket der er lige så mange gode forklaringer på som der er kolleger. Den ene synes jo ikke rigtig at man kan tillade sig at sige noget – hvad nu hvis man gør det hele meget værre? Den næste mener, at det dybest set er ledelsens ansvar. En tredje er inderst inde bange for selv at blive trukket frem i rampelyset og måske få afsløret sine egne svagheder ved at “kaste med sten”. Osv.

Er man forpligtet til at gøre noget, sige noget, blande sig eller tage ansvar? Lidt groft kan man sige, at møder man en fremmed person på gaden, som pludselig falder om med hjertestop, er de færreste jo i tvivl om ansvaret for at gøre noget. Om hjælpen så består i at tilkalde professionel assistance eller at yde førstehjælp er op til den enkeltes kompetence. Når hr. Andersen gang på gang møder på arbejde og lugter langt væk af alkohol er det formentligt ikke fordi hans liv er en fest, men fordi hans liv er alt andet end festligt. Ud over at han evt. kan være til fare for andre menneskers sikkerhed, når han er fuld på arbejdet, og alene af den grund bør hjælpes ud af sit alkoholmisbrug, Så betragtes han som én, der er faldet om på gaden. Som kollega og som menneske kan man aldrig “gøre det meget værre” for nogen ved at man tilbyder sin hjælp, det er muligt at problemet bliver mere tydeligt og åbent, men dét er jo netop en del af hjælpen til at personen slipper ud af sit ensomme drikkeri. Hvad ledelsen angår så kan man ikke altid regne med at den ved, hvad der foregår “på gulvet”, ej heller at den nødvendigvis påtager sig et ansvar for den pågældende. Frygten for “rampelyset” er forståelig, men det er værd at huske på, at det at tilkendegive sin opmærksomhed på, at en kollega har et problem ikke er det samme som at “kaste med sten” – tvært imod.