Supervision

Skrevet d. 30-10-2014 09:29:39 af Lars Nørgaard

Man kan ikke se skoven for bare træer, har de fleste sikkert hørt en sjov onkel sige, på et eller andet tidspunkt. Ofte bliver det sagt med en sarkasme til én som har problemer med at finde et eller andet, som for andre synes at ligge lige for. I selve talemåden ligger der en koncentreret sandhed, som der er skrevet tykke bøger om indenfor psykologien, nemlig at det til tider kan være svært at se helheden, hvis man fokuserer for meget på dens bestanddele, hvilket ofte sker, når man er for tæt på. En klassiker er den nærsynede person som leder i skuffer og skabe efter sine briller – som viser sig at sidde, hvor de skal; på næseryggen. Fænomenet optræder i forskellige forklædninger overalt, hvor vi færdes og gælder for os alle. Måske ikke lige det med brillerne, som også kan bero på en vis distræthed, men de fleste indrømmer, at det fx er meget vanskeligt at læse korrektur på sit eget materiale – fordi man er for tæt på. Når man læser noget, man selv har skrevet, vil man nemlig i vid udstrækning læse dét, man mener at have skrevet, og ikke dét der reelt står – hvorved korrekturaspektet jo går tabt. For professionelle skribenter er det børnelærdom at korrektur skal læses af en udenforstående, som pr definition vil have et frisk og fordomsfrit blik på materialet. Indenfor den anvendte psykologi baserer begrebet supervision sig på nøjagtig samme princip. For at opnå autorisation som psykolog i Danmark skal man have modtaget et stort antal supervisionstimer hos flere andre praktiserende psykologer. Supervisionen består i at supervisoren forholder sig kritisk til supervisandens konkrete klientarbejde. Det er en selvfølgelighed at der er ”blinde pletter” hos supervisanden, alt andet ville være overnaturligt, hvorfor det oversete aldrig (hos den professionelle supervisor) påpeges med sarkasme, men med velvillighed – for hér er der noget at få forstand af. I det gode og lærerige supervisionsforløb er der derfor yderst høj grad af tillid til stede, tillid til at det som kommer på banen ikke giver anledning til selvfremførende bedrevidenhed hos supervisoren, men derimod alene bruges som råstof til større erkendelse.

Jeg tror at mange mennesker i almindelighed går glip af mange muligheder for at opnå større indsigt og erkendelse, fordi de er flasket op med, at hvis de viser det mindste tegn på at der er noget, de ikke véd eller har overset, så er det ensbetydende med at de er dumme og fortjener at blive gjort til grin. Så er det trods alt mere sikkert, at holde mund og undlade at invitere andre indenfor til lidt husmandssupervision.
Hvis mit gæt er rigtigt, skal vi så ikke se at få lavet om på den tendens?