Styrken i nærvær

Skrevet d. 12-11-2014 08:22:54 af Susanne Espersen

Nærvær

Når du mediterer, skærper du evnen til at give nærvær og evnen til at holde fokus på én opgave ad gangen. De små daglige pauser giver også en ro til at få din kreative side mere ”i spil”. Kort sagt så understøtter meditationen din effektivitet.

Jeg har ikke tålmodighed til at bruge for lang tid hver dag til at meditere. Det der virker for mig er en af 3 forskellige korte meditationer, der tager ca. 12 – 15 minutter hver. Dem veksler jeg imellem afhængigt af mit humør. En kropsscanning, en scanning af lyde og en tredje, hvor jeg tæller. Er du nybegynder, så kan den med at tælle være god at træne udfra:

Skemalæg din meditation dagligt. Det er bedst at vælge et bestemt sted og at sidde på samme måde. Det er dog ikke nødvendigt. Det vigtigste er, at det ikke bliver så besværligt, at du ikke får det gjort.

  • Luk øjnene.
  • Tag 10 rensende åndedræt, hvor du trækker vejret ind gennem næsen og puster ud gennem munden (her kan du allerede mærke, hvordan kroppen falder til ro).
  • Træk nu vejret ind- og ud gennem næsen og tæl fra 1 til 10 på hver udånding.
  • Start forfra med at tælle til 10 på hver udånding, når du er nået til 10.
  • Glemmer du hvor langt du er kommet, så starter du bare forfra.
  • Afslut med 10 gange det rensende åndedræt. 

Meditation forandrer din hjerne

Forskere har længe vidst at meditation og åndedrætsøvelser gør, at mængden af stresshormonet cortisol falder. Hjerterytmen bliver mere rolig og hjernen forandrer sig. Både hippocampus, som spiller en stor rolle for indlæring, hukommelse, medfølelse, selvbevidsthed og stress og amygdala, som er forbundet med stress og angst forandres. (Kilde: Videnskab.dk).

Meditation øger vores evne til nærvær og at holde fokus (at være ”mindfull”)

  1. Vi øger vores kapacitet ift. at rumme vanskelige følelser.
  2. Vi bliver bedre til at træffe beslutninger i svære situationer,
  3. Vi bliver bedre til at se ting som de er – med klar bevidsthed,
  4. Vi får mere overblik og overskud.

God fornøjelse!