Sig Undskyld - en gang imellem

Skrevet d. 29-10-2014 16:43:57 af Lars Nørgaard

For et par år siden var det som om der blandt politikere gik mode i at sige undskyld. I mange forskellige sammenhænge trådte topfolk fra den internationale politiske scene frem og bekendte deres anger over et eller andet fejltrin og reddede derved deres karriere. I pressen var man hurtig til at kritisere denne fremgangsmåde, fordi man mistænkte politikerne for at misbruge den mundtlige undskyldning som en bekvem måde at slippe uden om at tage et egentligt ansvar for deres handlinger. Kritikken var sikkert berettiget, men det er ærgerligt at selve undskyldningen som kommunikationsmiddel derved får buler i lakken. For en velanbragt undskyldning er egentlig en god ting. De fleste kan nikke genkendende til den situation at nogen har trådt én over tæerne (i konkret eller overført betydning), hvilket giver anledning til at man skumler over vedkommendes tåbelige og hensynsløse adfærd. Skumleriet kan nogle gange nå uanede højder, hvis man giver sig selv lov – men hvis vedkommende pludselig tropper op og stikker én en lodret undskyldning, så er det oftest som om luften siver ud af ballonen. Man kan sågar blive helt rørstrømsk og komme til at synes ekstra godt om denne noble person, som ikke er bange for at indrømme sine fejltrin og som ikke er for fin på den til at undskylde dem. Tager man de analytiske briller på, er en del af tilfredsstillelsen ved at modtage en undskyldning vel at man på den måde konkret mærker at man er på bølgelængde med den anden, at man i bund og grund deler de samme værdier og at ens eksistens respekteres. For mennesket, som basalt er en social størrelse, er denne oplevelse af vital betydning. Tilsvarende er der sagt mangt og meget om det tilfredsstillende i at være den der stikker en undskyldning. Hvem har ikke prøvet at gå rundt og lurepasse den med svidende dårlig samvittighed over en eller anden brøler i time-, dage- eller ugevis, for til sidst at få det ud af verden med en undskyldning. Hvilken lettelse det kan give. Men at give en undskyldning er en svær kunst. Mange er for stolte, er bange for at tabe terræn, og ser det som et svaghedstegn, hvis egne fejltrin erkendes og undskyldes. Besynderligt egentlig, når man tænker på at de fleste jo netop tager hatten af for den som tør sige undskyld. Men man skal åbenbart ikke sige det for tit, for så mister koden sin værdi og forvandles i modtagerens øjne til det modsatte, en skummel undvigemanøvre fra egentlig ansvarstagen. Med fare for at lyde rigelig højstemt er det dog min holdning at det er bedre at sige undskyld en gang for meget end en gang for lidt – hvis man mener det!