Selvværd og selvtillid

Skrevet d. 19-9-2016 13:57:01 af Mette-Marie Damborg Andersen

Selvværd og selvtillid

 

Mange forveksler selvværd og selvtillid, men der er altså forskel. Kort ridset op handler selvværd om din følelse af og tro på, at du er noget værd, som det menneske, du er og selvtillid handler om du har tillid til dine egne evner.

 

Selvværd

 

Et godt selvværd er derfor baseret på, at du føler du har værdi, bare ved at være det menneske, du er og at du tro på, at du er ok, som du er – også selvom du ikke er perfekt. Med andre ord, du respekterer og holder af dig selv. Det betyder også at du kan være dig selv, føler dig værdsat og vigtig uden at skulle præstere hele tiden og at du føler dig ligeværdig med andre mennesker.

 

Selvtillid

 

Når du har god selvtillid, så handler det om, at du tror på, at du kan det, du vil og at du tror på, at du har evnerne til det, du gerne vil præstere. Det handler altså om, at du ikke føler dig begrænset i dine udfoldelser, fordi du tro på du kan eller du kan tilegne dig de færdigheder, der skal til.

 

Selvtillid handler altså om, hvad du tror på du kan og gør, selvværd om hvem du tror på du er.

 

Udfordringen

 

Mange mennesker tror at de kan forbedre deres selvværd ved at gøre ting. Det betyder, at de typisk præsterer (selvtillid) for at være ok med at være den de er (selvværd).

 

Problemet er bare, hvis du føler, at du er nødt til at præstere noget, for at føle du er noget værd i en sammenhæng. så er du sikkert også den, der hele tiden tilpasser dig andres behov og ønsker. Og det kan jeg fortælle dig er den sikreste vej til at komme endnu længere væk fra dig selv og følelsen af hvem du er.

 

Et godt selvværd betyder, at du ikke hele tiden forsøger at tilpasse dig andres forventninger eller ønsker – og du kan være dig selv uden at spekulere så meget over, hvad andre tænker.

 

Så hvad tror du egentligt på, at du er?

 

Denne mandag kunne du jo gøre dig nogle overvejelser omkring hvem du er og kigge lidt på hvilke overbevisninger, du har omkring dig selv. Er dine overbevisninger nogle, der støtter dig eller er det nogle, der forhindrer dig i at føle et godt selvværd?

 

Et godt selvværd starter med at tro på noget godt om dig selv som en måde at være på – ikke som noget du gør. Her er en god måde at eftertjekke om du gør det:

 

Fuldfør sætningerne uden at bruge ordet “at” på nogen som helst måde

 

Jeg er______________

 

Jeg er______________

 

Jeg er______________

 

Jeg er______________

 

Jeg er ______________

 

Beslut dig også for, hvad det er for nogle støttende overbevisninger, du gerne vil have i stedet for de begrænsende overbevisninger. Lav eventuelt en liste.

 

 

Og nyd så at det er mandag og tro på, at du er okay – lige præcis som du er

 

Mette-Marie