Selvangreb

Skrevet d. 5-7-2016 20:24:27 af Rikke Hvelplund

En kollega sagde i dag til mig, at hun konstant gik med en oplevelse af, at alt hvad hun deltog i var en eksamen. Noget hvor hun hele tiden skulle bevise sit værd, og hele tiden dumpede! I sine egne øjne.
Hun nævnte, at Peter Høeghs bog: "De måske egnede", havde en titel der præcis beskrev hendes frygt eller forventning. At hun var "måske egnet", men så alligevel nok ikke!
Puha, tænkte jeg, det skærer mig helt i hjertet. Det skønneste menneske jeg har lært at kende, går med en evig frygt for at være "uegnet". 
Bortset fra, at det er en lille tragedie i sig selv, så er min kollega ikke alene om sin måde at opleve sig selv og verden på. Jeg har haft det på en tilsvarende måde op igennem mine tyvere - men jeg ved også, at terapi kan forandre et menneske for evigt. Fordi den del af selvoplevelsen der kører èn ned handler om virkelig slemme negative tanker, der ikke har til andet formål end at smadre og ødelægge og så tvivl og livslede hos det menneske, der ejer tanken.
Der hvor det bliver virkelig arbejdsomt, er når vi undersøger de følelser der ligger til grund for, at sådanne selvangreb opstår. For det er jo angreb på en selv. 
I kognitiv terapi ville man interessere sig for de "maladaptive tanker", de følelser der udspringer af dem og den adfærd man har brug for at ændre i forhold til problemet (tror jeg nok - det er nogle år siden jeg lærte det).
I ISTDP går vi "under" selvangrebet, og undersøger hvilke følelser der er i klemme i forhold til specifikke uløste relationelle problemer. Det lød fesent. Men der må være noget der driver en til at angribe sig selv, for at erklære sig selv "uegnet", og for at se den "uegnetheds-erklæring" i andres øjne. Hvad er det?
Min erfaring som ISTDP terapeut gør, at jeg kan hjælpe mennesker der selv vil det, til i dybden at erkende hvad det grundlæggende handler om - hvad der driver selvangreb som dette på et følelsesmæssigt plan. Selvangreb opstår, når man beskytter mennesker man elsker mod ens raseri og lyst til at være voldsom. Fremfor at mærke raseriet og alt det vilde man får lyst til at gøre i raseri, lukker man ned for følelserne, forsegler dem med skyldfølelse og skam, og kanaliserer raseriet ud imod den eneste man tør at være grufuld ved - nemlig en selv. Relationerne til dem man elsker er "beskyttet", ingen aner uråd, og man betaler i al stilfærdighed prisen, ensom og "uegnet". Eller også betaler man den larmende, med misbrug, aggressiv udadreagerende destruktiv adfærd, med høj angst hvor man hverken kan tænke eller tale, eller med de vildeste somatiske symtomer som lægen ikke kan forklare.
Der er en vej ud, op og ind. Ind i et anderledes liv, hvor selvlede erstattes med selvomsorg, selvtilfredshed og håb for fremtiden og de relationer man skatter. Men det forudsætter en enkelt ting - nemlig at man vælger at få hjælp, at man åbner op og at man laver et stort stykke hårdt personligt arbejde. 
De klienter jeg møder gør netop dette - knokler, hænger i, vakler, raser, græder, tvivler, angriber, hader, ..........og de elsker, krammer, holder om, røres og deler. Med en god støtte står de en dag og kan se sig til bage, og tænke, shit mand, det var hårdt, men nu kan jeg bedre, nu ved jeg, nu tror jeg, nu elsker jeg. Elsker mig selv. Ej, det lød igen fesent. Men, man kan mærke en anden fasthed, at man rent faktisk er helt ok og at der ikke er nogen der skal fucke med en. At man går herfra og hertil. At man ikke behøver at lægge til eller trække fra. Man er hvad man er, og det er fedt. Eller fedt nok, ihvertfald. Ingen er perfekt, og det er ikke det det handler om. Man er god nok, og man er glad for den man er. Og i ens egne øjne er man "egnet", helt og aldeles. Og pludselig kan man se, at andre i virkeligheden også er facinerede af hvad man siger, gør og er. At andre i virkeligheden også tænker, shit, hende/ham der, hun er sgu cool. Hun er sgu egnet. Og dem der tvivler på en, de skal se at dukke sig. For sådan en udfordring på egnethed skal man ikke finde sig i. Vel?
I mit eget liv havde jeg langt op i tyverne en grundlæggende oplevelse af "uegnethed" og frygt for, at nogen snart ville opdage hvor ussel og "dårlig" jeg var. Føj for møj. l dag kan jeg stadig af og til blive paranoid, have fæle tanker om det ene og det andet. Men jeg er også møjstærk, jeg kan mærke hvem fanden jeg er og jeg finder mig ikke i en skid. På den gode måde. Jeg er glad for mig selv, og endnu gladere for andre. Det smitter jo. Selvglæde dobler op i omsorg for andre og verden. Skønt, ikke?
Hvis du tænker, at sommeren er en oplagt lejlighed til at tage et opgør med selvangreb, selvlede, selv......alt det der vender indad på en skidt facon - så kom ned til Nørre Søgade i København, hvor jeg har kaffe/the på kanden og tid til det væsentlige.
God sommer til alle