Selektiv opmærksomhed og sølvfarvede stationcars

Skrevet d. 30-10-2014 09:29:01 af Lars Nørgaard

Du har lige købt ny bil, nærmere bestemt en sølvfarvet stationcar. Lige fra den første dag, du kørte i den, har du lagt mærke til at der kører rigtig mange sølvfarvede stationcars rundt på de danske veje. Er der tale om en sammensværgelse, ligger der en skjult meddelelse i dette trafikale sammentræf, eller er det blot et gement tilfælde at du lige netop har købt et særligt populært køretøj? Udover at den sidste forklaring sikkert ikke er helt forkert, kan den høje frekvens af sorte stationcars slet og ret føres tilbage til et velkendt psykologisk fænomen, nemlig selektiv opmærksomhed. Selektiv opmærksomhed har vi på ting, personer, begreber, som på en eller anden måde har betydning for os. F.eks kan man stå midt i et større selskab, en reception eller lignende, hvor der sædvanligvis er et vist støjniveau, måske endda være optaget af en samtale og alligevel opfatter man at nogen i den anden ende af lokalet nævner ens navn. Fordi vores navn har følelsesmæssig betydning for os er vi selektivt opmærksomme på det. Når man lige har købt ny bil er man selektivt opmærksom på netop denne model, fordi det er en betydningsfuld begivenhed at investere beløb af en vis størrelse – for mange endog ganske angstprovokerende, og måske derfor skærpes den selektive opmærksomhed. Omverdenen scannes nærmest ligefrem for tilsvarende modeller for på denne måde at støtte tiltroen til at have gjort et godt, dvs. populært køb. Omvendt vil de færreste have selektiv opmærksomhed på fx sødmælk og undrende over, at flere andre i supermarkedskøen har gjort tilsvarende indkøb er nok meget lille – simpelt hen fordi indkøbet ikke er følelsesmæssigt ladet.


Princippet i den selektive opmærksomhed er også interessant i terapeutisk sammenhæng. Hvis man som person fx har en svaghed, dvs. et eller andet som man ikke synes man er særlig god til og som man brændende ønsker sig at man var god til, så er man typisk selektivt opmærksom på netop dette. Et eksempel kunne være manden som lider af angst for højder. Han er i det store og hele aldeles velfungerende og lever et almindeligt liv, men højder er et gennemgående tema i hans liv – han synes faktisk i perioder at alting handler om højder. Hans selvtillid påvirkes negativt af hans højdeskræk fordi han synes det er for dårligt at han lider af højdeskræk, og fordi han selv er så selektivt opmærksom på dette tema, tror han at alle andre er lige så opmærksomme på det. Det er alle andre imidlertid næppe. De fleste vil formentlig tænke nåja, hvad pokker – han har højdeskræk, men det er da intet i sammenligning med mit fobiske forhold til lukkede rum. Eller hvad man nu er selektivt opmærksom på.


Til dem, som er selektivt opmærksomme på sølvfarved stationcars: Pudsigt at jeg lige skulle nævne sådan én, ikke sandt?