Sæt Grænser

Skrevet d. 29-10-2014 16:43:17 af Lars Nørgaard

En kvindelig klient bringer en dag emnet børn og venner på bane, fordi hun er ked af at hendes og mandens forhold til fælles venner og bekendte efterhånden kører på meget lavt blus efter at de har fået børn. Hun kan sådan set godt acceptere at venskaberne har fået en lidt mere ”voksen” karakter og at der kan gå længere tid mellem samvær med venner end tidligere, men hun synes det virker som om man ligefrem er begyndt at undgå dem en smule. Eller snarere som om man prøver at undgå deres børn. Da jeg beder kvinden fortælle lidt mere om sine børn tegner der sig et billede af nogle gode, men også særdeles opmærksomhedssøgende børn, som i næsten alle sammenhænge får meget frit spillerum af forældrene. De fylder meget. Dette er kvindens egen vurdering, og hun har det godt med at give sine børn meget plads – hvad enten de er ude eller hjemme. Dette lyder jo som udgangspunkt som en god idé. Men et eller andet sted må der jo være noget som går galt. Jeg beder kvinden tydeliggøre hvad hun mener med det at give sine børn meget plads, og hun nævner en række eksempler, hvoraf en del i mine ører mere lyder af grænseløshed end af rummelighed fra forældrenes side.

Som djævlens advokat foreslår jeg at vennerne måske ikke befinder sig godt med at hun undlader at gribe ind, når de fx tonser rundt i divaneseren med bar røv eller ustandselig gemmer fjernbetjeningen til B&O anlægget under stuebirken. Hertil svarer kvinden at hun jo altid siger til folk at de bare skal sige fra, hvis børnene gør noget, de ikke må – så her kan der efter hendes umiddelbare opfattelse ikke være noget problem. Men det er der absolut: I det øjeblik hun siger til sine venner at de bare skal sige til og fra overfor hendes børn har hun samtidig givet dem et ansvar som de bestemt ikke har lyst til at få. Det er ikke deres børn og de er ikke vant til at tackle dem og deres reaktioner, når de støder mod grænser. De bliver utrygge ved børnene og finder det anstrengende at følge dem ud af øjenkrogen for at følge med i hvad de nu finder på. Samtidig opbygges en irritation over morens manglende initiativ – og måske mod – til at styre sine børn, hvorefter der kun levnes meget få mentale ressourcer til at være sammen som venner og som voksne. Når børnene er gået med deres mor ånder vennerne lettet op og besigtiger skaderne. Er der eventuelt meget jord i fjernbetjeningen eller tilsvarende efterladenskaber i divaneseren er det i sig selv ærgerligt, men det bliver ekstra irriterende når der kun er én selv at bebrejde – for moren sagde jo at man bare skulle sige fra!

På den baggrund kræver det ikke en doktorgrad at forstå at nogle af vennerne instinktivt kvier sig ved alt for megen nærkontakt. Meddelelsen til min klient er ikke blot – og blev heller ikke serveret som – at det hele er din egen skyld. Men omvendt kan hun heller ikke sidde sig sit ansvar som forælder overhørig – det er ubetinget hende der skal opøve en ”feeling” for hvad børnene må og ikke må i enhver sammenhæng – og handle efter dét.