Sårbarhed

Skrevet d. 10-11-2014 22:20:32 af Lars Petersen

Hjertet er sårbart.

Et lille essay om sårbarhed…

At være sårbar vil sige at bære på et sår. Såret kan være gammelt eller nyt. Engang i mit liv skete der noget, som sårede mig, derfor fik jeg mit sår. Jeg har forsøgt at hele såret på flere måder. 

Jeg har puttet jod, salve og plaster på, og det har lindret smerten, så det ikke gør så ondt længere, men det har ikke helet såret. Når jeg siger ”det her er sårbart for mig”, så bærer jeg mit sår, og viser det frem for omverdenen.  At vise sine sår frem kan også være sårbart.

Jeg kan blive bange for, at andre ikke anerkender min sårbarhed, men i stedet for kommer til at dreje kniven rundt i det, så såret springer op og begynder at bløde og gøre ondt.

Det kan ske på mange måder. Det er ikke sikkert den anden kan forstå min sårbarhed, og derfor kommer til at kradse i det, så det springer op igen. Det kan også være, at den anden selv bærer et sår, som gør så ondt, at det bliver meget svært at høre og forholde sig til, at jeg også har et sår.

Vi er sådan indrettet, at vi helst undgår smerten, hvis vi kan, så derfor skal der mod til at vise såret frem for andre. Det nemmeste er at lade som om, såret ikke er der. 

Nogen gange kan vi blive så gode til at gemme vores sårbarhed væk, så vi selv tror på, vi ingen sår har. Vi kan tro på, vi er usårlige, men det er ikke usårlighed, vi så viser frem, det er derimod et lukket og koldt hjerte. 

Men er det ikke farligt at vise sit sår frem?

Jeg kan nemlig godt være rigtig bange for det. 

Nej, det er ikke farligt, for såret er der jo i forvejen og bliver hverken større eller mindre af den grund. 

Den risiko, der er forbundet med at vise sin sårbarhed frem er, at det kan springe op og begynde at bløde lidt og gøre ondt i et stykke tid, indtil der igen er kommet skorpe på.  

Det er ved at vise sit sår for andre, åbent, ærligt og nøgent, at helingen kan finde sted. Et sår heles, når det bliver set, mødt og anerkendt som det, det er, af et andet menneske, som vi har tillid til, og som vi har en kærlig relation til.

Såret heles når det bliver set på med kærlige øjne. 

Vi mennesker bærer alle sår, og det ved vi godt inderst inde. 

Nogle er mest bange for selv at blive sårede, andre er mest bange for at komme til at såre andre. Nogle er bange for begge dele.   

Vi er tilbøjelige til at tro på, at vi er helt alene om at bære netop det sår, vi selv bærer på. Men mennesker er ikke så forskellige, når det kommer til stykket, og der vil altid være nogen, som kan genkende mit sår. 

Der er ikke noget mere helende end at opdage, at der er andre, der har det ligesom en selv. 

Det fortrænger følelsen af ensomhed og fremmer følelsen af at være fælles med andre mennesker.

De sår, som vi selv er flove og pinlige over, vil andre oftest ikke regne for noget særligt og vil derfor sagtens kunne se på med kærlige øjne.

Jeg har taget en beslutning i mit liv. Jeg river plastret af mine sår, for jeg vil nu bære mine sår frem i lyset, så de kan blive set på med kærlige øjne og heles. 

Jeg ved, der er masser af kærlige øjne derude, så jeg er villig til at risikere, at såret også kan blive mødt, af et ufølsomt og tankeløst menneske. 

Men hellere risikere det, end at plastre såret til, og aldrig få muligheden for at få det helet.