Sådan forebygger du stress

Skrevet d. 12-11-2015 11:32:16 af Henriette Høeg

Når dagligdagen kører med fuldt damp derudaf, i fuldt opskruet tempo kommer vi længere væk fra os selv. Når vi kommer længere væk fra os selv, bliver vi ude af stand til at mærke hvad der er godt for os. Vi ender med at have meget mere fokus på, at vi skal honorere de deadlines der er, de projekter der skal afsluttes, at familiemedlemmer har et behov eller at naboen over hækken lige har spurgt om en tjeneste.

Når vi får det her ydre fokus, på alt det der foregår omkring os, så mister vi også selv overblikket over det vi selv har behov for. Ofte ser man, at når vi virkelig har brug for at tanke op, fordi vi er blevet drænet over tid, at det er der vi bliver endnu dårligere til at tage vare på os selv.

Så selvom vi godt ved, at det vil være godt for os at spise sund kost, at få motion og 8 timers søvn hver dag, så er det bare ikke dét der står lige først for. Vi tænker “det kan jeg vente med, når jeg lige er kommet over på den anden side af denne opgave eller deadline”. Balladen er bare, at vi sætter os selv i en ventesal, og hvem ved? Det er ikke sikkert at vi nogensinde kommer rundt på den anden side.