Presser du også lige citronen en ekstra gang?

Skrevet d. 29-7-2016 11:50:04 af Charlotte Kure

Skader er ikke noget som rammer tilfældigt. Alle skader, uheld og ulykker har altid en forudgående vibration. Noget har værket inde i os længe, noget vi har undladt at reagere på, bliver nu synlig i den fysiske verden, i form af ”uheld, skader og lignende”.

Og så kan det ellers nok være, vi kan komme op af stolen!

Ja, det er nok en påstand, som jeg ikke modtager en Oscar nominering for. Det ved jeg. Men det er nu en gang sådan jeg betragter spillet.

Spillet, som ind imellem kan skræmme os, er faktisk spændende. Det har jeg opdaget. Det er fedt, at vågne op af tågen, og opdage, at en verden der en gang så tilfældig ud, nu giver mening.

Det er min sandhed, og du er velkommen til, at dele den med mig…

Vi er programmeret, til, at tage os af uheld og fysiske symptomer. Hjernevasket, kan man vel sagtens sige.

Straks ser det imidlertid helt anderledes ud med følelser.

Mange, mange mennesker reagerer IKKE på deres følelser. De handler ikke, når de får en feedback der fortæller dem, at de er på afveje. De reagerer ikke, når deres følelser fortæller dem, at jobbet ikke er nærende, at parforholdet ikke er nærende, eller endnu værre, at deres følelser fortæller dem, de lever langt, langt væk fra deres essens.

Ja, jo længere væk vi lever fra vores essens, jo større smerte føler vi, fysisk som psykisk.

Men i stedet lukker vi øjnene, og ønsker, at vi for pokker kunne gøre det samme med ørerne. Nu kniber vi ballerne sammen, smøger ærmerne op, og presser lige citronen en ekstra omgang.

Inden længe er uheldet ude. Symptomerne støjer. Et fald på cyklen. Eller noget der er værre.

Her fortsætter vi så, med at skyde ”skylden” på den sindssyge hest der smed os af, de irriterende glatte veje, som andre ikke havde saltet, ryggen som er for svag, eller den tarvelig partner, kollega eller veninde som ikke lytter.

Stop!

Det er her vi skal kigge indad – i en rasende fart. Hændelser sker af en årsag, og er ofte en kærkommen lejlighed til at stoppe op, og være ærlig.

Vi tror det handler om SKYLD. Vi er fået skyld, ind med modermælken. Det at skyde skylden på nogen, eller noget. Kig i børnehaven; ”det var ikke mig”, ”det var ham”. Kast et blik på Christiansborg, de bestiller ikke andet end at finde den skyldige, samt et tilhørende offer.

Det handler ikke om skyld, det handler om ansvar. 100% ansvar.

Hvor ofte hører vi ikke mennesker beklage sig over et brækket ben, eller fod. ”Åh, jeg kan da slet ikke sidde stille i så lang tid”. Nej, præcis. Men du bad om en pause, og den har du fået. Mennesker som ikke kan sige stop, tiltrækker sig ofte uheld, symptomer og lignende, således at de får den pause de inderst inde har bedt om.

Går man dem på klingen, har de længe forinden mærket, at noget var irriterende, frustrerende, kedsomt, fesent, eller noget ganske tungere. DE REAGEREDE BARE IKKE! Jo, de kneb baller sammen, og pressede liiiiiiiige citronen en ekstra gang…

Så, kære du, hvor er det du presser citronen en ekstra gang? Hvor er det du har brug for hjælp, men ikke udtrykker det?

Husk, du skal KUN tage 100 % ansvar. Kun 100 – lad andre om deres andel. Mange, mange kvinder påtager sig alt for meget. Jeg ser det som en måde, at undgå vores egne behov. Når vi koncentrerer os overdrevet om andre, er vi jo ”nødt til” at skubbe os selv til side (taler her af smertefuld erfaring, to skuldre med seneskedebetændelser, og så endda på samme tid. Av!)

Ja, eftersom den indre konflikt ikke kan finde en udløsning, på det psykiske plan, gør den det på det fysiske. Vi erfarer nu smerten, ved det, vi har forsøgt at undgå.

Kig derfor tilbage. Kig grundigt tilbage på tiden, INDEN, du faldt på cyklen. Inden dine symptomer dukkede på til overfladen. Ingen du blev forladt af din partner. Inden du blev opsagt. Inden din veninde gik bag om ryggen på dig. Hvad gik forud? Hvordan havde du det? Hvordan så dit liv ud? Vær ærlig…

Mange, mange mennesker magter ikke, at have det godt, i for lang tid af gangen. Man kalder det “øvre begrænsninger”. Når man rammer dette loft, finder man UBEVIDST på noget, som kan sabotere glæden. Man iscenesætter hændelser, oplevelser og statister, som kan bringe en tilbage, og derned, hvor man føler at høre til.

Altså, hvis man føler sig uværdig, ikke god nok, vil man hurtigt fremkalde en “øvre begrænsning” som bringer en tilbage på det niveau, man har fået en opfattelse af, at høre til på.

Vibrationen bag dine følelser, trumfer alt. Alt. Alt. Alt. Det er derfor umuligt, at lyve om vores indre tilstand. Det ydre vil altid afsløre os. Men hvis vi nægter at se en sammenhæng, nægter vi også os selv at udleve vores fulde potentiale. Og det er ikke ansvarsfuldt.

Der er imidlertid en sandhed om livet, som mange lader til at have misforstået.

Sandheden er, at for, at kunne berige, støtte, hjælpe, og holde af andre, er man nødsaget til, at kunne berige, støtte, hjælpe og holde af sig selv FØRST!

  • hvad skal der til, for, at du kan finde den fornødne tid til dig selv?
  • det fornødne rum?
  • tilgodeser dig selv?
  • helt og aldeles?
  • helt ærligt, hvad skal der til?
  • hånden på hjertet?

Ja, der kommer en tid, hvor risikoen ved at forblive i knop, gør mere ondt, end risikoen ved at blomstre!

Bedste sommerhilsner, 
C