Paradoksal intervention

Skrevet d. 29-10-2014 16:44:43 af Lars Nørgaard

En indbygger i Athen siger: Alle indbyggere i Athen lyver. Et klassisk paradoks: Hvis manden taler sandt, lyver han – lyver han, taler han sandt – hvilket jo ikke kan lade sig gøre, hvis han lyver , et udsagn, som udgør et umuligt paradoks. Der findes masser af paradokser i litteraturen og sågar i videnskaben. Et kendt videnskabeligt paradoks er det såkaldte “Bedstefaderparadoks”, som udspringer af forestillingen om at kunne rejse tilbage i tiden og som stærkt forenklet illustreres i filmtrilogien “Back To The Future” med Michael J. Fox i hovedrollen. Den paradoksale pointe er at man ved at rejse tilbage i tiden ville få mulighed for at dræbe sin bedstefar, hvilket logisk set ville indebære at man aldrig selv var blevet født, hvorved man ikke ville kunne have gennemført tidsrejsen, hvorved… Paradokser er en slags dead-ends i den menneskelige logiske tænkning og det er i sig selv underholdende at lade tankerne tage en rutsjetur i de sløjfer som paradokserne danner. I den anvendte psykologi har man imidlertid for længe siden indset at paradokstænkningen udover at have underholdningsværdi også kan have terapeutisk værdi. Undertiden kan man som psykolog derfor (med stor varsomhed) foretage en “paradoksal intervention” som terapeutisk løsningsstrategi overfor et givent psykologisk problem hos en klient.

Eksempel: En klient oplever at han i alt for høj grad lader sit temperament løbe af med sig. Han er på ingen måde voldelig eller decideret ubehagelig overfor sine omgivelser, men han irriteres alt for let og synes ikke rigtig han har kontrol over sin irritabilitet. Både ham selv og omgivelserne er trætte af dette mønster. Den paradoksale intervention i forhold til dette problem er punkt ét : bede manden om i en afgrænset periode at føre protokol over dette adfærdsmønster – hvornår, hvad, hvorfor, hvem – forårsager irritationen? Punkt to: opfordres manden til i samme afgrænsede periode at skrue lidt op for irritationen. Du hørte rigtigt, giv den lige en ekstra skalle, når du mærker irritationen! Han er meget overrasket, men følger anbefalingen. Ved næste samtale oplyser manden at han har oplevet noget meget mystisk siden sidst: Han har været påfaldende lidt irriteret, som om han ikke rigtig kunne få gang i vreden, når han bevidst satte sig for at skrue op for den…I øvrigt var det ret forstyrrende for vreden at skulle føres til protokols hele tiden. Det paradoksale er selvfølgelig at manden kom med en forventning om at nogen ville fjerne vreden fra ham, i stedet fik han besked på at beholde den og endda opdyrke den. Der er skrevet tykke bøger om de komplekse psykologiske mekanismer, som træder i kraft ved paradoksal intervention, men basalt handler det om at manden i sit “eksperiment” kun kan få succes: Hvis han bliver ekstra irriteret har han levet op til opfordringen (og har dermed bevist at han har viljesmæssig kontrol over sin vrede og med øvelse kan han derfor også skrue ned for den), hvis han oplever et fald i irritationen, har han opnået, hvad indledningsvist ønskede.