Pårørende til psykisk sygdom

Skrevet d. 16-9-2015 10:11:51 af Anne Katrine Hummelgaard

Pårørende til psykisk sygdom - Pas på dig selv!

Det er ikke nemt at have en psykisk sygdom, samfundet flyder over med fordomme og derfor kan det være meget stigmatiserende. Det kan man også mærke som pårørende. Lige pludselig går samtalen i stå, der bliver stille omkring en, folk ser væk, og dette kun fordi du har fortalt noget personligt om en, som du er pårørende til, en som du er bekymret for, og derfor rigtig gerne vil hjælpe, en far, en mor, en bror, en søster, en datter, en søn, en moster... En person med en psykisk sygdom, en sygdom som kræver så meget, at du måske ikke altid giver dig selv plads til dig selv og dine bekymringer. I selskabet med andre mennesker oplever du det måske igen, bare på en anden måde, nu er der ikke plads til dine bekymringer, fordi andre enten ikke ved, hvad de skal sige, eller bare ikke har lyst til at tale om psykisk sygdom.

 

Kender du noget fra denne beskrivelse? Jeg gør! Som pårørende til en moster med en bi-polar lidelse og en far, der lider af angst og depression, ved jeg lidt om, hvad det vil sige at være pårørende, og fordi det er sådan et tabu i vores samfund, og det kan føles så ensomt at være pårørende, så vil jeg gerne skrive om det i denne blog.

 

Først vil jeg komme ind på, hvilken effekt det kan have på et barn at vokse op med en far eller mor med en psykisk sygdom. Børn af psykisk syge forældre vil ofte:

 

  • føle sig meget ansvarlige
  • ignorere deres egne følelser, eller slet ikke være opmærksomme på dem pga. en overtilpasning til deres forældres følelser
  • være ængstelige for fremtiden
  • føle sig isoleret og have få sociale kontakter
  • have svært ved at bede om hjælp

 

Måske du genkender dig selv i nogle af disse beskrivelser? Jeg tænker, at selv om man er blevet voksen, så kan de stadig godt være tilstede. Jeg vil heller ikke blive forbavset, hvis du er pårørende på anden vis, og også kan genkende dig selv i nogle af punkterne. Beskrivelsen af de forskellige måder at reagere på er taget fra bogen: Psykisk syge forældre og deres børn, Det Tværministerielle Børneudvalg/Socialministeriet, 2000 (s. 118 f.).

 

Det siger noget om, hvilken belastning psykisk sygdom kan være - også for den pårørende, og derfor er mit første og absolut vigtigste råd til dig, som er pårørende til en med en psykisk sygdom: Pas på dig selv! Om du er barn, ung eller voksen, så kan det i perioder være vigtigt, at du også får noget støtte. Som den ofte brugte metafor lyder: Det er ligesom, når du er ude at flyve. Stewardesserne siger altid det samme. Først skal du tage iltmasken på dig selv, og først derefter, når du selv har fået ilt, så kan du hjælpe den ved siden af dig, som måske har svært ved selv at tage den på. Du kommer altså først!

 

Hjælpen kan findes mange forskellige steder, hvis du selv føler dig udkørt eller måske har det endnu værre, så kan du give dig selv en stor gave i form af terapi hos en psykoterapeut, psykolog eller psykiater. Du kan også hente gratis rådgivning og hjælp i mange foreninger: FX hos Sind, Depressionsforeningen og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Endelig findes der også pårørende grupper, hvor du kan mødes med andre pårørende og styrkes i, at det er en meget svær opgave, som du er på.

 

Du er selvfølgelig også velkommen til fortsat at læse min blog, hvor jeg 1 gang om måneden vil komme med forskellige indlæg om det at være pårørende til en med en psykisk sygdom. Bloggen retter sig kun mod voksne pårørende. Hvis du stadig er et barn, så er mit råd, at du finder en voksen, som du har tillid til, og at du fortæller ham eller hende om, hvordan du har det. Du kan også ringe til nogen af de ovenstående foreninger eller til børnetelefonen på: 116 111, det er gratis, anonymt og dem du taler med er uddannede til det. Jeg ønsker dig held og lykke.

 

I mit næste indlæg vil jeg skrive om at sætte grænser i forhold til en person med en psykisk sygdom. Det kan være rigtig svært, når du er følelsesmæssigt involveret og rigtig bekymret, men det er meget vigtigt, at du gør det. Både for din egen skyld, men også for den som du er pårørende til.

 

Anbefalet litteratur: Lene Lier, Bernadette Buhl-Nielsen og Hans Knudsen: Psykisk syge forældre og deres børn, Det Tværministerielle Børneudvalg/Socialministeriet, 2000