Pårørende til psykisk sygdom - Styrk dine grænser!

Skrevet d. 2-11-2015 11:19:44 af Anne Katrine Hummelgaard

Hvis du er voksent barn af en person med en psykisk sygdom, så vil det ofte være en meget stor udfordring at sætte dine grænser. Mange har nemlig lært, at deres grænser ikke er lige så vigtige som den voksnes. Er du ikke et voksent barn, men pårørende på anden vis, så vil det ligeledes være rigtig svært af mange forskellige grunde.

Psykolog Kim Bonnesen skriver, at man som pårørende til en person med psykisk sårbarhed eller sygdom kan have flere forskellige måder at håndtere det at være pårørende på. Han nævner i sin bog Pårørende til psykisk sårbare fire måder at indgå i relationer på som pårørende.

Jeg vil kort gengive disse fire forskellige relationer i det følgende. De tre første viser tydeligt, hvorfor det kan være så svært at sætte grænser.

1. Den "for tætte" relation

Den første relation, som Bonnesen skriver om, er den "for tætte" relation. Som pårørende bliver du nærmest slugt af personen med den psykiske sårbarhed. Du glemmer at mærke dine egne behov, du har svært ved at acceptere situationen og forsøger at handle dig ud af tingene ved at gøre en masse. Du bliver en pleaser og vil ikke gøre andre kede af det.

Det er også i denne slags relation at de omvendte roller ses, fx barnet som tager sig af den voksne, lillesøsteren som tager sig af storebroren, manden som bliver "far" for sin kone.

Bonnesen skriver, at det i disse tilfælde handler om at skabe lidt større afstand til personen med den psykiske sygdom. Fordi I er ikke én og samme person, men to forskellige mennesker. Samtidig kan det være en god idé at arbejde med sorgen over, at den du er pårørende til har en psykisk sygdom, og at det ikke er noget, som du kan fikse. Og dernæst finde ind til dig selv igen og dine egne behov (Bonnesen, 2014 s. 41 ff.).

Som jeg skrev i det første blog-indlæg, så er det helt naturligt at kæmpe med disse ting, hvis du er et voksent barn af en person med en psykisk sygdom. Måske er du ikke voksent barn til en person med psykisk sygdom, men har måske alligevel lært hjemmefra, at dine behov ikke er lige så vigtige som dine forældres. Eller du har set, at din mor og/eller far altid sætter andres behov før deres egne, og du har kopieret dette mønster. Måske er der en helt anden grund til, at din relation til den, som du er pårørende til, bliver alt for tæt.

Det kan tage lang tid og være hårdt at arbejde med dette, men jeg vil vove og påstå en ting: Du er alt dit besvær værd :) Når du kender dine egne behov og følelser, så vil det også være lettere at sætte dine grænser. Når du kan sætte dine grænser i en relation, så bliver det også lettere i den næste.

2. Den ambivalente relation

Den anden type relation, som Bonnesen kommer ind på, er den ambivalente. Du har stærke ambivalente følelser i forhold til personen med den psykiske sygdom, fx vrede, sorg, afmagt, kærlighed og medfølelse. Din kontakt med personen er derfor svingende. Du har et ønske om at være der, men kan samtidig ikke holde det ud.

Typisk kender du dine tanker og følelser, men har ikke fået adskilt følelserne fra personen i dit liv med en psykisk sygdom. Du har fx ondt af din mor, men du er samtidig rasende over, at hun ikke kan være der for dig, som hun plejer. Du har fx svært ved at adskille sygdommen fra personen: Er det min søster, som åd al min chokolade, eller var det spiseforstyrrelsen? Ligesom i den alt "for tætte" relation kæmper du med at acceptere, at den du er pårørende til har fået en psykisk sygdom.

Det er svært at se i øjnene, at det også blevet et livsvilkår for dig at være pårørende. Du har mange forskellige behov, som eksisterer side om side: Du vil gerne have et tæt forhold, men ikke i dets nuværende form, det skal være som i gamle dage. Du vil gerne sætte grænser, men du har alt for stor skyldfølelse etc. (Bonnesen, 2014 s. 46 ff.)

Jeg tænker, at det er helt naturligt at føle en masse ambivalente følelser, når en du elsker pludselig bliver syg. Det er normalt at føle forvirring, frustration, vrede, afmagt, afgrundsdyb tristhed og hemmeligt ønske den, du er pårørende til, derhen hvor pebret gror, hvilket naturligvis også kan resultere i en stor skyldfølelse oven i alt det andet. Det kan sammenlignes med en tur i en af Bakkens vilde forlystelser, en følelse af at blive slynget fra den ene følelse til den næste, op og ned, rundt og rundt, fra den ene side til den anden og pludselig nærmest hænge med hovedet nedad. Det kræver en masse energi af dig, og det kan måske være rigtig godt for dig at finde nogen, som du kan tale med om det.

3. Den fraværende relation

Den tredje type relation er den fraværende relation. Du har lært at distancere dig til personen med den psykiske sygdom ved at lukke af. Måske i sådan en grad at I slet ikke ses mere. Desværre har du samtidig også lukket af for at mærke dine egne følelser og behov. Det er svært for dig at bede om hjælp, fordi hjælp i terapeutisk forstand betyder at kigge på sig selv og sine egne følelser, hvilket jo er præcist det, som du forsøger at undgå (Bonnesen, 2014 s. 50 ff.).

Som jeg skrev i det forudgående blokindlæg, så er det også helt normalt at isolere sig og lukke af for sine følelser, hvis du er et voksent barn af en person med en psykisk sygdom. Der kan også være andre ligeså gode grunde til, at du har det sådan, selvom du ikke er voksent barn af en person med en psykisk sygdom. Måske du fx har oplevet, at dine forældre ikke støttede dig, når du var ked af det eller sur, fx fordi de havde alt for travlt med at arbejde. Eller der kan være helt andre grunde til dette.

Det kan selvsagt være vildt skræmmende at skulle starte i terapi, når du har det sådan. Du har aldrig lært at rumme dine egne følelser, du har kun lært at lukke af for dem, og dine følelser kan virke overvældende på dig. Det er derfor vigtigt, at terapien skrider langsomt frem, og at du kun skal mærke lidt af gangen. Fordelen er, at når du begynder at kunne mærke dig selv, så mærker du også dine grænser, og det betyder, at du kan blive i en relation og sætte dem - du behøver ikke at stikke af hver gang, at nogen overskrider dine grænser. Jeg vil dog også skynde mig at sige, at der i mine øjne ikke er noget som forkert i at droppe kontakten til den, som du er pårørende til, hvis det er dét, som der skal til, for at du selv kan holde dig i live. Du kommer i første række!

4. den afbalancerede relation

Bonnesen skriver om denne relation, at du kan sætte grænser, fordi du ved, at du og personen med den psykiske sygdom er to forskellige mennesker. Du er forankret i dig selv og du har besluttet dig for, hvor meget det at være pårørende skal fylde i dit liv.

Denne tilstand er sjældent stabil, desværre. Når din mor fx ringer og truer med at begå selvmord, så kan du igen nemt hives ind i en af de tre andre former for relation. Men hvis du har arbejdet med dig selv, så har du måske en ny fornemmelse af dig selv og relationen.

Bonnesen foreslår, at du stiller dig selv nogle af disse spørgsmål:

Hvad skal jeg huske, at jeg har lært om mig selv?

Hvordan er det nu, at jeg påtager mig forskellige roller og mestrer svære tanker og følelser?

Hvad er vigtigt at huske på i forholdet til min relation til den, jeg er pårørende til? (Bonnesen, 2014 s. 54 ff.)

Opsummering

Det handler altså i høj grad om dig selv. Der er ikke nogen klare svar på, hvad du skal gøre. Hver situation er unik, hver relation er helt speciel, og ingen kender dine grænser bedre end du selv gør. Du må derfor gøre op med dig selv, hvad du vil være med til.

Hvis din veninde med en personlighedsforstyrrelse bliver ondskabsfuld, bliver du så siddende og tager imod, eller vælger du at sige til hende, at du gerne vil være sammen med hende, men at du ikke vil tales til på den måde? Hvis hun fortsætter, bliver du eller går du?

Hvis din far med en spiseforstyrrelse begynder at kritisere dit udseende og sige, at du er alt for tyk, selv om du i øvrigt er normalvægtig. Hvad vil du sige til ham? Vil du give ham lov til at tale sådan til dig?

Hvis din tante bryder grædende sammen og taler om, hvor hårdt hun har det, hver eneste gang at I er sammen, og der aldrig er plads til dig og dine følelser, hvad gør det ved dig? Hvad har du lyst til at sige til hende? Hvor ofte har du lyst til at se hende?

Hvis du bare ikke kan være med til endnu en indlæggelse af din bror, fordi du er slidt helt ned, giver du dig selv lov til at bede en anden, i fx familien, om at gøre det?

Hvor går dine grænser? Det springende punkt er her, at du kan mærke dine egne følelser, at du kan føle dine egne behov og følge dem. At du kan skelne mellem dig selv og den, som du er pårørende til. At du kan give dig selv lov til at sætte en grænse, selvom du føler skyld, skam, sorg og mange andre ting. Hvis du har svært ved en eller flere af disse ting, så er der heldigvis råd for det. Det er faktisk noget, som du kan lære, selvom det er svært. Mange vil ikke kunne forstå, hvad det egentlig er, som du er oppe imod, men der vil sikkert være nogen i din vennekreds eller familie, som kan forstå det. Jeg vil helt klart anbefale dig ikke at gå alene med det, men samtidig vil jeg råde dig til at vælge med omhu, hvem du betror dig til. Det kan selvfølgelig også være, at du kan deltage i en pårørende gruppe og møde andre med lignende problematikker. Eller du kan give dig selv den gave at gå i terapi hos en terapeut, psykolog eller psykiater.

I næste blog vil jeg skrive om at være pårørende til en med en spiseforstyrrelse, og igen vil jeg bl.a. komme ind på det at sætte grænser. Jeg vil også skrive lidt om det at have en spiseforstyrrelse, og om hvordan du kan støtte personen med en spiseforstyrrelse bedst muligt.

Anbefalet litteratur: Bonnesen, Kim: Pårørende til psykisk sårbare - en bog til voksne børn, søskende og partnere, 2014, Dansk Psykologisk Forlag

Kærlig hilsen

Anne Katrine