Overvind angsten og indfri behov, værdier og mening med livet

Skrevet d. 8-11-2014 13:59:24 af Dorthe Marie Nielsen

Overvind angsten og indfri behov, værdier og mening med livet, Sammen med arbejdet, integration af skyggersider, står man over for yderligere store udfordringer i individuationsprocessen. Når man vælger sig selv frem for symbiosens såkaldte tryghed kommer man op imod den fundamentale angst. Hvis man vil overvinde denne angst, og indfri egne behov og værdier og mening med livet, må man erfare følgende: 

  1. Man skal til at øve sig, vise at man tør stå ved sig selv, stå ved sine behov, holdninger og handlinger, turde være uenig med andre og sige til, hvis andre overskrider ens grænser. Når man begynder at stå ved sig selv og vise sit sande jeg, træder man ud af massepsyken, og møder derved angsten for at stå alene, ligesom man mærker tabet af trygheden i fællesskabet. Gennem denne oplevelse får man aktiveret ensomheden, som man må lære at leve med midt i fællesskabet. 
  2. Man skal også kunne være åben og tillidsfuld over for verden, livet og andre mennesker, samtidig med at man formår at bevare sin egen integritet intakt. Det forudsætter en trang, nysgerrighed til at lære de andre at kende, prøve at forstå dem i deres forskellighed fra én selv. Man må turde hengive sig til livet på godt og ondt. Gennem hengivelse vil man også møde lidelsen og smerten ved på én gang at være fundamentalt alene, og at indgå i et tæt fællesskab med andre . 
  3. For at overkomme angsten, skal man yderligere stræbe efter at have stabilitet. Man skal bygge sig en basis, et fundament, værdier, hvorpå udviklingen kan udfolde sig. Fundamentet består af det basale i tilværelsen: bosted, uddannelse, job, familie, venner, socialitet, mål, m.m. Et stabilt fundament er nødvendigt for at kunne have en følelse af tryghed, der kan bære igennem, når man via individuationsprocessen møder næste punkt til overvindelse af angsten. 
  4. Man skal være flydende, bevægelig og foranderlig, og det er kun muligt, når man har en base af fasthed at gå ud fra. Man skal være parat til at ændre sig, til at sige ja til de forvandlinger og udviklinger, der måtte komme, og turde forlade traditioner, etablerede livsformer og vaner for at vove sig ud i nye områder. Man må lære at leve i en balance imellem paradokser: at være fast og flydende, og at være fundamentalt alene og indgå i et socialt samvær med andre. Dette at være på vej til sig selv er rent psykologisk, at prøve at forske livets mening og muligheder. 

Meditation og væren, Det er yderst givende at dyrke meditation parallel med selvudviklingen. At være i kontakt med dette formløse plan er virkelig frigørende. Det frigør en fra at være en slave af de ydre former og fra identifikationen med dem. Det er livet i sin udifferentierede tilstand, forud for at det fragmenteres til mangfoldighed. Man kan kalde det for det umanifesterede, den usynlige kilde til alt, den væren, der er i alle væsener. Det er et plan med dyb stilhed og fred, men også glæde og intenst liv. Hver gang, man er nærværende, er man til en vis grad ”gennemsigtig” for lyset, den rene bevidsthed, der stråler ud fra denne kilde. Man opdager også, at lyset ikke er adskilt fra hvem man er, men er selve sin essens. 

Via individuationen, den psykiske udviklingsproces og former for meditation, vil man opleve en dybere og dybere oplevelse af sig selv. Man oplever kærlighed, indre fred, frihed og mening hos sig selv. Man evner at give sig selv kærlighed og omsorg, oplever en rummende holdning til sig selv som dermed er forudsætningen for at kunne leve en voksentilværelse, hvor omsorg og engagement kan komme til udtryk og udmønte sig i en naturlig næstekærlighed.