Opdragelse af særligt sensitive børn

Skrevet d. 4-12-2014 11:29:10 af Birgitte Hermann

 

Særligt sensitive børn er meget påvirkelige overfor kritik og skæld ud i en hård tone. Det betyder ikke, at de ikke skal irettesættes – men det er en god idé, at tænke en ekstra gang over, hvordan du gør det.

De fleste forældre bliver somme tider usikre på, hvordan de bedst opdrager deres børn. Man hører om så mange forskellige metoder, forældretyper og opdragelsesformer, og ofte kan det være svært at finde rundt i junglen af gode og velmenende råd til forældre. Hvordan opdrager man sit barn på den bedste måde? Det korte svar er, at du bør tilpasse din opdragelse til det type barn du har. Har du fået en særligt sensitivt barn, er der nogle ting i opdragelsen, du skal være opmærksom på.

Hvad vil det sige at være særligt sensitiv

15 – 20 % børn og unge er særligt sensitive. Det betyder, de har en medfødt evne til at registrere finere nuancer, som andre overser. De bearbejder altså sanseindtryk med en større detaljerigdom og på en dybere plan end børn, der er mindre sensitive.

Det er vigtigt at slå fast, at det ikke er en diagnose at være særligt sensitiv. Det er et personlighedstræk, som går i arv. Det er derfor meget almindeligt, at sensitive børn har mindst en forældre med samme temperament. Særligt sensitive børn er ofte kreative, modtagelige, empatiske, perfektionistiske, retfærdige og fantasifulde– men de er også ekstra sårbare overfor stress og overstimulering, ligesom de hurtigere bliver overvældet af indtryk.

Råberi går lige i hjertet på sensitive børn

Særligt sensitive børn er enormt følsomme overfor kritik og skæld ud i en hård tone. Der er selvsagt ingen børn, der har godt af, man råber – men særligt sensitive børn tager det meget nært og personligt. De har i forvejen en tendens til at føle sig anderledes og har derfor ekstra brug for ros og anerkendelse, så de føler sig elsket og respekteret. Derudover er det en god idé at sætte ord på - og anerkende de mange følelser, barnet tumler med. Men hvis du kan, så prøv at vente til barnet ikke er i ”sine følelsers vold”:

”Man kan for eksempel hjælpe det sensitive barn ved ikke at lade det stå til regnskab i en følelsesladet situation. Prøv i stedet at huske konfliktens kerne, og tag så problemet op, når der er fred og ro” siger Familierådgiver og bestyrelsesmedlem i HSP-Foreningen, Birgitte Rosetzsky Hermann.

Birgitte Rosetzsky Hermann, der også er tidligere Skoleleder og lærer, har mødt mange særligt sensitive børn, som er blevet misforstået og fejldiagnosticeret. Hun forklarer, at ved hjælp af enkelte værktøjer og små ændringer i hverdagen kan disse børn komme til at trives og indgå i fællesskaber på en god måde.

Sensitiviteten kan ikke kureres

Det er vigtig, ikke at presse sensitive børn  til at være mere modige eller udadvendte, end deres sensitivitet tillader. Det er ikke for at være på tværs, når de særligt sensitive børn ikke vil være med i en leg, ikke hilser på pædagogerne i børnehaven eller i det hele taget virker afvisende. Det er derimod en naturlig del af deres personlighed, som man skal acceptere og anerkende. De har brug for at ”lande” og føle sig trygge, inden de åbner op:

”Sensitive børn har ofte brug for at observere inden de er med i legen. Man kan hjælpe barnet ved at anerkende deres behov ved fx at sige: Du har brug for at kigge på nogen gange, det er helt ok. Det kender jeg fra mig selv” siger Birgitte Rosetzsky Hermann.

Brug for pauser og genkendelighed

Generelt har de særligt sensitive børn brug for en rolig hverdag, med gode rutiner og indlagte pauser. De skal gerne forberedes grundigt, når der skal ske noget nyt eller anderledes. Undgå så vidt muligt tidspres og uoverskuelige valg. Hvis du ofrer dig for din familie. Så gør det med positiv ånd. Det samme gælder, hvis du leger med dit barn:

”Har du lyst, så gør det med engagement og glæde, og hvis du ikke har lyst, så vær autentisk og sig : Jeg har ikke lyst til at lege lige nu. Det skaber tryghed og respekt” siger Birgitte Rosetzsky Hermann og uddyber:

”Det særligt sensitive barn kan om nogen mærke, hvis du siger ja til at lege, men har hovedet et andet sted. Du vil virke fraværende og på den måde er du hverken tro mod barnet eller dig selv. Så derfor, husk at  sige fra på en tydelig men kærlig måde. ”

Fakta om særligt sensitive børn

  • Som særligt sensitiv kan man både være introvert og ekstrovert.
  • De introverte (70%)har brug for at trække sig tilbage, har brug for pauser er tit forsigtige, ”generte” og kan ikke lide at blive udstillet eller sat i centrum i en større forsamling. De har brug for at lade op ved at være alene.
  • De ekstroverte (30%) sensitive elsker at være sammen med mennesker og søger hele tiden nye oplevelser. De vil hele tiden have mere! Men de har også brug for pauser og for at vi, som de voksne, hjælper dem ned i gear.

Typiske kendetegn

  • Følsomhed overfor lys, lyde, lugte, berøring, smerte, sult, kulde, træthed. Fx høje lyde, stærke lugte, tøj der kradser, sand på fingrende, mad der er rodet sammen.
  • Er moralsk, retfærdig, har stor indlevelsesevne og et rigt indre liv, reflekterer på et højt plan.  Er følsom over for sindsstemninger. Et sensitivt barn vil lynhurtigt mærke, hvis mor er ked af det – måske endda før, moderen selv registrerer det.        

Af Anna Beckmann