Om udsættelse af alle de f..... behov

Skrevet d. 8-11-2014 13:24:58 af Dorte Windfeld

For nogen tid siden var jeg (som så ofte før) på Strøget, efter et møde. Efter mødet bevægede jeg mig ud i noget, der for mig er en MONSTER udfordring! Alle de dejlige butikker, cafeer og andre fristelser i lange baner!!

Det første stykke tid, gik egentlig meget godt.

Vist var der ind imellem et vindue eller to der kaldte særlig højt på mig, men jeg besindende mig og gik med taktfaste skridt forbi H&M, hvor jeg ellers ofte laver impulskøb, du ved 3 for 2, Bianco sko hvor jeg et utal af gange har købt et par sko eller støvler, jeg ikke anede jeg havde behov for, inden jeg så dem og masser af andre små lækre butikker, med fristelser i vinduet.

OG – dertil kommer jo, et utal af indbydende restauranter, hyggelige cafeer, og masser af andre steder der tilbyder en knaldgod latte incl. en lille cookie, på størrelse med en frokosttallerken.

Efterhånden er der heldigvis også dukket masser af take away steder op, med rigtig lækker mad synes jeg. Jeg er ikke (og har egentlig aldrig været) McD eller Burger King typen. Jo, vist har jeg været der et utal af gange gennem årerne, indrømmet - men ærlig talt for børnenes skyld. Jeg sys sgu ikke det smager mig.

Nå, men her kommer jeg slentrende ned af Strøget, det er lunt i vejret, mit humør er i top (jeg har jo lige fået styr på det hele, på mit møde) og jeg har egentlig ikke travlt. Jeg går ud og ind mellem alle mulige typer mennesker og har det godt! Mit mål er egentlig min søn’s tattoo shop Peoples Art, da jeg som den gode mor jeg nu er, med stor glæde har vasket ungens (27 år er knægten) vasketøj og som en bedre servicecentral nu er på vej, til at levere varen. Nå ret skal være ret, drengen er selvstændig erhvervsdrivende, på daværende tidspunkt mellem 2 boliger og jeg må jo nok tilstå, jeg ELSKER at hjælpe begge mine børn.

Men vejen fra mit møde og hen til Peoples Art som jo er målet, er først ned af Købmagergade og derefter hele vejen ned at strøget.(Og nej, jeg kunne ikke være gået en anden vej) Lige undtaget (heldigvis) den ende hvor Louis Vutton, Chanel og alle de dyre ligger og jeg er denne gang fritaget for faren for, at havne i Mulberry. (My favourite )

Jeg ved ikke lige hvad der egentlig sker den dag, for det går jo egentlig meget godt, men det kommer snigende som en tyv om natten. Kald det hvad du vil: Uimodståelige behov, cravings, en stærk trang som i: ” Jeg skal købe noget. NU!!”

Og inden jeg egentlig ved af det, står jeg i et prøverum med et par fede bukser på. På et øjeblik får jeg overbevist mig selv om, at jeg så absolut IKKE kan leve uden. (håber ikke min mand læser min blog). Så mig ud til kassen og her sker det så! Dankortautomaten virker ikke! Chok…. Lidt uro breder sig i køen og vi står alle med samme tanke. Hva’ nu? I mit tilfælde var jeg nød til at lægge verdens fedeste bukser og forlade butikken. Da jeg gik, var mit mål at angribe en hæveautomat, men måtte konstatere, at jo længere væk jeg kom fra butikken, jo mindre føltes mit behov. Så det endte faktisk med, at jeg efter en stund rent faktisk var overbevist om, at jeg muligvis godt ku’ leve uden de bukser. Sehr schön!

Åbenbart skulle jeg testes på mine behov den dag. På min vej til People Art fik jeg en vældig trang til en latte to go (måske fordi jeg ingen bukser fik?) men måtte endnu en gang gå med uforrettet sag, da automaten der heller ikke virkede! Lidt slukøret fortsatte min færd og jeg fik afleveret sønnens vasketøj (og så var han ikke engang i shoppen, da mutter kom ) og satte til sidst næsen mod bilen.

Klokken var i mellemtiden blevet langt over frokost, så en sidste gang forsøgte jeg at få dækket et behov, som denne gang var sult. Ind i en af de gode sunde salatbarer (som jeg helt ærligt, elsker) og ud igen med samme resultat. Ingen penge, ingen sandwich! Først her gik det op for mig, at hele indre by var ramt af et nedbrud af DK automaterne.

Så jeg opdagede faktisk, at lige på nær den reelle sult, så forsvandt mine behov for at købe, da de ikke blev dækket lige med det vuns.

Og det mest fantastiske var, at jeg rent faktisk overlevede. At jeg faktisk følte mig bedre tilpas og mere tilfreds men mig selv da jeg, godt hjulpet af DK-nedbruddet, forlod København glad (og lidt sulten) men lige så rig som da jeg kom!!

Det handler om at træffe de rigtige valg, hver dag.