Om psykoterapi. Livskvalitet, behov og indlæring

Skrevet d. 22-11-2015 18:24:06 af Finn Toftlund

Om psykoterapi

Livskvalitet :

  • at kunne sanse, mærke og rumme sig selv, dvs. den indre verden i samspil med omverdenen
  • at energien og lysten strømmer uhindret i kroppen
  • at kunne skabe kontakt med andre
  • at kunne udtrykke sig klart over for sin omverden
  • at kunne handle i forhold til tilfredsstillelsen af egne behov
  • at kunne skaffe sig indflydelse
  • at kunne sætte sig realistiske mål
  • at kunne handle i forhold til sine mål
  • at kunne skabe en god balance mellem langsigtede mål og hverdagsbehov

 

Krop/gestalt terapiens formål er at give det enkelte menneske en grundlæggende selvaccept, vilje og evne til ansvarlighed over for sig selv og omgivelserne, samt viden og færdigheder til at opstille realistiske mål og tilfredsstille egne behov i nuet.

Kroppens viden

Krop/gestalt terapien tager udgangspunkt i kroppen, kroppens sprog og signaler. Man går ud fra, at i ethvert menneskes krop findes dette menneskes personlige historie indlejret i muskler og væv, i kroppens holdning, bevægemønster og udtryk, i ansigtets furer og mimik, i stemmens klang, styrke og intonation. Kroppen ved alt om os – også det, der er os ubevidst.

Kroppens viden er råstoffet i krop/gestalt terapi.

Behov

Ifølge psykologen Maslow findes der nogle basale behov, som er almene for alle mennesker. Et behov, der ikke tilfredsstilles,                                                                                                             skaber et problem.

Behovene organiseres ifølge Maslow hierarkisk i pyramideform med de grundliggende, basale behov nederst i pyramiden. De nederste behov er biologiske overlevelsesbehov, det næste behovs lag udligner mangler, mens behovene øverst i pyramiden tilfredsstiller behov for vækst. Hvis behovene i de nederste lag forstyrres, vil de på forskellige måder forstyrre vores forsøg på at tilfredsstille de højere liggende behov:

1.”Overlevelsesbehov”: føde, væske, ilt, klimabeskyttelse, søvn og behov for at skille sig af med affaldsstoffer.

2.”Tryghedslaget”: Her ligger behovene for sikre, forudsigelige omgivelser, fysisk, psykisk, økonomisk og politisk tryghed.

3.”Kærlighedslaget”, handler om behovene for tilhørsforhold til partner, familie og gruppe. Det er her vi kan få ømhed og omsorg – berøring der giver ro.

  1. “Seksualitet”,  er behov for kropslig spænding, berøring, der giver uro og intimitet.
  2. “Respekt” handler om  behov for selvtillid og anerkendelse fra omgivelserne.
  3. “Selvaktualisering”, handler om behov for at opdage og udvikle sine indre ressourcer.
  4. “Spiritualitet”, handler om behovet for som menneske at kunne se sig selv i en større, en universel sammenhæng.

 

Problemer

Et problem kan defineres som ”noget man ikke gør”, men har brug for at gøre for at blive helt tilfreds og glad.

Grunde til, at man i en given situation ikke gør dét, man har brug for at gøre, kan have forskellige årsager:

  • manglende indlæring, viden og færdigheder
  • mangelfuld jegstruktur
  • traumer
  • manglende støtte i omgivelserne
  • vaner(dårlige)

 

Manglende indlæring, viden og færdigheder 

  • kan skyldes et barndomsmiljø, som ikke i tilstrækkelig grad  har tilgodeset barnets behov, f.eks. behov for at mærke og udtrykke følelser,  samt behov for at handle i forhold til egne behov. Bestemte normer i samfundet og i familien kan have været mere styrende end hensyntagen til individuelle behov, og den pågældende er dermed blevet overvejende ydrestyret.

Et eksempel på dette er en familie, hvor aggressive følelser som hovedregel ikke udtrykkes, men undertrykkes.

De undertrykte aggressioner synker med tiden dybere ned i de fortrængte lag: man taler om fortrængninger. Fortrængte følelser kan ikke mere mærkes, man har glemt at de eksisterer. I stedet kan de eksempelvis manifestere sig fysisk som spændinger i nakke- og skulderpartiet. Eller overdreven venlighed(reaktionsdannelse)

Sådanne spændinger kræver energi for at opretholdes:

  1. Jeg er vred
  2. Jeg har behov for at  udtrykke min vrede (impuls)
  3. Jeg er bange for at udtrykke min vrede.

Altså som at starte et jetfly på en hangar, med foden på speeder og bremse samtidig!

Når sådanne spændinger frigøres, f.eks. gennem terapi eller fysiske øvelser, frigøres også de fortrængte følelser samt energi. Man kan igen mærke sin vrede, udtrykke den og bruge den frigjorte energi til konstruktive formål.

Mangelfuld jegstruktur og selvstændighed

I begyndelsen var far og mor i symbiosen far-mor-mig

Far og mor er en uadskillelig del af mig, far og mor er mig og jeg er dem.

Senere senere udvikles jeg’et .

I næste fase begynder jeg at mærke mig selv som noget, der også kan have en selvstændig eksistens, adskilt fra far og mor.

Jeg mener og synes sommetider noget andet end far og mor, eller jeg har behov for noget helt andet end dem.

I selvstændighedsfasen mener jeg som regel det modsatte af far og mor, og jeg går mine helt egne veje.(de skal dog helst være i nærheden)

I integrationsfasen skelner jeg’et mellem, hvad jeg’et selv synes, hvad jeg synes om hos far og mor og gerne vil beholde, og hvad jeg ikke kan lide hos dem og smider væk.

Et selvstændigt og integreret menneske har været hele denne udvikling igennem.

Hvis man er gået i stå på et af trinnene, vil det afspejle sig i ens måde at forholde sig til sig selv og omgivelserne på. Man vil forholde sig som den ene eller begge forældrene forholdt sig – ikke som sig selv, eller man vil være i konflikt mellem sin egen  holdning og forældrenes. Dette kan f.eks. være baggrunden for at man i bestemte situationer “behandler sig selv dårligt”, f.eks. ved ikke at udtrykke vrede, hvis man er blevet trådt over tæerne, men bide det i sig og vende det indad mod sig selv i en form for selvdestruktivitet.

I begyndelsen af sit liv er man fuldstændig afhængig af sine forældre. Tilknytningsbehovet er her det allervigtigste behov, det er et overlevelsesbehov. Man gør det, ens forældre ønsker man skal gøre – til gengæld signalerer de, at man hører til. Der er skabt tilknytning. Man efterligner forældrenes bevægelser, måde at tale og udtrykke sig på, meninger, normer osv. Man kalder det spejling.

Hvis forældrene ikke har kunnet tilfredsstille alle barnets behov, vil barnet udvikle  psykiske forsvar, forskansninger, som beskytter barnet mod overvældende følelser af f.eks. angst og forladthed og med tiden også mod de længsler, som ikke kunne tilfredsstilles. Barnet trækker sig så at sige tilbage fra verden og er ikke mere i stand til i fuld udstrækning at gå efter sine egne behov.

Psykiske forsvar er dog nødvendige, og alle mennesker har dem i større eller mindre udstrækning. I for store mængder kan de imidlertid indskrænke livskvaliteten i betydelig grad. De kan være maladaptive eller adaptive. De kan være jeg-syntone(sådan er jeg bare) og dystone. Det sidste sker når man f.eks bliver spejlet i terapi og forsvaret holder op med at virke. Klienten er nu i sand til at opleve og handle anderledes. Hvilket ofte opleves som en stor befrielse- ofte efter sorgefulde følelser er kommet til udtryk(tabt og ulevet liv). Forsvaret er blevet mere adaptivt og tjener en når man har brug for det, i stedet for at blive aktiveret automatisk og ubevidst på måder med hæmmer ens vitalitet og livsudfoldelse(undgåelsesadfærd)

Traumer

Et traume er en betegnelse for en stærkt fysisk eller følelsesmæssigt belastende situation, hvor man af en eller anden grund ikke fik udtrykt sig eller handlet hensigtsmæssigt i forhold til egne behov. Dette danner en “ufærdig gestalt” – dvs. man kan ikke fuldende billedet så det danner mening, lægge det bag sig og komme videre i sit liv. Man kapsler det i stedet inde, fysisk og psykisk, og bruger energi på at holde det nede, så man ikke mærker det ubehagelige. Et traume kan f.eks. opstå ved et tidligt tab af en forælder, en trafikulykke, en operation eller gennem en lang svag og usikker tilknytning.

Et traume kan fjernes gennem terapi ved at “genoplive” og synliggøre den traumatiserende situation på en måde, så begivenheden får mening for en, ved at udtrykke de indefrosne følelser og forestille sig den impuls, man ønskede at foretage og ved at terapeuten rummer og ser klienten og ikke reagere som forældrene i et tæt og tryg relation.

Manglende jegstøtte,  alenehed og sund selvvølelse

Hvis det miljø, man befinder sig i, er fjendtligt indstillet over for ens ønsker og behov, kan man blive splittet mellem det sunde behov for at udtrykke og være den, man er, og behovet for tilknytning. Hvis man vedholder at holde fast i den, man er, og dermed sætter sig i opposition til miljøet, bliver tilknytningen dårlig, omkostningen er, at man står alene. Hvis man sælger ud af sig selv og sine behov bevarer man tilknytningen, omkostningen er at det går ud over ens sundhed og selvfølelse.

Hvis man er voksen og sund kan man vælge enten at forsøge at forandre miljøet, så det bliver mere venligtsindet, eller man kan vælge at forlade miljøet og finde et miljø, der passer bedre til ens behov.

Hvis man derimod mangler selvfølelse kan det være svært at holde fast i egne, sunde værdier, og man vil med tiden blive “smittet” med de dårligdomme, miljøet lider af. I visse meget belastende situationer, hvor der ikke er nogen udvej, kan selv sunde mennesker miste tilknytningen til sig selv og blive traumatiseret som man ser hos folk, der har været i krig.

Manglende selvfølelse kan styrkes ved at opsøge og finde ind i støttende miljøer, og gennem terapi.

I krop/gestalt terapi kan man arbejde med sin selvfølelse ved sammen med terapeuten at synliggøre egne følelser  og behov samt styrke evnen til at udtrykke sig, skaffe sig indflydelse og handle i forhold til sine mål.

Vaner

Den måde, socialiseringen foregår på i barndomsfamilien, i skolen og det miljø, man befinder sig i, bliver med tiden til vaner, man selv sørger for at opretholde. Det er en slags motorveje, der er anlagt i ens hjerne, som det ikke er så let at omlægge. Dårlige vaner, dvs. usunde eller destruktive måder at forholde sig til sig selv og omgivelserne på  kan dog gradvis ændres, men det kræver en viljesindsats. Det er både fysisk og psykisk anstrengende og til tider let angstprovokerende at ændre sine vaner. Man skal jo til egenhændigt at træde nye stier i hjernens landskaber, og denne gang skal man gøre hele arbejdet selv!

Vaner giver tryghed – man gør det man plejer, og man kender konsekvenserne.

Alle mennesker har brug for et vist mål af tryghed i tilværelsen. For megen tryghed giver imidlertid kedsomhed. Man har også brug for at noget forandrer sig, for at opleve tilværelsen som meningsfuld.

Forskellige mennesker har forskellige behov for graden af tryghedsskabende indhold afbalanceret med ukendt og nyt indhold.

 De mange uhensigtmæssige forsvar

Psykiske forsvar er nødvendige, og alle mennesker har dem i større eller mindre udstrækning. I for store mængder kan de imidlertid indskrænke livskvaliteten i betydelig grad. Psykiske forsvar kan have mange forklædninger: ikke at være i stand til at lytte til andre, at undgå øjenkontakt, at påtage sig mere arbejde end man har godt af, alkoholmisbrug og andet misbrug.   Ethvert menneske tilegner sig gennem opvæksten netop de psykiske forsvar, som passer optimalt til den pågældendes konstitution og miljø. Dette er helt nødvendigt for et menneskes psykiske overlevelse. De psykiske forsvar, man tilegnede sig i barndommen, kan imidlertid blive uhensigtsmæssige i voksenlivet og blokere for en sund udvikling. Dette kan man bearbejde terapeutisk. Et usundt psykisk forsvar kan beskrives som et “stop i livsprocessen”, forstået på den måde, at når det psykiske forsvar træder i funktion ophører man f.eks. med at sanse og mærke sig selv og sine omgivelser, man ophører med at udtrykke sig hensigtsmæssigt i forhold til egne behov, eller med at handle i forhold til dem. En person , hvis grænser er blevet overtrådt i barndommen, kan f.eks. som nødvendigt psykisk (selv)forsvar have lært sig selv at lukke sig følelsesmæssigt til, så der trods alt var en slags indre grænse for invasionen. Omkostningen er  følelsesmæssig “død”, en følelse af “ikke-liv”.

Forsvar bliver til vaner, og det kræver ofte langvarig “træning” af “afmontere” dem. I nogle tilfælde kan personen selv, lidt efter lidt og med en viljesindsats, afmontere sine uhensigtsmæssige forsvar og få mere lidenskab og mere tilfredshed ind i sit liv. I andre tilfælde er det nødvendigt med hjælp udefra, f.eks. en terapeut, som kan hjælpe med at diagnosticere forsvarene og med at afmontere dem.

Meget stærke (undertrykte, ikke udlevede) aggressioner kræver et stærkt forsvar for at blive holdt i skak. Dette er en meget energikrævende position for den pågældende.

Psykiske forsvar har mange forklædninger:

Mange forsvar er ubevidste og kan være f.eks være intellektualisering, rationalisering eller projektionsdannelser, reaktionsannelse (formelle forsvar).

De kan delvis bevidste(styret af viljen)  kaldet taktiske forsvar: undgåelse af øjenkontakt eller uopmærksomhed. Nogle forsvar kan blive bevidste for den person, der anvender dem, når situationen er overstået, men den pågældende opdager ikke i selve situationen, at forsvarene er i spil.

Terapiens rum og her-og-nu

Krop/gestalt terapiens rum er her-og-nu-situationen. Terapeuten møder klienten i en dialog, hvis formål er at tydeliggøre klientens ønsker og behov samt indre modstande og forhindringer. Når kontakten mellem klient og terapeut lykkes, dannes en bro til klientens ubevidste eller fortrængte oplevelser. Når ubevidst materiale bliver bevidst ændres grundlaget for det personlige handlemønster; grunde til, at man har handlet destruktivt eller slet ikke har handlet i forhold til egne behov og ønsker, klarlægges. Når ubevidst materiale bliver bevidst kan det give sig udtryk ved, at man mærker noget i kroppen, som man ikke tidligere har kendt eller ikke kan huske tidligere at have kendt eller får en såkaldt ”aha-oplevelse”.  I mødet mellem terapeut og klient kan terapeuten afdække klientens eventuelle kontaktforstyrrelser, hjælpe klienten frem til en forståelse af baggrunden for disse og støtte op omkring en forandring af dem.

Overføring

I det terapeutiske forløb vil klienten “overføre” følelser, som oprindeligt stammer fra tidlige, nære relationer, til terapeuten. Hvis terapeuten er en mand, vil det typisk være de følelser, der var på spil mellem klienten som barn og faderen, der kommer i spil. Det betyder, at klienten i visse situationer vil mærke nøjagtig de samme følelser i sit samvær med terapeuten, som den pågældende nærede for faderen.

Et typisk terapeutisk forløb vil frigøre følelser af sorg og vrede, som har været indkapslet, måske gennem en årrække. Jo tidligere følelserne indkapsledes, og jo stærkere (negativt) følelsesladede oplevelser, der er på spil,  des sværere vil det være at frigøre dem. Når klienten har gennemlevet de fortrængte følelser, opnås en lettelse, som vil medføre en energiopladning i kroppen.

Den paradoksale forandring

Der arbejdes med den paradoksale forandringsteori, hvor man går med modstanden og ikke imod den. Selvaccept på alle planer er ensbetydende med, at man identificerer sig med og inderliggør alt, hvad man mærker i kroppen – også det såkaldt negative, f.eks. sorg, vrede, usikkerhed, stivhed eller tomhed.

Når man skaber kontakt med fortrængte eller uønskede følelser og oplevelser, ophæves det stop i livsprocessen, som har blokeret for udvikling.

Selvbilledet bringes i overensstemmelse med realiteterne, forstået på den måde, at følelser, behov, holdninger o. lign., som man faktisk har, men ikke vil erkende at man har, synliggøres . 

I det øjeblik du går ind for at være det, du er, sker forandringen! 

Man vil både fysisk og psykisk kunne mærke, hvor meget energi, der har været anvendt til at holde de fortrængte følelser i skak og opleve en følelse af frihed og glæde.