Om hovedløse spisevaner....

Skrevet d. 8-11-2014 13:23:31 af Dorte Windfeld - Psykoterapeut, Coach, Mentor

Jeg har læst en bog! Jeg har faktisk læst rigtig mange i tidernes løb, nogle bedre end andre.

Men denne bog handler om den kendsgerning, at en lang række psykologiske faktorer, i samspil med vores omgivelser, påvirker hvad vi spiser – og det i langt højere grad, end vi går og tror. Og den var faktisk både oplysende, overraskende og meget jordnær, tilsat lidt humor.

Bogen som hedder Hovedløse spisevaner – er skrevet af en berømt professor og ernæringsforsker Brian Wansink fra Cornell University. Han har brugt det meste af sit liv på at studere netop de skjulte signaler og ydre påvirkninger, som bestemmer hvor meget vi spiser.

I sit såkaldte ”madlaboratoruim” har han dokumenteret, hvad der påvirker hvad og hvilke tips og små tricks der skal til, for at vi kan ændre vores uhensigtsmæssige kostvaner. Målet er at vi kan spise, når vi har lyst – uden at få dårlig samvittighed og uden at tage på.

En af undersøgelserne gik eksempelvis på, at de stillede 30 chokoladekarameller til fri afbenyttelse, i enten en gennemsigtig eller uigennemsigtigt beholder hos i alt 40 kvinder, der alle arbejdede bag et skrivebord. Herefter talte forskerne hver aften, hvor mange chokolader der var blevet spist, og fyldte beholderen op igen.

Forsøget viste, at kvinderne spiste dobbelt så mange chokolader, når de var i en gennemsigtig beholder på deres bord, end når beholderen var uigennemsigtig – og de spiste endnu færre, hvis man stillede chokoladerne små to meter væk fra bordet.

I et andet forsøg inviterede Brian Wansink engang 86 ernæringseksperter til hans madlaboratorium for at teste, om størrelsen af isskeer og skåle ville påvirke mængden af is, eksperterne selv spiste. De var trods alt eksperter, og ingen burde vel være bedre til at vurdere, hvad og hvor meget de putter i munden.

I forsøget fik den ene halvdel af deltagerne, uden at vide det, en stor tallerken og tog deres is med en stor isske, mens den anden halvdel fik en mindre tallerken og tog is med en mindre isske.

Resultatet var, at dem, der fik en stor tallerken og tog med en stor isske, endte med at spise 53 procent mere is (holy moly siger jeg bare!) end dem der brugte en mindre tallerken og en mindre isske.

Jeg synes det er lidt overraskende, i hvor høj grad vores omgivelser også påvirker hvor meget vi spiser. Hvem kender ikke fælden med at stå i køen i Netto og kede sig lidt? Øjnene scanner hele scenariet og stopper ved de der holdere, der står ved kassen. Og wupti – behovet for en snack er opstået. 9 ud af 10 gange havde jeg slet ikke købt noget, hvis ikke de lige havde ligget der.

Det betyder jo rent faktisk, at der er mange andre faktorer end sult og følelser der påvirker vores valg. Helt konkrete håndterbare ting, som vi har mulighed for, at justere lidt eller meget på. Hvis vi har lyst. Hver dag foretager vi mere end 200 (!) madrelaterede valg hvoraf 90% er ubevidste. Det er rigtig mange!

Ude i byen på restauranter og i butikker, kan vi være opmærksomme på fælderne.

Hjemme kan vi jo vælge at benytte nogle af alle de tips og tricks, der vil påvirke vores madvaner positivt.

Der er så mange faktorer der spiller ind på vores valg, at det er umuligt at nævne dem alle sammen her. Jeg har valgt nogle stykker ud, som jeg vil tro de fleste af os kan have glæde af, at skrue lidt på.

  • Tag en mindre tallerken. Så tager du automatisk minde mad.
  • De søde sager skal ind bagerst i skabet, så du ikke lige støder på det (eller lad det blive i supermarkedet)
  • De fleste af os har lært at vi skal spise op. Det er IKKE rigtigt. Du skal spise til du føler dig tilpas. Du skal aldrig føle dig proppet. Sig til dig selv at det er ok at levne.
  • Undersøgelser viser tydeligt, at vi spiser mere når vi er i selskab med andre. Tænk over om du egentlig er sulten, eller om du hyggespiser i godt selskab. Når du er bevidst om det bliver det lettere at lade vær’.
  • Spis din dessert med en teske.
  • Grøntsagsstave og frugten frem på bordet. Når de står der spiser vi af dem og fristes ikke så let af andre ting. (som jo i øvrigt ikke er inden for rækkevidde)
  • Lad vær med at købe mega portioner. Brian Wansink’s undersøgelser viser også tydeligt, at vi tager flere cornflakes når det er en stor bøtte, eller hvis vi har købt 4 stk på bud, end hvis der er en mindre portion til rådighed.
  • En ting af gangen. Hav fokus på det du spiser så alle dine sanser kommer i brug, (dufte, smag og noget for øjet) Lad være med samtidig tjekke mails, se TV eller andet der fjerner fokus fra måltidet.

Det kan være rigtig svært at ændre vaner, men på ingen måde umuligt. Har du brug for personlig hjælp og støtte, så du få nogle gode og sunde kostvaner, så er jeg klar til at hjælpe dig. Du kan også lave dit helt eget personlige forløb. Der findes en måde der passer til lige præcis dig.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.