Nogle gange er du nødt til at sige nej til andre for at kunne sige ja til dig selv.

Skrevet d. 21-10-2016 12:16:28 af Neela Maria Sris

Kender du det – du mødte ind på arbejde og vidste, at det ville blive en presset dag med alle de opgaver, der skulle løses.

Du havde listet opgaverne i prioriteret rækkefølge og indstillet dig på at knokle igennem og få dem løst. Ikke at lade dig distrahere af nogen eller noget!
Og så, da din chef kom hen til dig og spurgte om du ikke lige kunne ordne den her vigtige opgave, så sagde du ja?!


Du sagde ja?? - Selvom du hverken havde tid eller overskud til endnu en opgave.


Hvad søren skete der?

Hvorfor sagde du ikke ”Nej, det kan jeg ikke”?


Flere af os er ret dårlige til at sige fra – men det er faktisk vigtigt, at vi lærer det – for konsekvenserne på lang sigt kan være ganske store.




Hvorfor er det så svært at sige fra – og hvordan kan vi blive bedre til det?

Først og fremmest er det en rigtig god ide at du bruger lidt tid på at finde frem dine risikosituationer, altså de situationer hvor der er risiko for, at du ikke får sagt fra.
Eksempelvis når din chef smider en opgave på dit bord og siger: ”Kan du ikke lige løse den her, det ved jeg, at du er helt vildt god til”.


Når du har fundet frem til dine risikosituationer, så læg mærke til hvilke negative automatiske tanker, der popper op og som forhindrer dig i at sige fra.


Typisk kan disse tanker lyde noget i denne stil:

  • Min chef synes, at jeg er en dårlig kollega, hvis jeg ikke tager denne opgave
  • Hvis jeg siger fra, så kan det være at jeg bliver fyret
  • Hvis jeg siger fra, så kan det være, at folk ikke kan lide mig mere



Du skal selvfølgelig finde ud af, hvilke tanker, det er at du får og du skal finde ud af hvilken af disse tanker, der er allerstærkest - hvad er den centrale tanke – det vil sige den tanke, der forhindrer dig allermest i at sige fra.
Når du har fundet frem til den centrale tanke, skal du nu formulere nogle modsvar, nogle mere konstruktive tanker, som hjælper dig til at sige fra.


Det kan faktisk her hjælpe at tænke: Hvis det var min kollega, der havde svært ved at sige fra og min kollega der havde den samme centrale tanke som jeg, hvad ville jeg så sige?

Hvis din kollega eksempelvis sagde: Jeg har super travlt, jeg føler mig stresset og jeg bliver ved at påtage mig de her opgaver, for jeg kan simpelthen ikke få sagt fra. Jeg er bange for at mine kollegaer ikke vil kunne lide mig og vil synes, at jeg er dårlig til mig arbejde.

Hvad vil du så sige til din kollega?

Måske ville du sige noget i retning af: Selvfølgelig skal du sige fra og der er ingen der vil tænke negativt om dig, hvis du ikke kan tage den opgave. Det er faktisk en styrke, at du kan sige ”nej jeg har alt for travlt” - det er en styrke, at du kender din grænse.


(Hvis det er tilfældet, så kan du jo lige samtidig spørge dig selv, hvorfor du kan sige sådan til din kollega men ikke til dig selv.)


Andre konstruktive tanker eller modsvar, der kan styrke dig i at sige fra, kan være:


Jeg har samme rettigheder som alle andre og jeg må også gerne sige fra


Jeg er nødt til at sige fra for ellers er der for store konsekvenser for mig på længere sigt – og det er, at jeg bliver stresset.


Det kan også være, at du har en tanke om, at du er rigtig stærk og skal kunne klare det hele – og der kunne en konstruktiv tanke være: Stærke mennesker kan sige fra og de kender deres grænse.


Øvelse gør ... dig rigtig meget bedre end du var

Det er vigtigt, at du husker på, at de her konstruktive tanker, de kommer ikke bare til dig. At tænke dem kræver, at du går mod din natur – det der typisk er naturligt, hvis du er dårlig til at sige fra, det er, at du har alle de her negative tanker, hvis du skal sige fra – så det er rigtig vigtigt, at du øver dig i dine konstruktive tanker.


Øv dig allerede inden du kommer til at være i din risikosituation – altså de situationer, hvor du typisk ikke får sagt fra.
Øv dig. Skriv de konstruktive tanker ned på et stykke papir, på din mobil, øv dig i de sætninger.
Du kan også øve dig i små situationer i hverdagen. Det kan være til en venindeaftale, du ikke kan overskue eller en aftale med din partner


Øv dig i små situationer, øv dig i de konstruktive sætninger, så står du meget stærkere, når du står i den risikosituation, hvor du virkelig skal bruge det!