Når selv unge bliver syge af stress, må der trækkes i nødbremsen!

Skrevet d. 6-2-2017 11:23:22 af Marie Hyltén-Cavallius

 


For nylig kom jeg til at overhøre en samtale mellem to gymnasieelever ved et busstoppested. Den ene var bagud med sine opgaver og havde fået en skriftlig advarsel. Hun virkede modløs og hendes ven spurgte omsorgsfuldt til, hvordan hun egentlig havde det. Det fik hende til at fortælle om noget, hun tydeligvis havde gået alene med længe:

 

”… Jeg har det som om, at jeg er ved at drukne og der er ikke nogen til at redde mig. Jeg har trykken for brystet og nogle gange kan jeg næsten ikke få luft...”.

 

Heldigvis havde hun sin ven til at lytte og være der for hende den dag, der endelig kom "hul på bylden". Måske var han lige præcis den redningsmand, hun troede ikke fandtes...

 

Pressede unge

Alt for mange unge i gymnasieskolen går rundt med symptomer på alvorlig stress uden at komme i behandling. Ofte går de ligesom pigen ved busstoppestedet meget længe alene med deres tanker og symptomer, blandt andet fordi stress kommer snigende, men også fordi stress mange steder stadig er et tabu - et tegn på ikke at kunne ”klare mosten”. I et karakterræs der aldrig har været større, er det nødvendigt at komme hurtigt igennem og få de højeste karakterer for overhovedet at gøre sig forhåbninger om at komme ind på drømmestudiet efter 3. g. Også på universitetsområdet har vi de seneste år set et øget pres på de studerende med Fremdriftsreformens skærpede krav. Effekterne er blandt andet alenlange ventelister hos Studenterrådgivningen, som tilbyder psykologhjælp til studerende, hvor henvendelsesårsager som stress, angst og depression er på himmelflugt. I mit tidligere arbejde som Studie- og karrierevejleder på Københavns Universitet, har jeg ofte stået med studerende med alle tænkelige tegn på stress uden at have et reelt professionelt tilbud at kunne henvise til.

 

Undersøgelse - gymnasieelever er stressede

I en ny forskningsrapport ”Stress i gymnasiet” fra Århus Universitet fremgår det, at halvdelen af 2. g-eleverne fra to gymnasier er ligeså hårdt ramt af stress, som de 20 procent mest stressede i den voksne befolkning. Det går ud over elevernes sociale liv og kan føre til frafald, mistrivsel og psykisk sygdom. Lige der står de unge et sted, hvor de skal til at tage store beslutninger om, hvad de gerne vil fordybe sig i senere. Lige der skal de til at bygge det første spinkle fundament, for deres videre færd i livet. Det er i forvejen et meget sårbart sted at stå!

 

Hvis vi virkelig kommer dertil, hvor det bliver nødvendigt at sætte ind med tilbud om stressforebyggelse for unge allerede i gymnasiet tænker jeg at det er tid til at trække i nødbremsen...

 

På min Go mentor profil kan du få mere information om mit arbejde med coaching, stresscoaching og yogaterapi samt workshops og yogaretreats. Velkommen!

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.