Når livet giver mig æbler, så laver jeg æblemost...

Men sådan har det ikke altid været. Helt fra barns ben har jeg været søgende og på farten. En tilstand som har drevet mig hurtigt fremad. Ingen skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg tog tidligt mine egne beslutninger. Ingen behøvede at bekymre sig om mig. Jeg var selvkørende. Sådan var billedet udadtil, men ingen opdagede tilstanden bagved. Jeg mistede fodfæstet og nogle af mine stålfaste overbevisninger fik konsekvenser. Takket være min grundlæggende indre søgen var jeg åben for alt. Og meget modtagelige. Dette blev starten på en lang rejse ind i mig selv, en rejse som gjorde vanvittig ondt, men som samtidig helede de sår som ingen tidligere havde taget hånd om.

Her bagefter når jeg kigger tilbage, indser jeg, at de veje jeg den gang valgte HVER GANG var ens. Til sidst var de så slidte, at jeg forsvandt ned i den sti jeg selv så møjsommeligt havde trampet. Jeg havde glemt at livet var min rejse, mine ønsker og ikke mindst; MIT ANSVAR. For mig blev det nødvendigt, at lave større forandringer, og det blev igennem den dybe erkendelse af min sårbarhed, at jeg fandt min sande styrke. Mit hårde liv fik en blød landing…

I dag, nu hvor jeg er 43 år og cirka midt i livet, er jeg fast besluttet på at fortsætte ad vejen som skaber glæde i mit liv. I dag bekæmper jeg ikke længere. I dag kigger jeg mig grundigt omkring. I dag tager jeg imod og laver æblemost, når livet beriger mig med æbler. Jeg bestræber mig på at se en gave i hver en dag, også de dage som synes vanskelige. I dag lytter jeg til min mavefornemmelse og hjertes stemme. I dag skaber jeg mit eget liv, følger livets flow og accepterer konsekvenserne. I dag takker jeg for æbler, uden forsøg på at ændre dem til appelsiner...