Når jagten på søvn bliver til en indre kamp...

Skrevet d. 15-10-2015 01:07:51 af Christina List

Åh, ikke igen tænker du måske...ikke endnu en nat fuld af tankespind, irriterende følelser og opgivende suk, mens minutterne langsomt bliver til timer.

Disse plagsomme nætter bliver efterhånden en fast rutine alt i mens stress og frustration fylder mere og mere...

Igen og igen hører vi om søvnproblemer, og det er da også det problem som lægerne hører allermest til. Det er efterhånden blevet et almindeligt problem, som alle forstår, men som de færreste formår at behandle rigtigt.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det kun er en MEGET LILLE procentdel for hvem søvnproblemer rent faktisk er forbundet med sygdom. 

Derfor anbefaler søvneksperter også meget nødigt sovemedicin som en løsning, da det både er stærkt vanedannende og sjældent løser årsagen til det egentlige problem.

Som psykoterapeut kan jeg kun være enig og hertil i stedet opmuntre til at tage sagen i egen hånd, undgå panik og påbegynde arbejdet hen imod nye rutiner, der snart vil gøre det hele lettere...Det egentlige problem handler nemlig meget ofte blot om dårlige vaner og stress forbundet med soverutinen, og det kan vi rent faktisk selv arbejde os ud af.

Som det første skal man være klar over nedenstående 3 punker:

1) Det er meget individuelt hvor mange timers søvn hvert menneske trives bedst med. Selvom man ofte hører, at vi som mennesker skal have min 8 timers søvn, så kan nogle mennesker klare sig med blot 6 timers søvn. 

2) Søvnbehovet falder med alderen og vores søvnmønster ændrer sig ofte flere gange i løbet af vores liv, og det kan svinge fra nat til nat i perioder. Der er ikke altid et svar på hvorfor dette sker, men det er dog helt normalt. 

3) Med alderen sover vi mindre og mindre tungt, og faktisk er vi som voksne mennesker skabt til at kunne vågne nemt, hvis der kommer fare på færde. Dette er også helt normalt. Rigtig mange mennesker klarer sig ganske helt fint med afbrudt søvn.

Alt dette er vigtigt at skrive sig bag øret, inden man har for travlt med at diagnosticere sig selv med søvnproblemer og herefter begynder at søge svar og behandling andetsteds. På den måde kan man nemlig komme til at famle sig frem i blinde efter en årsag, som slet ikke findes, eller som næppe er værd at bruge tid eller energi på, og da slet ikke hverken undersøgelser, behandlinger eller medicin. 

Ligeledes er det vigtigt, selv at være indstillet på at skulle arbejde med bevidst at ændre sine søvnvaner, også selvom det kan tage tid.

Herunder findes der nogle ganske enkle råd, som kan hjælpe, hvis man ellers er ihærdig nok. Læs herunder:

Undgå stærk belysning og stimuli fra TV, computer eller smartphones.

Undgå alkohol, nikotin og koffein 2 timer før sengetid

Undgå sovemedicin i det hele taget

Sørg for ro og mørke i soveværelset. Brug evt. ørepropper og sovemaske.

Gå i seng og stå op nogenlunde samme tid hver dag

Kig ikke på uret, hvis du vågner i løbet af natten

Find evt også en playliste med afslappende musik og lyt til dette, når du skal sove

og vigtigst af alt:

VÆR KUN I SENGEN NÅR DET ER SOVETID og SÅ LÆNGE DET ER AFSLAPPENDE, stå ellers op. Find et problemhjørne et andet sted i huset, som du sætter dig hen i og giver tankerne frit løb, når det ikke lykkes dig at stoppe dem. Prøv så senere at gå i seng igen.

Grunden hertil er, at sengen nu skal forbindes med søvn og ikke længere med frustrerende tanker og unødvendig stress. 

I bund og grund handler det om at kunne give slip på bekymringer, stress og forventninger om den dårlige eller manglende nattesøvn, da det forværrer hele processen. 

Jo før du accepterer, at din søvnmønster nu har ændret sig, jo bedre.

Vær heller vågen en hel nat ekstra end at ligge i sengen og kæmpe en uendelig kamp.

 

God fornøjelse med en bedre søvn.