Ligestilling

Skrevet d. 29-10-2014 16:45:23 af Lars Nørgaard

I al diskretion og uvidenskabelighed har jeg taget temperaturen på nutidskvindens engagement i Kvindekampen. Så vidt jeg kan se er der ikke rigtigt risiko for feberkramper. I hvert fald sker der dét ti ud af ti gange, at hvis man spørger en kvinde hvad hun har af planer den 8. marts, så kigger hun desorienteret på én og spørger f.eks prøvende om der er landskamp eller sådan noget den dag. Ikke én eneste gang har nogen kvinde sagt at hun havde planer om at deltage i et arrangement som markerer Kvindernes Internationale Kampdag – som jo altså er programsat til den 8. marts. Om man kan tage dette som udtryk for at Kvindesagen er død, eller at Kampen er vundet – eller tabt – ved jeg ikke. Formentlig er den mest sikre konklusion, at såfremt der stadig udkæmpes et slag, så er taktikken væsentlig anderledes end den var for tredive-fyrre år siden. Dengang tog man til Femø og dokumenterede lidt gumpetungt (men effektivt, bevares), at “kvinder er stærke” (selv lave bål, selv lave biwuak, selv synge lange bange sange). I dag er arenaen igen rykket indendørs, ind i hjemmene, ind i familien, hvor kønskampen udspilles langt mere subtilt i hverdagens pragmatiske og logistiske puslespil af job, børnetransport og husholdning. Det er blevet meget vanskeligere at sætte overskrifter på, hvad kampen handler om i dag – de fleste af de mænd jeg kender og har hørt om har for længst (i hvert fald officielt) givet slip på forestillingen om at kvinder er svage og forsvarsløse og hører hjemme foran komfuret. Netop komfuret er i dag i høj grad blevet mændenes domæne, og skjortestrygningen klarer han også selv. Hovedrengøring er for mange heller ikke længere et stridsspørgsmål, idet det igen er blevet almindeligt, socialt acceptabelt og økonomisk muligt at udlicitere denne opgave til professionelle.

Mon vi er derhenne, hvor der ikke rigtig er flere kønspolitiske spørgsmål at kæmpe for? Næppe. Når det stadig i år 2012 kan dokumenteres at sådan noget som lige løn for lige arbejde endnu ikke er en regel der gælder på tværs af kønnene, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville jeg fandeme ikke finde mig i, hvis jeg var en kvinde. Og i forlængelse heraf kunne man spørge om ikke det kunne betale sig at samle noget af al den energi som går lidt til spilde i den diffuse kamp om karkluden derhjemme til en mere målrettet indsats for anstændig lønpolitik her til lands? Der findes masser af uretfærdighed på det danske arbejdsmarked, men den ulige løn for lige arbejde hører alligevel til blandt de mest eklatante svindelnumre jeg har hørt om. Gør noget ved det – ikke nødvendigvis den 8.marts, men i det hele taget.