Krisehjælp

Jeg hører ofte: Nu om stunder skal folk have krisehjælp for hvad som helst. Det er snart så langt ude at bare man har set en gammel dame tabe sit indkøbsnet i Føtex skal man have psykologisk førstehjælp. Folk er blevet nogle pylrehoveder som snart ikke er i stand til at tage vare på dem selv, hvis bare der opstår den mindste krise i deres liv. Hvis ikke vi passer på ender det med at vi får Woody Allen’ske tilstande, hvor alle har hver sin psykolog med hvem enhver livsytring bliver gennemdrøftet og analyseret med det resultat at vi bliver en nation af fremmedgjorte individer med alvorlige mangler på basale følelsesmæssige færdigheder. Det er helt relevant at gøre sig tanker om, hvor danskerne er på vej hen med deres brug af psykologisk bistand, men overvejelserne bør bygge på saglighed og ikke på klicheprægede fordomme og formodninger, som – når man ser hvad folk reelt henvender sig med af problemer – ligner velbjærget arrogance. Meddelelsen mellem linjerne er: Folk må tage sig sammen! Se bare på mig, jeg kan da sagtens selv klare mine problemer! Mennesker i almindelighed går ikke til psykolog blot fordi kanariefuglen er kommet til skade eller ligusterhækken er væltet. Oftest er der tale om gennemgribende problemer som i større eller mindre grad er invaliderende for den pågældende. Typiske årsager til at søge psykologhjælp kan fx være: voldsomme stressreaktioner, udbrændthed, angst, mobning på arbejdspladsen, skilsmisse, misbrug, større trafikuheld, belastningsreaktioner i forbindelse med vold eller trusler om vold, depression. Tilstande og situationer som af den enkelte opleves som så ubehagelige at selvdestruktive tanker og adfærd ikke er usædvanlige, og hvor familie- og arbejdsliv kan være tæt på sammenbrud. De fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv én eller flere kriser, og de fleste ønsker at håndtere kriserne selv. Det er jo virkelig fremragende, når det lykkes og psykologstanden har så vidt jeg ved ingen intentioner om at fratage folk deres kompetence til at løse problemerne selv. Psykologen kommer ind i billedet netop dér, hvor den kriseramte har opbrugt de problemløsningsstrategier, som lå indenfor den personlige kompetence eller som kunne nås i personens sociale sfære. Universitetsuddannede psykologer er fuldt ud opmærksomme på at mennesker generelt er bedst tjent med at kunne klare sig selv uden professionel assistance, og det er lige præcis dét, psykologen ønsker at bidrage til, når han eller hun i en afgrænset periode tilbyder sig som ressourceperson for klienten. Det er som sagt ikke det rene pjat folk søger hjælp til at håndtere, og jeg mener at det vidner om beskeden indsigt, når det fra tid til anden selvtilstrækkeligt udbasuneres at danskerne er blevet et skvattet folkefærd, som ikke tør leve deres liv uden en psykolog ved hånden. Tvært imod tager jeg gang på gang hatten af for danskerne: Det er ind imellem ganske fantastisk, hvilke traumatiske begivenheder folk kan gennemleve uden at bukke under.