Ikke

Skrevet d. 29-10-2014 16:50:03 af Lars Nørgaard

Et besynderligt lille ord med en enorm tiltrækningskraft. Tænk bare på, hvordan børn reagerer på ”du må ikke…”. Hælde sukker i benzintanken på fars nye bil, for eksempel. Straks mærker barnet en snigende lyst til lige præcis at hælde sukker i benzintanken på fars nye bil. Stort set alle forbuds-ikke’r appellerer til noget i os. Græsset må ikke betrædes. Indtil man så skiltet havde man end ikke overvejet muligheden for at forlade stisystemet til fordel for græsset, men nu kunne man da egentlig godt tænke sig at spankulere lidt rundt på græsplænen. Hvorfor?

Fordi underbevidstheden er med os overalt, hvor vi færdes – og den har store ører. To ting kendetegner især underbevidstheden: Den tænker konkret og den opfatter ikke (!) negationer. Lidt forenklet sker der altså det at når vi får at vide at vi ikke må tænke på tre grønne elefanter med røde prikker, danner underbevidstheden hurtigt et konkret forestillingsbillede af elefanterne – ellers ved vi jo ikke, hvad det er der ikke må tænkes på. Og da underbevidstheden ej opfatter ”ikke”, får forestillingsbilledet lov at blive stående indtil et andet lag i bevidstheden får slettet det fra den mentale monitor. Underbevidstheden ser altså lige igennem negationer ind til dét som er på tale, hvad enten dét er pakket ind i ikke’r eller ej.

Denne viden om underbevidsthedens selektive uopmærksomhed på negationer er nyttige i mange sammenhænge. For nylig havde jeg en klient som var plaget af svimmelhedsanfald. Alle fysiske årsager til problemet var allerede blevet udelukket og klienten mente selv – og havde ret i – at symptomet var af psykologisk karakter. Sideløbende med et mere personligt opklaringsarbejde, som havde til formål at afdække de bagvedliggende årsager til hans svimmelhed, var der fokus på hans ”indre monolog”, som uafladeligt messede ”jeg må ikke blive svimmel”…

Min klient er en modig mand og han tog imod en for hans vedkommende en kolossal udfordring: I en periode arbejdede han målrettet på at overspille det indre lydbånd med denne nye tekst: ”jeg må gerne blive svimmel”. Alene det at sige denne sætning var til at begynde med noget af et vovestykke for manden og de positive resultater af den paradoksale håndtering af problemet lod vente på sig. Men ganske langsomt mærkede manden at i takt med at han gav plads til og accepterede dette symptom mistede det lidt efter lidt sin tiltrækningskraft. Og jo mindre magnetiske hans svimmelhedsanfald var, jo nemmere var det for ham med overbevisning i stemmen at sige til sig selv: ”jeg må faktisk gerne blive svimmel”…Med en god gammel kliché kan man sige at en god spiral erstattede en negativ.

Når den form for problemforståelse og –håndtering giver succes er der ikke tale om sort magi, men det siger noget om hvor stor betydning vores måde at tænke på har for vores adfærd og velbefindende.