Hvordan kan vi acceptere os selv fuldt ud, samtidig med, at vi gerne vil udvikle os?

Skrevet d. 22-12-2016 19:45:07 af Emilie Assentoft

Det er et spørgsmål og et tema, jeg har spurgt mig selv om mange gange, og som er sneget sig ind i flere af mine samtaler. Derfor tænker jeg, at det er et relevant tema at lave en blog om. For hvordan kan man egentligt både acceptere sig selv ubetinget, samtidig med, at der mange ting, som man gerne vil udvikle, forandre og blive bedre til? Det er et paradoks, som er svært at begribe.

Mange af os har ofte en tendens til at fokusere på udviklingsdelen og på, hvad vi ‘mangler’ for at blive bedre. Ligeledes kan vi samtidig have svært ved at tro på, at vi faktisk kan forandre ting i vores liv, der begrænser os og slår os ud. Jeg tror netop, at dette kommer af, at vi ‘presser’ os til at udvikle os – fremfor at starte med at acceptere os præcis som vi er lige nu, i dette øjeblik. På den anden side kan det også være vigtigt at have noget at drømme om, et sted man gerne vil hen.

I denne blog vil jeg derfor se på, hvorfor vi har så svært ved at acceptere os selv og slå os selv, uhæmmet, oven i hovedet på vejen hen til vores drømme. Jeg vil også se på, hvad vi kan gøre for at gøre denne proces mere glædesfyldt, således, at vi rent faktisk kan få opfyldt vores mindre og større drømme for livet – og derigennem få et liv, der giver mere mening for os.

Hvorfor har vi så svært ved at acceptere os selv?

I den vestlige kultur er den stigende interesse for udvikling af os selv – i alle kontekster i livet, en vældig god ting, men kan rent faktisk også være en hæmsko for, at vi rent faktisk kan acceptere os selv, som vi er. Der findes alverdens sundhedsguider og selvhjælpsbøger, både på nettet og fysisk, der lover dig, at hvis du bare følger deres opskrifter, så vil du indirekte blive en bedre version end den, du er lige nu. At du ‘mangler’ noget for at blive hel. Det er ærgerligt, for dét, vi især, i dag mangler, er måske hjælp til at finde ud af, at vi er gode nok lige, som vi er i dette sekund. Ligeledes lever vi i en ‘hurtig’ tid, hvor der ofte stilles urealistiske forventninger til hvor hurtigt, vi skal producere og udvikle os.

Dette kan nemt få os til at overse:

  • At vi faktisk er helt gode nok i os selv – lige meget hvor meget vi udvikler os eller opnår i livet.
  • Alt det, vi er allerede kan, har opnået og er gode til.
  • At udvikling og læring tager tid, og ikke er bare et ‘quick fix’. 
  • Der findes ikke et endeligt perfekt slutmål

Fortællinger, der kan stå i vejen for vores naturlige udvikling

Vi kan alle blive ramt af fortællinger, der kan forhindre os i kontinuerligt og naturligt at udvikle vores forskellige potentialer. Der er synd, fordi det ligger i vores natur at ville udvikle os, da det giver os en mening med livet. Disse fortællinger og overbevisninger kan have karakter af en selvudslettende og håbløs karakter, og hvis vi glemmer at disse blot er fortællinger, og ikke absolutte sandheder, kan de stå i vejen for vores potentialer, drømme og længsler. Disse kan fx være

  • Hvis jeg skal forandre mig, må det betyde, at jeg ikke er god nok
  • Det kommer aldrig til at lykkes
  • Jeg er bare sådan her, og det ligger til min personlighed og genetik
  • Jeg skal nå min drøm med det samme, ellers er jeg ikke god nok.
  • Det skal være helt perfekt før, at det er godt nok

Du kan udvikle dig, nå dine drømme og stadig være god nok lige nu

Når vi formår at acceptere os selv, vores dømmekraft og vores vej ubetinget, giver det mulighed for en mere legende og kreativ tilgang til livet og dine drømme. Men det er absolut ikke let for nogen, og der findes ikke et endeligt slutpunkt, hvor man altid accepterer sig selv. Men vi kan ydmygt forsøge, når vi har lyst at styrke vores accept af os selv (og andre). Jeg har listet nogle erfaringer op her, men husk, at disse blot er vejledende, og op til dig, hvorvidt du vil anvende dem eller tage bider af dem. Igen er min vigtiste pointe, at det handler om, hvad der føles mest rigtigt for dig – lige netop i dette øjeblik. Alle andre kan sige nok så meget, men hvis det ikke harmonerer med, hvad du har lyst og brug for lige nu, så stol på dig selv og din dømmekraft.

  • Forsøg at være medfølende over for dig selv, hvis du oplever en masse negative fortællinger, der indeholder meget selvkritik. Kan det rent faktisk også være, at du handlede ud fra noget, som var vigtigt for dig? Måske havde du netop brug for bare at flyde på sofaen frem for at tage til yoga? Eller at spise en pizza? Eller at ’sumpe’ lidt rundt? Have travlt?
  • Tag masser af pauser fra udvikling. Når vi holder pause, indikerer vi også indirekte over for vores sind og krop, at vi holder af os selv og accepterer de signaler, kroppen sender.
  • Du kan udvikle og forandre det, som du drømmer om. Tro på, at du kan, også selvom der dukker overbevisninger om, at du ikke kan. Mennesket er det mest komplekse dyr, der findes, og er i stand til mere, end mange umiddelbart lige tror. Senere forskning har vist, at vores hjerner er meget mere plastiske, end vi hidtil har antaget tror - også senere hen i livet. Så tøv ikke med at forfølge dine drømme, også selv om vejen bliver hård ind i mellem.
  • Gå i retning af din drøm – også selvom du oplever tanker, der fortæller dig, at du skal lade være, og at du ikke kan. Det er blot tanker og illusioner, ikke absolutte sandheder. Vi skal fejle for at udvikle os, og der findes ikke et perfekt sted. Hav tålmodighed. Det tager tid at finde langsigtede løsninger. 
  • Værdsæt og nedskriv, når du har gjort noget, som var et skridt i den retning, du gerne vil gå. Skriv også alle de små ting ned i din hverdag, som du kan værdsætte. Det er dem, som vi oplever mest af. Og vær ligeglade med de kritiske/perfektionistiske tanker, der måske fortæller dig, at det ikke er værd at skrive ned. Det er SÅ meget værd at skrive ned. 
  • Anvend et accept-mantra, som fx jeg er god nok – lige meget hvad eller jeg kan godt! 

Forsøg at acceptere paradokset og det modsigende i, at vi på én og samme tid er helt gode, som vi er, samtidig med, at der er ting, som vi kan forbedre. Det er meget svært for os mennesker at forstå paradokser, så giv måske slip på at skulle forstå det. 

Jeg ønsker dig masser af medfølelse til din personlige proces, og jeg hjælper dig mere end gerne på vej. 

Hjertevarme hilsener

Emilie, psykolog, mindfulnessinstruktør og stifter af FRIHED i SIND.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.