Hvis dit liv var en film gad du så se den?

Skrevet d. 8-11-2014 13:08:13 af Dorte Windfeld

Advarsel: Kan give smertefulde anfald af bagklogskab og erkendelser …

Kasper tjekker ind på min klinik forleden dag. Han er en mand i sin bedste alder, har et vellønnet job, er far til 3 og gift for 2. gang.

Årsagen til at Kasper opsøger mig er, at han føler sig rigtig godt gammeldags mellemfornøjet. Og har ingen anelse om hvorfor. Kasper kan ikke selv sætte fingeren på noget der skulle være galt. Han beskriver det som en følelse af, hverken at være glad eller trist, men sådan nærmest ligeglad. En temmelig ufed følelse, som han selv beskriver det. Resultat: Kasper trøstespiser for ikke at mærke de ubehagelige følelser – og vægten stiger.

Et spørgsmål jeg stillede Kasper var: ”Hvis dit liv var en film, gad du så se den?”

Han tænkte sig længe om og måtte konstatere at svaret var ”nej!”! Ganske overraskende for ham selv i øvrigt. Kasper konstaterede at han lever et liv lige nu, der ikke føles ”rigtigt” for ham, noget han egentlig ikke havde taget sig tid til at tænke over. Ubehagelig erkendelse for ham nu og her, men en vigtig en af slagsen!

Mon ikke rigtig mange, kender den følelse i perioder? (bare mellem os to – har du så ikke selv haft følelsen en gang imellem?)

Men hvordan kommer du så fra p-a-u-s-e til p-l-a-y, når du ligger og roder nederst på humørbarometeret?

Hemmeligheden er, at vende blikket indad. Spørge dig selv hvad der skal tilføjes manuskriptet, for at din film lever op til dine drømme?

Til min store forundring, er der rigtig mange mennesker der bare fiser derudaf, uden at stoppe op og mærke efter.

Nu forholder det sig jo ikke sådan, at det behøver være monster store skridt der forandres. Små justeringer kan ofte gøre underværker. At tale med nogen om følelserne (en terapeut, coach, veninde eller partner, hvis du har en sådan) kan hjælpe dig med, at blive mere opmærksom og stille dig selv spørgsmålet: ” Hvad vil drømmer du egentlig om og hvad vil du gerne have mere af?” Og troen på, at den ubehagelige følelse går over.( og den må faktisk gerne være der..i en periode)

Men hvad med Kasper?

Han fandt frem til hvad han gerne ville have mere af, og er gået i gang med at justere sin film, så han selv gider se den. I hans tilfælde handler det om at være mere til stede med familien, som han følte han havde fjernet sig fra.

Hvad med dig – lever du eller overlever du? Lader du dig nøje og må ty til at dulme utilfredsheden og de ubehagelige følelser med mad?

Er du klar til at komme fra pause til play? Hvis ikke nu, hvornår så?