Hvad er dit tal?

Skrevet d. 5-11-2016 19:45:13 af Marie-Louise Wegener

For 4 år siden da jeg tog min coachinguddannelse, gik det op for mig at alle har et tal. Midt i undervisningen gav noget bare total mening. For mig er det super enkelt, hvis jeg selv - eller beder nogen - om at sætte et tal på, sådan "hvor lidt og hvor meget" noget nu er. 

Endnu værre - eller bedre var det jo faktisk - så kan vi sætte tal på, hvor meget vi mener, at vi selv er værd at elske. Altså: hvor meget fra 1-10 mener du, at du er værd at elske? 

Jeg blev spurgt hvad mit tal var - og til min overraskelse (og så alligevel ikke) så var mit tal 3. Altså jeg er virkelig ikke særlig elsk-værdig. Jeg var chokket. Men også klogere. Nu ku jeg bedre forstå, hvorfor 'folk' kunne fortælle eller blot vise mig, hvor meget de elskede eller holdte af mig, uden at jeg overhovedet kunne mærke eller få øje på det. Hvorfor komplimenter prellede totalt af. Mine omgivelser blev super ked af det - og mine ene bror var både ked af det, men der gik også noget op for ham. Hvorfor jeg - når han sagde noget pænt - bare kiggede den anden vej, næsten som om jeg ikke hørte det. Det er da heller ikke fedt, at dem man holder så uendelig meget af, ikke mener de selv er værd at holde af. 

Jeg styrede da også straks hjem til mine børn og afkrævede dem et tal. Som heldigvis var meget højere. Phew (forstod de det? - vil nogen tænke og fair nok - men ja det tror jeg)

Men den gode nyhed var jo så, at det blev mit mål. At mit tal i den grad skulle op. Op på 10. Ikke 8-9 men et klingende 10! 

Det blev rejsen. Rejsen jeg stadig er på. Og den rejse jeg så gerne vil have alle dem, der roder rundt nede i de lave tal, med på. Det er ikke retfærdigt. Jeg fortjener både egen og andres kærlighed. Også når jeg måske ikke lige stråler af fuld balance og zen. Altid. Bare fordi jeg er. 

Kan du sige nedenstående til dig selv uden at afvise det? 
Jeg er værd at elske...
Jeg fortjener kærlighed bare fordi jeg er...

Rejsen har ændret sig en smule undervejs dog. Først skulle jeg "bare" ramme det flotte 10-tal. Men intet er fuldendt. Jeg ville ikke vente på "den dag” det skete, men tage hele rejsen med. 
Så blev målet rejsen i sig selv. At være i udvikling og stræbe mod at have så meget selvkærlighed med hver dag som muligt. 

Livet er det ene og vi fortjener alle minimum al den kærlighed vi kan både få og give. Til andre og os selv. 

Lad os ikke nøjes…. 

<3 H O L D  A F  D I G  S E L V <3