Hvad er angst – og hvordan kan en psykolog hjælpe?

Skrevet d. 15-12-2016 14:50:58 af Neela Maria Sris

Vi har nok alle oplevet at føle angst. Det er trods alt en helt naturlig følelse og en logisk kropslig reaktion på en oplevet trussel på vores eksistens. En reaktion, der skal få os til at handle, så vi skynder os væk fra truslen. Ret smart hvis der eksempelvis er en rasende tyr efter os.


Men når angsten tager overhånd – når der reelt ikke er en livstruende trussel, men kroppen/psyken blot reagerer, som hvis der var - (eksempelvis som en af mine bekendte reagerer på edderkopper) – så er det en god ide, at få gjort noget ved angsten, for så hæmmer den dig i stedet for at hjælpe.


Almindelige tegn og symptomer på angst


  • Hænderne ryster
  • Hjertet banker kraftigere og/eller hurtigere end normalt
  • Øget svedproduktion
  • Tørhed i munden
  • Kvalme
  • Svimmelhed
  • Store flyvske sommerfugle i maven (ubehagelig uro i maven)
  • En følelse af at det oplevede ikke er virkeligt
  • En fornemmelse af at blive kvalt
  • Problemer med vejrtrækningen
  • Trykken for brystet
  • Angst for at miste kontrollen over sig selv
  • Snurren eller følelsesløshed i fingerspidserne eller andre steder


Hvordan jeg som psykolog kan hjælpe dig med angst


Vi kan groft inddele en angstreaktion i fire elementer – en følelse, en tanke, en kropslig reaktion og en adfærd. Denne opdeling vil også afspejles i vores arbejde.


Sammen vil vi tale om angsten, skabe en forståelse af hvorfor du har angst, hvor angsten stammer fra. Vi kortlægger meget konkret de situationer, som trigger din angst og også de tanker og eventuel ukonstruktiv adfærd, der er knyttet til angsten.


Vi kortlægger alt dette sammen og ved hjælp af de redskaber, jeg giver dig, finder vi frem til, hvordan du kan tænke mere konstruktivt – og også hvordan du helt bevidst kan vælge en mere konstruktiv adfærd, der vil hjælpe dig i situationerne. Og endelig – når du er klædt ordentlig på og selv vurderer at du er klar, vil vi arbejde med eksponering af det for dig angstfremkaldende.


Dette er en meget effektfuld måde at arbejde med angst på og ikke mindst at komme over angst: at kortlægge triggersituationerne, at kortlægge den negative automatiske tænkning og adfærd, bevidst at vælge konstruktive tankemønstre og adfærdsmønstre i stedet og endelig en tryg og succesfuld eksponering.




Forskellige typer af angst, som jeg kan hjælpe dig med


  • Generaliseret angst
  • Panikangst
  • Socialfobi
  • Enkelfobi
  • Præstationsangst
  • OCD

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.