Hvad betyder juletiden for dig, som er pårørende til en person med en spiseforstyrrelse?

Skrevet d. 1-12-2015 12:46:21 af Anne Katrine Hummelgaard

Juletiden er ofte en udfordring

Det er den, fordi de fleste sociale møder i denne tid drejer sig om spisning. Det er potentielt konfliktfuldt, og jeg vil derfor skrive lidt om det i dette blogindlæg. Både i forhold til, hvad du kan gøre for at passe på dig selv som pårørende, og i forhold til hvad du kan gøre for at passe på personen med en spiseforstyrrelse. Bemærk at jeg forudsætter, at både du selv og personen med en spiseforstyrrelse er voksen eller tæt på at være voksen.

  

Hvordan sætter jeg grænser?

I forhold til spisning

Når en person har en spiseforstyrrelse, vil man ofte opleve, at spiseforstyrrelsen gerne vil styre og kontrollere en masse. Spørgsmålet er, hvad du synes, der er i orden?

Hvis du godt kan lide sovs til maden, men din kæresteabsolut ikke vil have sovs, begynder du så at undlade sovs? Pludselig står din kæreste og forklarer dig, at det er usundt at spise dét og dét, at du bliver fed af det. Han/hun ved måske en masse om kost og ernæring. Men måske oplever du, at din kæreste trods sin store viden om sund mad kører sin viden ud på overdrevet, så ikke for meget sukker bliver til slet ingen sukker, eller ikke for meget animalsk fedt bliver til intet animalsk fedt, eller at spise nogle grøntsager rå, bliver til at man kun må spise rå grøntsager.

Tænk på, at det ikke er dig, som har en spiseforstyrrelse, du spiser sikkert normalt. Både sunde ting som grøntsager og samtidig også lidt mere usunde ting med måde, som fx chokolade og kage. Du sidder måske ikke inde med en enorm viden om sund mad og motion, men til gengæld har du højst sandsynligt et mere afbalanceret og fleksibelt forhold til mad, som faktisk er et udtryk for et sundt forhold til mad. En person med en spiseforstyrrelse har som udgangspunkt ikke et sundt forhold til mad. Derfor er det vigtigt, at du holder fast i, at du spiser det, som du har lyst til. Samtidig får du også passet på dig selv.

Du må altså gerne sige fra over for indblanding i, hvad du spiser eller laver af mad. Samtidig er det også vigtigt at vide, at den som du er pårørende til også har lov at have grænser i forhold til mad, også selv om disse grænser er dikteret af personens spiseforstyrrelse. Når du har lavet mad, så skal du som udgangspunkt hverken tvinge eller manipulere personen med en spiseforstyrrelse til at spise. Ved tvang og manipulation opnår du kun, at personen mister tilliden til dig, og spiseforstyrrelsen vokser sig stærkere. Det er også vigtigt, at måltidsituationen bliver rolig og fredelig og ikke anspændt og fyldt med konflikter.

 

I forhold tiloverspisning

Hvis du er pårørende til en med bulimi eller BED(overspisning), så kan der være nogle andre slags grænser at sætte, end hvis du er pårørende til en med anoreksi eller ortoreksi. Det kan være, at du må sætte lås på dit køleskab og skabslågerne for at have din julemad i fred, og det er helt i orden. Den som du er pårørende til kan ikke altid styre sig selv, nogle gange tager spiseforstyrrelsen over, og så kan det faktisk også være en hjælp, at personen skal ned og købe ind til sit orgie først. Måske er det lige den ekstra tid, som gør det muligt for personen at finde en alternativ løsning, fx at ringe til en veninde i stedet. Samtidig får du lov til at have din mad i fred, og det har du ret til.

 

Hvordan hjælper jeg?

I forhold til mad-situationer

Det siger sig selv, at mad-situationer er et vanskeligt terræn at køre rundt i. For måske vil din søster med en spiseforstyrrelse ikke med til familiens årlige julefrokost, fordi der kun er ost, pølse og sild. Det er vigtigt, at en person med en spiseforstyrrelse ikke bliver isoleret socialt, fordi de fleste sociale møder er bygget op omkring mad-situationer, og disse hurtigt kan blive for vanskelige. Mit råd er, at du mærker dig frem og kun går med til det, som du synes er rigtigt. Hvis frugt og grønt på et julefrokostbordgør det muligt for din søster at komme med, og du også selv synes, at det kunne være lækkert, så er det måske en idé at hjælpe din søster på denne måde. En anden hjælp er at undlade at kommentere, dømme, kaste blikke og vise irritation, når din søster måske lægger 3 stykker æble på sin tallerken og ikke har spisthverken morgenmad eller frokost.

For mange med en spiseforstyrrelse er det ekstremt skamfuldt at have en spiseforstyrrelse, så hvis de sidder i et selskab, og nogen kommenterer deres spisning, så kan det resultere i, at de undlader at deltage i sådan et arrangement i lang tid efter. På den anden side, så kan det være en hjælp for nogle, at man på tomandshånd gør dem opmærksom på, at 3 æbler ikke er nok, og at du er bekymret. Men det afhænger udelukkende af relationen. En mor som udtrykker bekymring er ofte en helt anden ting end en veninde, som udtrykker bekymring. Hvis I aldrig taler om følelsesmæssige ting, så vil det også være noget helt andet at åbne op for dette, end hvis I ofte taler om følelser og om spiseforstyrrelsen.

 

I forhold til at støtte og rumme

Jeg mener helt klart, at selv om den som du er pårørende til ikke selv ved, hvorfor han eller hun i sin tid udviklede en spiseforstyrrelse, så kommer en spiseforstyrrelse ikke ud af den blå luft. Der er en grund til, at den er der. Selv om denne grund er ukendt, så vil en person med en spiseforstyrrelse ofte have brug for nogen at snakke med, fordi det er svært at leve med en spiseforstyrrelse. Det er vigtigt, at du som pårørende - når du har tid, lyst og overskud - lytter til personen med en spiseforstyrrelse, og det er vigtigt, at du lytter. Ofte handler en spiseforstyrrelse om, at der er nogle følelser, som er alt for ubærlige til at have med at gøre. Hvis din bror åbner op for at tale om disse følelser, og du har tid, lyst og overskud, så vil det være en kæmpe hjælp, hvis du forsigtigt spørger ind til disse følelser. Nogle gange er det nok at vise, at du selv bliver berørt, fx får tårer i øjnene og giver udtryk for, at du føler med din bror og giver ham ret i, at det er svært. Andre gange er der brug for, at du holder hans hånd eller giver ham et kram. Atter andre gange vil det bedste være, at du lytter til dig selv, fx hvis du ikke har overskud lige på det tidspunkt, hvor din bror åbner op. Du kan stille og roligt sige, at du meget gerne vil høre, hvad han vil fortælle dig, men at du er alt for træt lige nu, og I kan aftale et tidspunkt, hvor du har overskud.

 

I forhold til at skelne mellem person og sygdom

Fordi der ofte er skam forbundet med det at have en spiseforstyrrelse, så kan det være en stor hjælp, hvis du som pårørende prøverat skelne mellem den, som du er pårørende til, og spiseforstyrrelsen. Når din room mate fx har spist alle de småkager, som I sammen lavede i går, så er det selvfølgelig i orden, hvis du fx bliver vred eller ked af det. Jeg vil anbefale dig, at du venter med at konfrontere hende til du er kølnet lidt ned. I stedet for at spørge: HVORFOR har du spist min del af småkagerne? Kan du sige til hende, at du godt ved, at hun ikke altid kan styre sin spiseforstyrrelse, og at den indimellem tager over. OG at du samtidig gerne vil have din mad i fred. OG at du bliver vred, når nogen tager din mad uden at have fået lov. I dette tilfælde- kan det som beskrevet tidligere - være en god ide at sætte en lås på dit skab.

Måske du lagde mærke til, at jeg skrev om spiseforstyrrelsen, som om at den var en person. Det er en måde at tale om spiseforstyrrelsen på, som er gavnlig for rigtig mange med en spiseforstyrrelse, fordi det ofte føles sådan. Man kan have en følelse af, at man ikke er sig selv, og at noget tager over, uden at man kan kontrollere det. Dette er ikke det samme som at sige, at personen ikke har noget ansvar for sig selv eller sin sygdom. Det har personen. Og du har lov til at sætte grænser, fx ved at kræve at personen får terapeutisk hjælp. En person med en spiseforstyrrelse som arbejder med sig selv og sin spiseforstyrrelse TAGER ANSVAR for sig selv og sin sygdom.

Jeg har skrevet det før, men jeg skriver det lige igen, for det er vigtigt! Du kan som pårørende selv aktivt tage ansvar for dig selv, dine grænser og din del af jeres relation ved at finde ud af, hvad du vil være med til. Dette er OGSÅ en hjælp til en person med en spiseforstyrrelse, fordi du på denne måde ikke bliver en del af spiseforstyrrelsen som pårørende. Du hjælper ikke den, som du er pårørende til ved at acceptere alt det, som spiseforstyrrelsen dikterer.Tværtimod. Der er ingen tvivl om, at det er hårdt at have en spiseforstyrrelse, og du må selvfølgelig gerne vise din medfølelse, bare husk på at du med stor sandsynlighed er en rigtig god rollemodel i forhold til det at have et sundt forhold til sin krop og til mad. Sæt derfor grænser!

Hvis du kender en, som kunne have brug for hjælp, eller du selv har brug for nogle samtaler, så er du eller denne person velkommen til at kontakte mig helt uforpligtende.

Til sidst er der kun tilbage for mig at skrive - Jeg ønsker alle en glædelig jul!


Kærlig hilsen

Anne Katrine