Fra grå og trist til smuk og glad

Skrevet d. 10-7-2016 12:43:43 af Trine Moll

Når depressionen rammer hårdt og suger livsglæden ud af et ellers handlekraftigt menneske, så virker alting håbløst. Men der er en vej...


Ind af døren til klinikken kommer den smukkeste kvinde. Ikke sådan model-smuk, men smuk på den måde, man kun kan være, når glæden, der aftegnes med store smil på ansigtet, kommer helt indefra. Og det gør den – kvindens glæde.  Og min glæde vækkes af mødet med kvinden. Det er som at møde hende for første gang.


For tre måneder siden ville ingen have beskrevet kvinden som smuk. Grå, trist og modløs måske. Men ikke smuk. Kvinden blev ramt af en depression. Efter en svær tid i hendes liv, hvor kræfterne blev brugt op, hvor pligterne pludselig fyldte mere end lystaktiviteterne, hvor energien ikke slog til, og hvor alt, hun oplevede, blev filtreret gennem depressionens tunge dyne, søgte hun hjælp.


Hun kom i min klinik, og første samtale var svær for hende. Det føltes for hende som et nederlag at sidde der ved mig. Ved psykologen. ”Jeg har altid klaret tingene selv”, sagde hun. Første skridt i terapien blev derfor at acceptere, at det er helt i orden at tage mod hjælp – og til tider endda smart ikke at klare tingene selv, når de klares hurtigere og bedre sammen med andre. Det er alt andet end svagt. Det gør kampen mindre ensom at dele den med nogen. Hun gik fra første session med opgaven at indvie hendes allernærmeste i, at hun for en stund var slidt til sokkeholderne og havde brug for deres omsorg. Også selv om det plejede at være omvendt – hende der var den stærke og omsorgsfulde. Eller måske netop derfor…


Energi- og humørkilden tømt


Når energien er ikke-eksisterende, reagerer de fleste velfungerende mennesker med at prioritere pligterne. Alt det, der står på ”jeg bør”-listen. Der knokles med arbejde, vasketøj, ukrudt og støvsugning. Vennerne nedprioriteres – for man orker ikke – fodbolden indstilles – for man orker ikke- og den ellers tidligere så sjove drageflyvning forsvinder ud af programmet – for man orker ikke noget som helst. Når det sker, så er det ikke svært at regne ud, at der opstår endnu dårligere humør, endnu mindre energi og endnu større selvbebrejdelse. Depressionen har en særlig evne til at sende nedladende indhold ind i ens tanker. ”Du duer ikke – du gør det ikke godt nok – du skulle bare tage dig sammen – alle andre er bedre end dig….” Den slags meget lidt opbyggende kommentarer flyder i lind strøm i form af tanker, der dræner for humør og energi. Og pludselig er man havnet i den onde cirkel.

Den onde cirkel var lige nøjagtig den, som den – bag ved det grå depressionsskær - så smukke kvinde – også var havnet i. Gennem samtaler og hårdt arbejde fra hendes side – ved at bruge de redskaber og de erkendelser, som hun tilegnede sig i terapien, dukkede hun langsomt frem i livet igen. Og nu, tre måneder efter, kommer hun så ind af døren. Smilende og glad. Tilfreds og klar til livet igen. Det er tre uger siden, jeg har set hende sidst. Jeg bliver derfor glad for at få lov til at møde kvinden – på mange måder for første gang.  Første gange uden depression i hvert fald.


Jeg er så taknemmelig for at få lov at være med på sådanne rejser. Når jeg jævnligt bliver spurgt, om jeg ikke er træt af at høre på mennesker, der har det skidt – så er det stunder som denne, der står lysende klart for mig. Jeg er taknemmelig og ydmyg overfor at få lov at lytte til mennesker, der efterhånden får det bedre og ender med at stå smilende i mit kontor og sige farvel til mig.