Fertilitetsbehandling: graviditet og playfulness

Skrevet d. 6-9-2016 11:21:38 af Anne Katrine Hummelgaard

Ja, jeg skriver stadig om fertilitetsbehandling. Det er og bliver et emne, som jeg føler meget stærkt for, da jeg selv har prøvet at modtage den form for behandling.

 

Krisen forsvinder, når man bliver gravid
Jeg har i et tidligere blogindlæg skrevet om, hvordan fertilitetsbehandling uden efterfølgende graviditet kan udløse en krise, der kan ende i depression og i værste fald i selvmord. Heldigvis viser undersøgelser, at hvis kvinden så endelig bliver gravid – hvis hun hører til de heldige, for der findes som sagt også dem, som det aldrig lykkes for - så vil de depressive symptomer som regel fortage sig. Nogle mener, at kvinden bevidst begynder at fokusere på graviditeten, og dette fokusskift er medicinen imod de depressive symptomer (se eventuelt artiklen  "Ufrivillig barnløshed fordobler risikoen for selvmord" på nettet). Jeg tror, at de har ret, men jeg tror ikke på, at det altid går helt så let, som forskerne måske tror. Fra min egen erfaring ved jeg, at det kan kræve en hel del arbejde at turde at begynde at håbe igen.

 

Jeg tror, at det er normalt for mange gravide at bekymre sig om deres ufødte baby. Rigtig mange par jeg kender venter med at fortælle om deres graviditet, til de har overstået de første 12 uger. Den gennemgående bekymring synes at være, at man måske kan tabe sit barn eller måske skal have en abort, fordi nakkefoldscanningen viser downsyndrom - og hvad nu hvis alle ens venner har sagt tillykke, og man så pludselig står og skal til at fortælle, at der ikke kommer nogen baby alligevel. Jeg tror, at har du selv tænkt disse tanker, så vil du måske have lettere ved at forstå presset på dem, som ikke kun har befundet sig i dette limbo i nogle måneder, men måske ligefrem i årevis – måske gravid, måske ikke, måske sund og rask baby, måske ikke. Kan det så undre, hvis et par med fertilitetsproblemer vil have en tilbøjelighed til at være en anelse mere bekymret end forældre, som ikke har været igennem alt dette? Man har måtte se mange rædselsfulde ting i øjnene, fx at man kan opleve at for det første at befrugtede æg ikke nødvendigvis bliver til babyer, for det andet at ufrivillig barnløshed kan være et livsvilkår og for det tredje at børn kan dø eller aldrig blive undfanget!

 

Denne bekymring kan være direkte skadelig for en selv og ens ufødte barn. Barnet reagerer på alle de hormoner, som man som mor har i kroppen, stress er på ingen måde sundt for hverken en selv eller ens baby. Men hvordan holder man lige op med at bekymre sig, når man har set ind igennem helvedes porte – ind i ødelandet hvor børn kan dø eller aldrig blive undfanget? Hvad er modgiften? Jeg tror, at der findes lige så mange modgifte, som der findes mødre og fædre, men her er mit lille bud.

 

Playfulness
Selv om man har været igennem et fertilitetshelvede, så betyder det ikke, at man ikke fra nu af kan have en vidunderlig dejlig og livsbekræftende graviditet. Det kan være svært at stole på, at nu er det nu, ens drøm er endelig ved at blive indfriet, det kan være svært at turde at håbe igen. Tør man begynde at knytte sig til det barn, som ligger i ens mave, når man har oplevet så mange svære tab? Men prøv at sætte det op på en anden måde – hvad nu hvis du ikke knytter dig til din baby – og så mister den, så har du slet ikke haft et bånd til din baby på noget tidspunkt, og din baby har været helt alene. Det var fordi en viis kvinde sagde sådan til mig, at jeg tog chancen og knyttede mig til den lille babydreng inde i min mave, lille Bløb, som vi kaldte ham dengang. Sådan vendte jeg ryggen til fertilitetshelvedet og begyndte at stole på, at det hele også kunne ende godt. Men hvad der virker for den ene, virker måske ikke for den anden. Jeg tror, at det er vigtigt, at man finder sin egen vej og måde at gøre tingene på.

 

Så følgende punkter er kun ment som inspiration:
• Vær et par så meget som muligt, noget helt ufatteligt dejligt binder jer sammen fra nu af, nemlig jeres lille dejlige barn og forældreskabet.
• Stryg dig forsigtigt over maven.
• Tal til din baby.
• Forestil dig din baby. Du kan fx tegne din baby.
• Køb ind til børneværelset, tøj, bamser.
• Dyrk graviditets yoga.
• Lav mindfulness, hvor du øver dig i, at sætte labels på bekymringer og tanker og lægge dem kærligt til side igen. Du har befundet dig i et helvede. Det er naturligt, at have bekymringer og være stresset.
• Giv din baby et kælenavn.
• Involver venner og familie i din graviditet, prøv at stole på, at de vil gøre deres bedste for at støtte dig, også selv om de måske ikke støttede dig super godt under din krise. Hvis de havde vidst, hvad du egentlig var igennem, hvis de havde forstået lidt mere, så havde de måske også støttet dig lidt bedre.
• Fortæl din baby en historie om dig selv, din partner og om jeres fremtidige skønne liv.

 

Og hundredevis, ja tusindvis, af andre ting, som gravide mødre kan gøre for at knytte sig til deres ufødte baby. Når først du åbner op for din playfulness, så vil der sikkert komme en masse ideer til dig helt intuitivt. Stol på dig selv og dine egne evner som mor.

 

Du kan også tilmelde dig mit lille hold i Playfulness til gravide mødre og deres ufødte dejlige børn, hvor jeg underviser i Neuro Dramatic Play. Hvis du allerede har styr på playfulness, så kan det ses som en inspirationskilde, hvis du føler, at du har lidt vej endnu, før du har genfundet den legende og lette tilgang til din graviditet, så kan det ses som en støtte. Jeg skriver om det et andet sted.

 

Hilsner fra hjertet
Anne Katrine