Fertilitetsbehandling: Solægget og stammen uden barnløshed

Skrevet d. 26-8-2016 16:40:27 af Anne Katrine Hummelgaard

Jeg skriver stadig om fertilitetsbehandling. I dette lille blog-indlæg deler jeg nogle af de følelser og tanker, som jeg skammede mig mest over, da jeg ikke havde et barn og ikke vidste, om det nogensinde ville lykkes mig at få et. Hvorfor gør jeg det? Jo, fordi tanker og følelser ikke definerer mig eller dig, det som det handler om er, hvad vi vælger at gøre med vores tanker og følelser. At erkende meget menneskelige følelser som misundelse, jalousi og had sætter os fri til at omfavne følelserne, som var de små børn. Vi lader os ikke styre af følelserne, vi ser dem og anerkender deres tilstedeværelse. Præcis som vi ikke lader en toårig bestemme over hele familien, men samtidig prøver at rumme barnet i dets raserianfald. Jeg har en veninde, jeg nævner ingen navne, men hun står mit hjerte meget nær, blandt andet fordi hun engang helt ærligt fortalte mig, at hun misundte mig noget. Hendes ærlighed gør, at jeg stoler på hende og altid vil elske hende <3 Vi er ikke forkerte som mennesker, fordi vi engeng imellem føler negative følelser - vi er menneskelige

 

Ja, jeg var ufatteligt heldig. Det lykkedes mig at blive mor. Så jeg ved i mit hjerte, at jeg ikke er i stand til at sætte mig tilstrækkeligt ind i, hvordan det må være for den kvinde, som til sidst helt har måtte opgive af få et barn. Jeg kan blot huske vreden i mig selv, dengang hvor jeg ikke havde et barn og ikke vidste, om jeg nogen sinde kunne få et. Når jeg så tilfredsheden og lettelsen i andre kvinders øjne over at ”godt det ikke var dem, som ikke kunne få børn” og deres medlidenhed med mig, så føltes det som at blive kastet ned i den bundløse brønd af sort fortvivlelse. Mest af alt husker jeg dog på skammen over, at jeg måske ikke ville tøve med at sige ja, hvis en hvid dødsengel kom ned og sagde til mig: ”hendes barn tager jeg med mig, og så bliver du til gengæld gravid, alt du skal sige er blot: Ja”. Jeg ville måske ikke have været i stand til at udvise en tilsvarende heroisk selvopofrelse, som moderen i HC Andersens ”Historien om en moder”. Hun kunne have reddet sit eget barn ud af dødens kløer, hvis et andet barn måtte dø. Hun valgte at lade sit eget barn forblive dødt og se sin sorg i øjnene – hun fik helt konkret sine øjne tilbage af døden. Hvor jeg dog håber, at jeg kunne have udvist en lignende selvdisciplin, hvis dødens engel havde givet mig det tilbud, du får et barn, men en anden mor må miste sit. Der findes kulturer, hvor ingen kvinde ville blive nødt til at forholde sig til den slags følelser og tanker, fordi man faktisk deler sine børn med familie eller venner.

 

 Sue Jennings har fortalt mig, at hun har boet med Temiar stammen i Malaysia, hvor en familie med mange børn sagtens kunne finde på at give et af deres børn til fx en søster eller veninde. For børnene var stammens ét og alt, og alle passede i forvejen på andres børn med ligeså stor omhu og kærlighed, som de passede på deres egne. Forestil dig dette i Danmark, personligt har jeg ret svært ved at se det for mig, for vi lever i en så konkurrencepræget kultur, at selv vores børn bliver et konkurrenceparameter for vores succes som voksne. Jeg ved godt, at man taler meget om Janteloven, men jeg synes mere at se konkurrenceloven hos mig selv og andre forældre. Vores børn skal helst være enten kloge, smukke, gode til idræt eller dygtige i skolen og måske allerhelst en smule bedre end de andre. Om de egentlig trives eller ej bliver mindre vigtigt – de skal kunne klare sig i et konkurrencesamfund, synes at være det vigtigste. Konkurrence betyder nødvendigvis, at man sammenligner sig selv med andre på en vurderende måde. Når man ser på sig selv og andre med vurderende øjne gør man både dem og sig selv til et objekt. Der er ikke længere tale om et møde mellem to subjekter. Kontakten forsvinder. Det udelukker samtidig også, at man hjælper hinanden, for hvis man hjælper andre, rissikerer man jo, at de via ens hjælp bliver bedre end en selv – og så har de jo vundet over en. Det er ikke fordi, jeg er modstander af konkurrence, jeg synes bare, at det måske har kammet lidt over i vores samfund. I nævnte stamme konkurrede man sjældent, de fleste lege gik ud på at hjælpe hinanden, og resultatet af dette var et stærkt fællesskab – så stærkt at man turde give sine børn til en anden i stammen. Jeg vil gerne med mine egne øjne se den stamme en dag, det lyder som et paradis på jord! Se evt. Sue Jennings fortælle om sit liv hos stammen på youtube.

 

Selv om jeg er så uendeligt taknemmelig over, at det lykkedes mig at blive mor, så lever jeg i dag stadig med sorgen over ikke at kunne få en søskende til min dreng. Min mand og jeg vil altid sørge over de fem døde æg, fordi vi troede, at med så mange æg var det helt sikkert, at vi ville få et barn til. Chokket over at de var døde vil ingen af os nogen sinde glemme. Vi var så alene om det, vi kunne ikke engang begrave dem, for de lå nok i en skraldespand et eller andet sted på hospitalet. For hospitalet og stort set alle andre var de bare fem døde æg. Men for os var de et dødt barn. Vores lille dreng havde jo også bare været et æg, et lille otte-cellet-æg. Fertilitetslægen havde på oversigten over æg tegnet en lille sol omkring vores drengs æg, og derfor kalder jeg ofte vores dreng for ”lille sol”. Jeg kunne og kan trøste mig med, at jeg i hvert fald har fået en rigtig dejlig soldreng, og at han trives og har det godt, selvom vi ikke kunne give ham en bror eller søster.

 

Efter vores fertilitetsforløb endelig, endelig resulterede i en gravidtet med soldrengen :), måtte jeg virkelig kæmpe for at tro på, at vi havde heldet med os, at det hele ville gå godt. I næste blogindlæg vil jeg skrive lidt om, hvad jeg gjorde for at prøve at lægge helvedet bag mig og tro på, at graviditeten var en realitet.

 

Hilsner fra hjertet

 

Anne Katrine