Fertilitetsbehandling: Krise og sorg

Skrevet d. 18-8-2016 11:04:50 af Anne Katrine Hummelgaard

Jeg skriver for tiden om fertilitetsbehandling i min blog, for emnet optager mig meget, da jeg selv har været igennem det, som jeg uden at tøve vil kalde et helvede.

 

Selvmord og depression

Når man ikke kan få det barn, man ønsker, så vil de fleste opleve at være i en af deres livs værste kriser. For kvinden kan det endda opleves sådan, at hver gang hun opdager, at hun endnu engang har fået sin menstruation, så føles det som at miste sit drømmebarn, igen og igen. Lyder det hårdt? Det er fordi, det er hårdt. Desværre er behandlingssystemet i Danmark slet ikke i stand til at tage sig af den psykiske del af en fertilitetsbehandling, hvilket journalist Christian Nørgaard Larsen citerer Lone Shcmidt for i Berlingske Tidende. Jeg oplevede det selv, da jeg var i behandling. Der er fokus på kroppen, at undgå kaffedrikning og cola etc., men ingen psykisk støtte. I England har Sue Jennings igennem mange år lavet dramaterapi med par, som må igennem fertilitetsbehandling. I Danmark skriver Nørgaard, viser en undersøgelse, at hver sjette kvinde får depressive symptomer efter års fertilitetsbehandling uden resultat. Det er skræmmende, at man ikke tager dette mere alvorligt i Danmark. For hvis man aldrig får et barn, så viser forskningen desværre også, at sandsynligheden stiger for, at især kvinden kan finde på at tage sit eget liv. Journalist Ditte Svane Knudsen citerer cand.scient.san. og ph.d.-studerende Trille Kjær på videnskab. dk:

 

"Undersøgelsen viser, at der blandt de kvinder, som ikke får børn efter at have søgt læge i forbindelse med barnløshed, er dobbelt så mange, som ender med at begå selvmord, end der er blandt de kvinder, som bliver gravide efter at have søgt læge,«  

 

Det siger noget om alvoren! Forskningen viser også, at det ikke kun drejer sig om kvinder med anlæg for depression eller en sårbarhed, for disse er på forhånd sorteret fra i undersøgelsen. Fertilitetsbehandling og ufrivillig barnløshed er med andre ord ekstremt belastende. Men hvorfor er det så belastende?

 

Den sorg man skal bære helt alene, den sorg bliver ubærlig!

Forestil dig denne følelsesmæssige cyklus: I starten, håb for at behandlingen går godt, forventning og glæde. Når man nærmer sig tidspunktet for sin menstruation, begynder man måske at bekymre sig og bliver fortvivlet. Hvis de ringer fra klinikken og giver en svaret, at man ikke blev gravid, eller man får sin menstruation, så kan man opleve at blive kastet ned i sorgens mørkeste og dybeste brønd. Fordi man endnu engang kom til at håbe og tro, at denne gang ville det lykkes for en, og skuffelsen er enorm. Men dette er ikke det værste. Ofte står man helt alene med sin sorg. Omverdenen forstår den måske ikke rigtigt, eller mangler lyst til at engagere sig i, hvor vanskelig en situation parret står i. Ofte set i mere eller mindre ufølsomme kommentarer: "Hvorfor går du ikke bare ud i byen og bliver bollet tyk?" "Kan I ikke bare adoptere et barn?” "Kan du ikke bare passe din søsters børn og glæde dig over, at hun har børn?" "Kan du finde ud af at glæde dig på vores vegne over, at det er lykkedes os at få et barn?" ”Du skal bare spise det eller det... eller gå til den eller den alternative behandler” Man vil tit og ofte opleve at andre mennesker hverken kan eller vil forholde sig til ens ufrivillige barnløshed – og den sorg man skal bære helt alene, den sorg bliver ofte ubærlig!

 

Når omgivelserne så samtidig med at de ikke vil kræve nogen form for empati af sig selv kræver af den ufrivilligt barnløse, at hun skal glæde sig på deres vegne, som det ses i ovenstående citat, kan det så egentlig undre, at strengen knækker for nogle? Ovenstående citater er ikke bare opfundet af mig, det er ting, som jeg har hørt andre sige til mig, eller til andre ufrivilligt barnløse. Endelig ligger der også en samfundsmæssig holdning: Det er kvindens egen skyld, for hun kunne jo bare få sit barn tidligt. Vupti, så er det problem løst! Hvis det altså vel og mærke altid kun var kvinden som var ufrugtbar (der findes jo faktisk lige så mange ufrugtbare mænd), og hvis problemerne altid kun skyldtes alder. Hvis du sporer en smule bitterhed hos mig, ja, så har du helt ret. Jeg bliver nogle gange bitter, når jeg tænker tilbage på fertilitetsbehandlinger! Bitter over at så mange kvinder inklusiv jeg selv skulle lægge krop til fertilitetsbehandlinger og øre til så meget ufølsomt og unuanceret sludder! Men jeg er ikke kun bitter, jeg tænker også med taknemmelighed på alle de mennesker i mit liv, som ganske vist måske ikke helt forstod, hvad jeg gik igennem, men alligevel prøvede at støtte mig så godt de kunne, og jeg er så taknemmelig for min dreng.

 

I næste blogindlæg, skriver jeg lidt mere om, hvordan det var for min mand og jeg selv at kæmpe med fertilitetsproblemer.

 

Hilsner fra hjertet

Anne Katrine