Er du pårørende til en med en depression?

Skrevet d. 27-1-2016 09:41:47 af Anne Katrine Hummelgaard

 

Som skygger i mørket

Jeg skriver dette blogindlæg til dem, som er voksne pårørende til en voksen person med en depression. Blogindlægget vil indeholde lidt information om de første tegn på depression, hvad du som pårørende kan gøre, medicin og behandling og et afsnit om, hvordan du passer på dig selv. 

Depressioner er som skygger i mørket, de kan ikke ses med det blotte øje, men man kan som pårørende se effekten af dem. Hvordan personen med depressionen forvandler sig fra at være livsglad og handlekraftig til at være en person, som ikke har nogen energi og dertil har fået et mørkt og trist syn på livet. Det kan være svært at forstå, når man er pårørende. Men for personen med depressionen ER depressionen en meget reel størrelse, der ændrer hans eller hendes måde at tænke, se, føle og høre på. Den kan også give kognitive problemer i form af koncentrations- og hukommelsesbesvær. Samtidig gør depressionen også, at personen hurtigt bliver udmattet. Det kan føles meget ensomt, når ingen kan se, at man har det rigtig dårligt. Det er derfor vigtigt, at omgivelserne har en vilje til at tro på, hvad personen siger om sig selv, selv om de måske ikke helt forstår det. Jes Gerlach skriver, at depression er en sygdom, der forringer livskvaliteten i en grad, så de fleste andre sygdomme ikke kan følge med. En dansk undersøgelse viser, at en rask person har en livskvalitet på ca. 75 (målt fra 0 - 100), en person med skizofreni har en livskvalitet på 65, men hvis den raske person eller personen med skizofreni får en depression, så ryger livskvaliteten ned på 35. Det siger noget om, hvor slemt det føles at have en depression (Gerlach, 2014 s. 19 f.).

 

De første tegn på depression

Hvis du har en ide om, at en person som du er pårørende til måske har en depression, så spiller du en afgørende rolle. For mange mennesker er det lettere at fejle en fysisk sygdom end en psykisk. Derfor er din rolle som pårørende meget vigtig i form af, at du kan støtte, igangsætte og skubbe bagpå, så den du er pårørende til kan få hjælp hurtigst muligt.

 Jes Gerlach skriver følgende tegn ned, som du kan holde øje med:

1. Kernesymptomer: Tristhed, nedsat lyst og nedsat energi og øget træthed

2. Ledsagesymptomer: Nedsat selvtillid, selvbebrejdelser, selvmordstanker, kognitive symptomer, psykomotorisk hæmning, søvnforstyrrelser og appetitændring

3. Andre depressionssymptomer: Angst, irritabilitet, aggression, smerter og manglende sexlyst (Gerlach, 2014, s. 30)

 

Hvad hjælper på en depression

Diagnose

Det er slet ikke sikkert, at du som pårørende ved, hvor syg eller lidt syg, den som du er pårørende til egentlig er. Mange med en depression vil forsøge at tage hensyn og fx ikke fortælle deres nære om destruktive tanker og selvmordstanker. En læge eller psykiater vil kunne finde ud af, om den som du er pårørende til har en "let", moderat eller svær depression. Gerlach skriver følgende om diagnosticering: Har personen mindst to af kernesymptomerne og mindst to ledsagesymptomer fra ovenstående skema i mindst to uger, taler man ofte om en "lettere" depression. Hvis der er mindst to kernesymptomer og mindst fire ledsagesymptomer i tilstede i to uger, taler man ofte om en moderat depression. Hvis personen har alle tre kernesymptomer og mindst fem ledsagesymptomer på to uger, så taler man typisk om en svær depression (Gerlach, 2014 s. 49)

 

Medicin

I medierne har der været en meget ophedet diskussion om lægers lemfældige omgang med medicin, hvor nogle læger har overdrevet receptudskrivning for egen vindings skyld. Mange mener, at medicinalindustriens overordnede fokus er at tjene penge, og den derfor kan finde på at fuske med resultaterne af et nyt præparat. Der har også været skrevet om langtidsvirkningerne af medicinen måske kan være skadelige, at den har en vanedannende effekt, og desuden er der sået tvivl om hvorvidt den overhovedet hjælper. Andre læger har været lodret uenige i mange af disse påstande og mener, at det ikke at tage medicinen ved en svær depression kan være direkte livsfarligt. At være pårørende i den jungle af meget modstridende information er ikke morsomt. Men det er vigtigt at vide, at medmindre du har en medicinsk eksamen, så er du ligesom mig ikke fagmand. I forhold til depression så mener jeg, at man både som psykoterapeut og som pårørende ikke blankt skal afvise antidepressiv medicin, men forholde sig ydmygt til det faktum, at det er uden for ens kompetenceområde. I dette blogindlæg læner jeg mig op af det, som Gerlach skriver om medicin og terapi.

Gerlach skriver, at fx ved svær depression er medicin ofte nødvendig, nogle gange for at terapi overhovedet bliver mulig. I forhold til de andre depressionsformer skal man helst have forsøgt sig med grundig information og samtaleterapi først. Medicin kan blive nødvendig, hvis samtaleterapi ikke har hjulpet igennem 3 måneder (Gerlach, 2014 s. 237). Det er som pårørende tilladt at være skeptisk og bruge sin sunde fornuft. Hvis den du er pårørende til er tilfreds med sin medicin og samtaleterapi og vigtigst af alt i øvrigt er i bedring, er der så et problem? Hvis du har en aversion imod antidepressiv medicin, så tænk dig godt om før du blander dig i en succesfuld behandling af den, som du er pårørende til. Omvendt hvis den du er pårørende til har en følelse af, at medicinen og samtaleterapien ikke virker, så kan du måske støtte ved at gå med op til lægen, psykiateren, psykologen eller psykoterapeuten og tage en snak omkring det. For det er ikke al medicin eller for den sags skyld samtaleterapi, som virker, hvilket der kan være mange grunde til. Der findes alternative former for medicin, fx naturmedicin og kosttilskud, som nogle mener kan have en gavnlig effekt. Husk altid at konsultere en psykiater i forbindelse med naturmedicin, da fx perikum kan nedbryde andre typer medicin (Gerlach, 2014 s. 299). Mange mener også at moderat motion, fx løb eller gang, masser af dagslys, lysterapi og mange andre ting kan virke (Gerlacj, 2014 s. 289 s. 278). Ved den "lette" depression kan det måske ifølge Gerlach være nok at lære noget om og af sin depression. Ved fx at stoppe op og finde ud af, hvilke ting i ens liv, som påvirker en negativt eller positivt og fx bede om andre arbejdsopgaver på ens arbejde og begynde at dyrke motion (Gerlach, 2014 s. 38). Jeg vil dog også mene, at det også vil være en rigtig god idé ved den "lette" depression at gå i terapi, fordi der kan ligge flere smertefulde ting gemt bag depressionen, som det måske kunne være gavnligt at se nærmere på sammen med en terapeut, der kan støtte en. Jeg mener, at depressionen kan ses som en slags stemme, der forsøger at fortælle en noget vigtigt, og at det ville være ærgerligt at gå glip af den viden.

 

Terapi

Der er lavet flest undersøgelser vedrørende kognitiv terapis effekt på depression, her er resultaterne rigtig gode. Gerlach mener, at andre terapiformer også kan være gode, da meget afhænger af et godt terapeut-klient forhold. Som en tommelfingerregel skriver han, at jo alvorligere en depression er, jo vigtigere er det, at terapien er specifikt rettet mod depression, det vil eksempelvis sige kognitiv eller interpersonel terapi. Ved "lette" til moderate depressive tilstande er valget af særlige behandlingsmetoder mindre afgørende. Man kan som voksen få tilskud til psykologbehandling, hvor op til 60 % af prisen betales. Det er også vigtigt at vide, at personen med depression godt kan blive rask igen, det er som regel en forbigående tilstand (Gerlach, 2014 s. 233).

 

Hvordan du passer på dig selv som pårørende

Ved selvmordstanker

Det er ofte ret svært at passe på sig selv som pårørende, når den man er pårørende til har selvmordstanker. Som allerede skrevet, vil mange med en depression forsøge at skåne deres pårørende for disse tanker. Men nogle vil måske ubevidst eller bevidst bruge det til at få deres vilje, fx anvende selvmordet som en trussel. Det er rigtig vigtigt, at du som pårørende finder dine grænser i forhold til dette. Det er sjældent tomme trusler, men det betyder ikke, at du nødvendigvis skal bøje dig for dem. Fordi du er pårørende, så er det sikkert ekstremt skræmmende at tænke på og måske også at tale om. Den som du er pårørende til skal selvfølgelig modtage hjælp. Hvis det er meget slemt, så skal vedkommende måske indlægges. Men du har måske også brug for hjælp i form af terapi, pårørendegrupper eller noget tredje. Dette er især tilfældet, hvis du har oplevet, at den som du er pårørende til har overlevet et selvmordsforsøg eller måske ikke overlevede det.

 

Egenomsorg?

Jeg vil nu stille nogle spørgsmål, som kun du selv kender svarene på. Eller måske du ikke kender svarene, men stille og roligt skal til at finde dem. Det kan være hårdt, hårdt, hårdt at være pårørende til en med en depression. Nogle ting har du ingen indflydelse på, men andre ting kan du gå ind og ændre for at passe på dig selv.

Når den du er pårørende til har det rigtig svært, betyder det så også, at du skal have det svært? Hvor påvirket bliver du af at se den som du er pårørende til ligge i sengen og være tavs og fjern? Får du sat grænser, hvis du bliver overfuset og råbt af? Holder du fast i din egen dagligdag, eller glemmer du stille og roligt at gå ud med dine venner, at få dyrket motion, at lege med dine børn? Ud over at du måske står med en stor følelse af ansvar over for den, som du er pårørende til, står du måske også med en masse ekstra arbejde, som din partner eller kollega tidligere tog på sig. Har du overvejet at bede om hjælp til dette arbejde fra familie, venner eller kommunen eller på arbejdet fra din chef eller kollegaer? Føler du skyld over, at den som du er pårørende til er syg? Har du svært ved at acceptere, at den du er pårørende til har fået en depression? Har du glemt egenomsorgen, dvs. omsorgen for dig selv?

Jeg vil anbefale dig eventuelt at se på det blogindlæg, som jeg har skrevet, der handler om at sætte grænser Pårørende til psykisk sygdom - styrk dine grænser.

Anbefaling af litteratur: Jes Gerlach Depression. Symptomer, årsager og behandling, 2 udgave 1 oplag, Psykiatrifonden, 2014

Til sidst er der kun for mig at skrive, at jeg ønsker dig og den som du er pårørende til al mulig held og lykke.

Hilsner fra hjertet

Anne Katrine